Marie spørger: Hvorfor har man ikke forsket mere i kometer? Synes selv kometer er mega spændende
Henning Haack svarer i DR1 TVudsendelsen 31.1.2018: Ja, det har du helt ret i – kometer er uhyre spændende objekter, der indeholder prøver af det materiale Solsystemet blev dannet af. De er dannet så langt fra Solen at en lang række stoffer – bl.a. vand – er kondenseret til is og bevaret til idag. Når de kommer på afveje ind i det indre Solsystem fordamper disse stoffer og danner den karakteristiske hale. Når vi ikke har studeret dem så meget som vi gerne ville så er det primært fordi de er meget svære at besøge. Når de kommer herind i det indre Solsystem har de meget høje hastigheder og det er derfor både svært og dyrt at komme i kredsløb om dem. En af de ting man gerne vil vide er om kometer har bragt vand til Jorden. Vandets oprindelse er uhyre vigtigt – men dårligt forstået. For at belyse det sendte ESA Rosetta missionen til en komet for at undersøge den og se om dens vand var det samme som vi kender på Jorden. Det lykkedes endda at lade på den – men ikke helt som planlagt. Vandet viste sig at være anderledes end det vand vi har på Jorden så vi ved stadig ikke hvor det komme fra.
Hej spørg IFA
Hvorfor er det man ikke kan se solens lys om natten ?
Jeg mener, når der er nat i Danmark og solen lyser på den anden side af jorden, må der jo være noget lys fra solen, som rammer forbi jorden.
Og man burde jo så kunne se solens lys på himmelen ?
Svar fra Lektor Bjarne Thomsen, IFA:
Det kan man skam også. Den kraftigste kilde af spredt sollys om natten er månen. De øvrige planeter, måner og småplaneter (asteroider) lyser også ved at sprede solens lys. Men det spredte sollys ses ikke kun i form af belyste himmellegemer. De lyse nætters lys skyldes således, at den øvre atmosfæres molekyler spreder solens lys.
De ovenfor omtalte asteroider støder undertiden sammen og producerer støvpartikler, som kredser omkring solen i nærheden af ekliptika, der er en storcirkel, som er defineret ved jordens bane omkring solen (eller solens bane omkring jorden). Solen bevæger sig set fra jorden en gang rundt langs ekliptika i løbet af et år. Stjernebillederne langs ekliptika kaldes dyrekredsen eller zodiaken. Spredt sollys fra disse støvkorn kaldes derfor zodiakallyset. Dette observeres bedst om foråret lige efter solnedgang eller om efteråret lige før solopgang. Men zodiakallyset kan kun observeres over et område uden lysforurening.
Jesper Grønne har lavet nogle fantastiske optagelser af zodiakallyset, som man kan se på denne hjemmeside:
hvadihimlen.dk/lysfaenomener-objekter/zodiakallyset/
Støvpartiklernes baner omkring solen påvirkes af et tryk fra solens lys. Lystrykket er rettet direkte bort fra solen, hvis støvpartiklen ligger stille i forhold til solen. Zodiakallysets støvpartikler bevæger sig imidlertid i næsten cirkelformede baner omkring solen. Sollysets tryk på en bevæget partikel opfører sig imidlertid på samme måde som en sidevinds tryk på en cyklist: Vindtrykket drejer fremad i kørselsretningen og bliver en smule kraftigere. Støvpartiklen påvirkes af en kraft, som virker imod bevægelsesretningen, så partiklen langsomt spirallerer ind mod solen. Solens stråling virker som en gigantisk støvsuger, som forsøger at holde rummet mellem planeterne rent for støv. Nye kollisioner mellem asteroiderne producerer mere støv, så der vil indstille sig en ligevægt. Rummet mellem planeterne bliver aldrig helt tomt for støv.
Med venlig hilsen Bjarne Thomsen, lektor.
