Jørgen spørger: Hvordan er man kommet frem til de fantastiske afstande i rummet?
Professor Hans Kjeldsen, Aarhus Universitet svarer under DR1 TVudsendelsen 31.1.2018:
Vi kan faktisk måle afstande i rummet på flere måder. I solsystemet har vi sendt radarbølger ud til planeterne og målt hvor langt tid det tager for signalerne at komme tilbage til Jorden og dermed kan vi måle afstanden, fordi vi kender radarbølgernes bevægelseshastighed – nemlig lysets hastighed. Afstanden til stjernerne er bestemt ved trekantsmålinger, på samme måde som en landmåler kan bestemme afstande på Jorden. I de fjerneste egne af Universet kan vi bestemme afstandene ved at sammenligne lysstyrken af galakserne, med den lysstyrke vi ud fra analyser kan beregne objekterne har. Jo svagere galakserne er des fjernere er de.
85 årig dansk astronom planlægger satellitopsendelse om 20 år
“Nej”, siger dansk astronomis nestor, lektor emeritus Erik Høg, som fylder 85 år den 17. juni 2017: ” Jeg håber sandelig ikke jeg skal blive 105!!! Og for mig drejer det sig kun om, at jeg gør det, der skal gøres nu; at sætte projektet i gang, fordi det er vigtigt for astronomi og astrofysik. Jeg går foran igen, som jeg altid har haft lykke og held at gøre i snart tres år: I 1960 med min ide i Hamburg, i 1975 med Hipparcos, i 1981 med Tycho, og i 1992 med Gaia.” Det drejer sig om et projekt, som Erik Høg startede i 2013, og som ESA nu går ind i, en satellit der skal sendes op om 20 år.
Erik Høg har først og fremmest arbejdet med astrometri, det vil sige udmåling af stjernernes placering på himlen. Det lyder i sammenligning med moderne forskning i exoplaneter, sorte huller og mørk energi som noget forældet og uinteressant at beskæftige sig med. I virkeligheden er det det helt grundlæggende redskab for mange af de moderne astronomiske studieområder. Astrometrien fortæller os hvor stjernerne befinder sig i Mælkevejen, hvor langt de er borte, og hvor de er på vej hen. Astronomi uden astrometri er som en værktøjskasse uden hammer og skruetrækker.
Hvis vi vil vide noget om bevægelserne; dynamikken i Mælkevejen og i de milliarder af andre galakser i det synlige univers –
Hvis vi vil vide noget om stjernernes udvikling fra de dannes af enorme støv- og gasskyer til de brænder ud som Solen eller eksploderer som supernovaer –
Hvis vi vil vide hvor vores planet og dermed vi selv stammer fra, har vi brug for astrometrien.
Det er yderst kompliceret, at gennemregne målinger af stjernernes bevægelse, korrigere for Jordens rotation, dens omløb om Solen, Solsystemets bevægelse i Mælkevejen og de mange, mange småkorrektioner, som skal til, før man kan offentliggøre tabeller over stjerners plads i forhold til hinanden, deres afstande og deres bevægelser væk fra os eller imod os, og i retninger på tværs af sigtelinien til dem.
Astrometriske målinger kender vi tilbage til oldtidens Grækenland. De var efter vore dages målestok ikke særligt præcise, men dog gode nok til at astronomerne den gang kunne opdage nogle af de finere bevægelser af jordkloden – at Jordens akse ikke altid peger samme sted hen på himlen, men at akseretningen kredser uhyre langsomt om et punkt på himlen – et omløb varer 25771 år – og for tiden peger den i retning mod Nordstjernen. Man giver oftest grækeren Hipparchos (død 120 f.Kr.) æren for opdagelsen af denne præcession.
Den danske adelsmand Tycho Brahe forfinede observationsteknikkerne så meget, som det er muligt med det blotte øje, og en anden dansker, Ole Rømer opfandt det kikkertinstrument, som var altafgørende for moderne astrometri: meridiankredskikkerten. Den er siden Rømers tid blevet forfinet, og i 1960 fik Erik Høg ideen til endnu en forbedring.
Målingen af stjernen skulle digitaliseres og skrives på et hulbånd, som så skulle beregnes i en computer. Det viste sig, at computeren skulle være meget hurtig. Heldigvis kom den danske computer GIER netop dengang på markedet, og den var ti gange så hurtig som den bedste amerikanske computer i den rigtige prisklasse. GIER kunne lige akkurat klare det, den blev købt og kom med ekspeditionen til Australien, der blev en succes.