Jeg har et spørgsmål til en astronom:
Nu hvor der er en asteroide, der kredser omkring jorden et par gange, og især den sidste der faldt ned i Rusland, så kommer spørgsmålet: Hvor tæt skal en asteroide være ved vores atmosfære før vi kan mærke dens kraft, kan høre den, kan se den måske kan den påvirke vores jord, UDEN at den styrter ned på vores planet, og kan det lade sig gøre?
Venlig hilsen JM.
Kære JM.
Asteroider hedder på dansk småplaneter. De bevæger sig som de egentlige planeter i næsten ellipseformede baner omkring Solen. Asteroiderne er ikke kugleformede som Jorden. De har uregelmæssige former, som ofte kan minde om en kartoffel. De kommer i alle størrelser fra nogle hundrede kilometer i diameter og nedefter. Småplaneter under 10 m kaldes normalt meteoritter, idet de fremstår som lysende meteorer eller stjerneskud, hvis deres baner bringer dem ned under 100 km over jordoverfladen, hvor de rammer den tættere del af atmosfæren.
En egentlig asteroide vil producere så kraftig en trykbølge, at vinduer splintres, og huse jævnes med jorden, så man vil næppe udbryde: Så du det stjerneskud? Den følgende figur viser en stor meteorits passage gennem Jordens atmosfære. Den ses som en klar meteor, som også kaldes en bolide.
Men hvad sker der med en asteroide, som passerer tæt forbi Jorden, men uden at komme under 100 km fra jordoverfladen? Her er asteroiden 2012 DA14 et godt eksempel.
2012 DA14 har en diameter på ca. 30 meter og en masse på ca. 40000000 kg.
Den blev opdaget den 23. februar 2012 og passerede den 15. februar 2013 Jorden med en mindsteafstand på 27700 km over jordoverflade. Denne figur viser asteroidens bane i forhold til Jorden, de geostationære satellitters bane over ækvator og Månens bane.
Asteroiden nærmer sig langs en ret linje med en bestemt fart. Den afbøjes af tyngdekraften, som er rettet mod Jordens centrum, og fjerner sig til slut igen langs en ret linje med den samme fart, som den ankom; men retningen er en anden, idet banen er blevet afbøjet med en vinkel mellem 0 og 180 grader. Afbøjningsvinklen afhænger af den oprindelige fart og banens mindsteafstand fra Jordens centrum. Et legemes hastighed er defineret ved dets fart og bevægelsens retning. Asteroidens hastighedsændring findes ved at betragte en trekant, hvis 2 siders længder er lig asteroidens fart i stor afstand fra Jorden, og vinklen mellem disse lige store sider er afbøjningsvinklen. Farten af hastighedsændringen ved passage af Jorden er da lig med den 3. sides længde. Hastighedsændringen skyldes tyngdekraften mellem asteroiden og Jorden. Asteroiden får på ret kort tid en ændret hastighed i forhold til Solen, så den bevæger sig, efter passagen af Jorden, på en anden elliptisk bane omkring Solen.
Denne hastighedsændring forårsaget af en tæt forbiflyvning af en planet benyttes ved afsendelse af rumsonder til den ydre del af Solsystemet. Det er meget almindeligt at rumsonder til Jupiter, Saturn, Uranus eller Neptun først flyver tæt forbi Venus og Jorden, inden de sætter kursen udad i Solsystemet. Fordelen er at man kan anvende en mindre og derfor billigere raket ved opsendelsen fra Jorden.
Men hvorfra kommer den gratis energi? Den kommer fra Jordens bevægelse omkring Solen! Det er ikke kun asteroiden, som påvirkes af tyngdekraften fra Jorden. Newton lærte os at asteroiden påvirker Jorden med nøjagtigt den samme kraft, men i modsat retning. Dette betyder at Jordens hastighed i forhold til tyngdepunktet for Jorden og asteroiden også ændrer sig; men denne ændring er m/M gange mindre end asteroidens hastighedsændring, hvor m er asteroidens masse, og M er Jordens masse. Lad os sætte asteroidens masse til m = 60000000 kg. Jordens masse er M = 6000000000000000000000000 kg. Lad os sætte asteroidens hastighedsændring til 10000 m/s. Jordens hastighedsændring bliver så 10000x60000000/6000000000000000000000000 m/s = 1/10000000000000 meter/sekund.
En sådan hastighedsændring kan roligt kalde forsvindende lille.
Man kan her læse mere om 2012 DA14: en.wikipedia.org/wiki/2012_DA14
Venlig hilsen Bjarne Thomsen
Lektor emeritus
Institut for fysik og Astronomi, Aarhus Universitet
Hej
Et spørgsmål om 2012 DA14.
Jeg synes det kunne være interessant at se nævnte asteroide.
Hvor på himmelen kan man se asteroiden 2012 DA14 hvis man befinder sig i det Indiske ocean (Male) - og hvilken retning bevæger den sig i? Og øhh, vil den kunne ses dér i nattetimerne?
Hilsen LB.
Kære LB.
Asteroiden 2012 DA14 passerer ganske tæt forbi Jorden. Når den er nærmest er den kun godt 3 jordradier borte. Den er dog ikke synlig uden hjælpemidler, da den maximalt når en lysstyrke på 7. størrelsesklasse. De svageste stjerner man kan se er af 6. størrelsesklasse. Den er tættest på Jorden den 15. februar kl. 19:26 UTC, d.v.s. 20:26 dansk tid. Fra det tidspunkt ville man kunne se den i en passende kikkert fra det Indiske Ocean, men det vil være hen på natten. Den bevæger sig fra syd mod nord. Den nøjagtige bane på himmelen for Male er et lidt større projekt at finde.
På figuren kan man se, at den passerer inden for banen af de geostationære satellitter.
Men den forventes ikke at udgøre nogen risiko for satellitterne.
Der er et langt svar om ismeteoritter på denne portal, som indeholder mange flere detaljer om asteroider. Her er 2012 DA14 også nævnt.
Mvh
Søren Frandsen, lektor.
Hejsa
Jeg har over den sidste uge forsøgt at få taget et kig på kometen Neowise, og det lykkedes endelig for mig i nat at få den fanget i min kikkert (natten til tirsdag d. 21/7 omkring et kvarter over midnat).
Men jeg må da nok lige sige at det var en fesen fornemmelse efter at have brugt så mange aftener på det.
Lille og gnidret, og en meget kort og sløret hale var alt hvad jeg fik for mine anstrengelser. Når man snakker med andre glæde amatører fra andre dele af verden så var det en spektakulær oplevelse med en stor lysende hale der var synlig uden kikkert.
Mit spørgsmål er:
Er den bare så utydelig her fra Danmark eller har jeg gjort et eller andet forkert?
Med venlig hilsen
Kenneth
Kometen står næsten præcist midt i billedet. Foto: OJK
Hej Kenneth
Det er desværre meget almindeligt, at man bliver skuffet over nogle af himmelfænomenerne, og det er ofte fordi man i pressen får præsenteret overdrevne forventninger og billeder, som ikke viser det samme, som man ville se med det blotte øje. Du har ikke gjort noget forkert, tror jeg, men du har været udsat for det problem, som alle himmelkiggere er påvirket af for tiden, nemlig de lyse nætter. Når himlen ikke bliver mørk, har himmelobjekterne ikke tilstrækkelig kontrast til at man kan se dem ordentligt. Selv ved midnat, som jo er omkring klokken 01 på grund af sommertiden, hvor det er mørkest, har det været svært at finde kometen uden kikkert. Kometen har været flot, set fra lavere breddegrader, og i min gode Zeisskikkert havde den en (svag) hale på omkring 8° eller mere. Med det blotte øje så den for mig ud omtrent som på det billede, jeg vedføjer her; taget med min telefon.
Den har på intet tidspunkt været så klar, som for eksempel Hale-Bopp i sluthalvfemserne, så i den forstand var den en mindre komet. For mig har fornøjelsen været at jagte den så tidligt som muligt, og så at tage et par kig igen i kikkert omkring midnat - og så nyde de fantastiske billeder, som også er taget her fra Danmark af dygtige astrofotografer. Så jeg venter stadig på en ordentlig komet!
mvh Ole.