I 1970erne fik Erik Høg en ide til en helt ny type meridiankredskikkert. Alle materialer ændrer sig med temperaturen, og her på Jorden skal man også tage hensyn til de nedbøjninger i en kikkert, som tyngdekraften bevirker. Hvis man lader lyset fra to stjerner samtidig falde ind i en glasklods, hvor overfladerne har helt bestemte vinkler til hinanden, vil man kunne måle vinklen imellem de to stjerner med meget stor nøjagtighed, og målingerne med glasmeridiankredsen er meget lidt afhængig af de ellers så besværlige påvirkninger. Denne ide førte til at Erik Høg op gennem 1980erne havde et intenst samarbejde med kinesiske astronomer om udvikling af det nye instrument. Dette blev dog ikke til virkelighed, da satellitten Hipparcos gjorde meridianinstrumenter helt forældet.
Imidlertid blev selve metoden med digitalisering af målingen faktisk til hjertet i den første astrometrisatellit. Den fik navnet Hipparcos, blev opsendt af det europæiske rumfartsagentur ESA i 1989, og fungerede indtil 1993. Erik Høg var en nøgleperson både i planlægningen af satellitten og ved de efterfølgende beregninger, som førte til et stjernekatalog af hidtil uhørt nøjagtighed; Hipparcoskataloget fra 1997 med højpræcise målinger af 118 200 stjerner, og det lidt mindre præcise Tycho-2 katalog med 2,5 millioner stjerner.
Efterfølgeren til Hipparcos hedder Gaia. Det er igen et ESA-projekt. Satellitten blev opsendt i 2013, og den måler stadig. Når resultaterne fra Gaia foreligger i 2020, vil vi have adgang til 3D positioner i Mælkevejen for 1,1 milliard himmelobjekter, hvoraf de fleste er stjerner. Det er dog mindre end 1% af alle Mælkevejens stjerner.
Stjernerne bevæger sig imellem hinanden, og jo længere tid, der er gået, jo større afstand har de bevæget sig, og des mere nøjagtig bliver vores kortlægning af deres bevægelser. Derfor haster det ikke med at få opsendt en efterfølger til Gaia, og derfor har det nye projekt, som Erik Høg har været med til at få godkendt af ESA god brug for en ventetid på omkring de 20 år.
I februar 2016 udsendte ESA en opfordring til europæiske forskere om at komme med ideer til fremtidige satellitmissioner. Der indkom 26 forslag. Tre blev udvalgt til videre detaljerede studier, og projektet “High-accuracy astrometry” er det, som blandt andre Erik Høg har stået faddere til.
Grundideen er den samme som tidligere, med forbedret nøjagtighed. Det nye er, at observere himlen i de nær-infrarøde bølgelængder af lyset fra stjernerne i Mælkevejen. I det bølgelængdeområde er observationerne nemlig ikke nær så generede af lysets spredning i det kosmiske støv og gas, så det vil være muligt at observere de skjulte egne inde omkring Mælkevejens kerne og andre områder, som er skjult i støvskyerne med langt bedre nøjagtighed. ESA vil nu udvikle planerne yderligere i samarbejde med forslagsstillerne, og resultatet bliver forhåbentlig en indstilling til at bygge satellitten som en del af ESAs videnskabelige program, som Danmark også har del i. Endnu har den foreslåede satellitmission ikke fået et navn. OJK
Jørgen spørger fra Norge:
Jeg har et spørgsmål som jeg håber I kan hjelpe med?? Scenen er solnedgangen ved Danmarks vestkyst : når solen står akurat på vandspejlet tar det 5 – 6 min før den er væk og gået ned. Når man tænker sig samme scene på Lofoten i Norge tar det ca. 14 -16 min- hvorfor og hvad er forskellen
Svar:
Som svar på dit spørgsmål vil jeg bede dig tænke på den ‘modsatte’ situation; at du befinder dig tæt ved ækvator. Hvis du har prøvet det, véd du, at Solen går meget hurtigt ned, og tusmørket er så kort, at man sagtens kan blive fanget i mørke, hvis man er et sted uden gadelys og uden guide.
Årsagen er, at Solen set fra ækvatorområderne går meget stejlt ned imod horisonten – lige på ækvator er det lige lodret ned. Jo længere nordpå man kommer, des fladere vinkel for solnedgangen – eller faktisk er det os på jordoverfladen, som står ‘på skrå’ i forhold til solnedgangen fordi Jorden, som nogle af os stadig tror på, er rund. Som du vil se både fra Danmarks Vestkyst og fra Lofoten, bevæger Solen sig mod højre samtidig med, at den går nedad.
Den fladere vinkel gør, at solnedgangen varer længere og længere des længere nordpå, man kommer. Længere nordpå end Lofoten kan det jo ved midsommer vare så længe, at Solen slet ikke kommer under horisonten; der er midnatssol, og Solen ser ud til at trille lavt hen over horisonten, stå lavest i Nord, og så trille højere og højere op på himlen igen i løbet af morgenen. OJK
Gunner skriver:
Jeg er pensionist og har, som en hobby, fattet interesse for en lokalhistorisk hændelse lidt nord for Aalborg, hvor der om aftenen d. 5. november 1856 blev fundet en mand omkommet i vejgrøften med sin vogn væltet over sig. Det blev dengang betragtet som en ulykke, men mange år senere skulle der være en person, der på sit dødsleje bekendte at han, sammen med en anden, havde dræbt manden og væltet vognen over ham for at få det til at se ud som en ulykke.
For at kunne få et fornemmelse af lysforholdene den pågældende aften spørger jeg nu: Er det muligt at fortælle mig hvornår der var solnedgang den aften, inklusive de tre tusmørker, hvor solen er hhv. 6, 12 og 18 grader under horizonten, samt månens fase og op- og nedgangstid. Den nuværende zonetid var endnu ikke indført, så hver købstad havde sin egen lokaltid, hvor kl. 12 var når solen stod højest på himlen; i dette tilfælde må det have været Aalborg-tid.
Koordinaterne for ulykkesstedet er: 57 gr. 05’8 min. N, 10 gr. 01’2 min. Ø. Der var 4- 5 grader frost den pågældende nat, mens middagstemperaturen var plus 3 grader både d. 5. og 6. november, hvilket tyder på at det må have været en klar aften.
Svar:
Lokaltider: Sand middag Aalborg var denne dag UT + 1t 3m 30s DNT, så klokkeslettet i lokaltid Lk var UT + 56m 30s
Solnedgang klokken: 15 26 22 UT. Lk 16:22:52
6 16 14 22 UT. Lk 17:10:52 Borgerligt tusmørke
12 16 59 22 UT. Lk 17:55:52 Nautisk tusmørke
18 17 44 22 UT Lk 18:40:52 Astronomisk tusmørke
månefase første kvarter, 7 d gammel
måneopgang 13 55 54 UT Lk 14:52:24
månenedgang 21 15 18 UT Lk 22:11:48
Dette er lokaltiderne regnet efter sand soltid, altså det, man ville aflæse på et korrekt indstillet solur i Aalborg.
mvh OJK
Henrik spørger:
Jeg er i gang med en udstilling om svenskernes overgang over isen i 1658. I den forbindelse vil jeg høre om det er det muligt at sige hvilken månefase månen havde natten 5. til 6. februar 1658?
Svar:
Fredag den 5 februar 1658 stod Månen op klokken 14:40 lokaltid set fra et sted midt i Langelandsbælt. Da Solen gik ned klokken 17:23 stod Månen i Vest, 21° over horisonten, og Månen gik ned i Nord-Vest lørdag den 6. klokken 06:28. Månefasen var 95 %, altså ca eet døgn før fuldmåne, så svenskerne har haft en lys nat at spadsere i. Om det så har været skyfrit, har jeg ikke mulighed for at undersøge, men mon ikke det fremgår af en eller andens dagbog.
Jeg skal gøre opmærksom på, at jeg med hensyn til datoen har brugt den julianske kalender, som var gældende i Danmark og Sverige i denne periode. mvh OJK
Carsten spørger: Hej hvordan har man beregnet afstanden til solen?
Svar:
Der har været anvendt flere metoder. I hellenistisk tid brugte man vinkelmålinger, hvor man i forvejen havde beregnet afstanden til Månen med andre vinkelmålinger. Efter starten af 1600-tallet bruger man Keplers 3. lov, som giver afstanden, når man kender størrelsen af planetbanerne. Okkultationer af Venus og Merkur har været brugt som de grundliggende observationer. mvh OJK
En herre fra Fredericia spørger:
1) Er vi i gang med et skift i jorden eccentricitet og fra relativ cirkulær til mere eliptisk, og hvilke astronomiske tal kan beskrive denne proces og hvor lang tid tager den.
2) Jeg har hørt at de aktuelle bevægelser bevirker at jupiter og Saturn trækker i jorden så den nordlige halvkugle de næste mange tusind år vil får mindre bestråling fra solen.
3) Hvilken effekt vil dette have på en evt. istid i 2020-2030?
Den amerikanske – måske; pseudovidenskabsmand; David Dilley – forklarer, at han statistisk og historisk har fundet en sammenhæng mellem voldsomme klimatiske forandringer de sidste tusind år og månen og Solens relation til jorden.
Således forudser han at vi med aktuelle solar minimum i kombination med en svag El, nino vil kunne få meget koldt vejr mellem 2020 -2030-ish noget lignende det vi så i 1950-60’erne, er i af samme opfattelse af dette kan ske, og hvor bekymrede skal vi være?
I tillæg forklarer han at når månen står højt på den nordlige halvkugle trækker den det varme vand ved mellemamerika op til arktis og skaber el-nino. Månen står således meget højt det ene år, står ikke så højt 9 år efter, og står højt igen 9 år efter igen og skaber således en stærk el nino hvert 18 år og en svagere El nino hvert 18 år. Det var sådan jeg har forstået hans teori, giver det mening i jeres øre?
Svar:
Glem for det første alt om en effekt på istiderne i perioden 2020-2030. Milankovitchcyklerne regnes i titusinder og hundredetusinder af år, og der er ikke forventning om nogen istid indenfor de næste 50 000 år.
Jordbanens eccentricitet er for tiden tæt på det lavest mulige, og faldende imod en mere cirkulær bane. Perioden er ca 100 000 år, og minimum når vi om cirka 40 000 år.
Ved en lav eccentricitet er der ringe forskel på solindstrålingen i årets løb. For tiden er den omkring 6%. Det betyder, at eccentriciteten i lang tid fremover ikke vil have nogen synderlig virkning på klimaet.
Jordbanens hældning er pt. 23,44 grader, og den er faldende. Minimum er 21,5 grader, og det når vi om 11 800 år. Virkningen er større forskelle på sommer og vinter ved en stor aksehældning. Vi går altså imod tider med ringe forskel, og det betyder både mildere vintre og somre.
Præcesssionen har en periode på godt 23 500 år. For tiden er vi tættest på Solen omkring midvinter, så det betyder en mildning i udsvingene imellem sommer og vinter.
Milankovitchcyklerne fremkommer som en kombination af disse tre værdier, og der er enighed blandt forskerne om, at det i store træk er disse cykler, som styrer langtidsklimaudsvingene, men der er en del uforklarede tvivlsspørgsmål, og der er registreret pludselig klimaforandringer f.eks. på den nordlige halvkugle cirka 9600 fKr. hvor klimaet ændrede sig pludseligt over en periode på mindre end 20 år til en opvarmning på imellem 9 og 15 grader. Det har haft andre årsager, for eksempel ændring i havstrømmene.
Dit punkt 2 er en halvkvædet vise. Ændringerne i de tre værdier for Jorden er forårsaget af tidevandsvirkninger fra Månen og Jupiter først og fremmest. Det gælder både når ændringerne går den ene og den anden vej. For tiden er den samlede virkning ringe, og det vil den så være i de næste ce 50 000 år som sagt ovenfor.
Månens bane bringer den henholdsvis højt og lavt på himlen i forhold til et gennemsnit med en periode på godt 18 år. Jeg er ikke personligt bekendt med, om det skulle påvirke havstrømmene på Jorden, men jeg tvivler stærkt. Blandt andet er det sådan, at når Månen står højt på den nordlige halvkugle, står den også i samme periode højt på den sydlige halvkugle.
David Dilleys ideer kan jeg ikke vurdere, men igen tvivler jeg på en relation imellem klima og Månens og Solens bevægelser i den tidsskala. Hvis han præciserer, hvad han mener med koldt vejr, og hvor det skulle forekomme, kan man jo teste hans ideer indenfor det næste årti, og så kan man måske begynde at søge en årsag.
Jeg svarer som kommunikationsmedarbejder på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet. Det betyder ikke, at jeg svarer på vegne af Aarhus Universitet, men kun ud fra min generelle viden i denne sammenhæng. Så vidt jeg véd forskes der ikke i klimafænomener af denne type på Aarhus Universitet, og universitetet har ikke som sådant nogen opfattelse af eller mening om det, du beskriver.
Personligt er jeg meget mere bekymret over den menneskeskabte del af klimaændringerne. De voldsomme ændringer, som er naturskabte, og som vi kan registrere langt tilbage, kan vi alligevel ikke gøre noget ved.
mvh Ole J. Knudsen
Claudia skriver: Jeg har researchet på Google, og der er opstået uklarhed om, hvordan stjernebilledet for Jomfruen ser ud. Det varierer lidt alt efter hvor jeg søger henne. Kan I hjælpe mig med at fastslå, hvordan stjernebilledet ser ud? Jeg har vedhæftet en PDF, (som vi ikke har taget med her) hvori de forskellige versioner, jeg er stødt på, er. Jeg håber, I kan hjælpe mig med at blive afklaret.
Kære Claudia.
Din forvirring er forståelig. Der er ikke nogen fastlagt regel eller tradition for, hvordan man skal trække stregerne imellem stjernerne for at danne stjernebillederne. Der er frit slag for alle til at bruge deres mere eller mindre kunstneriske frihed! Et stjernebillede i officiel astronomisk forstand er et mangesidet område på stjernehimlen, hvor alt, hvad der befinder sig indenfor grænserne hører med til stjernebilledet – men uden stregerne. Området er defineret af Den Internationale Astronomiske Union i 1932 i en lille bog af den franske astronom Delporte.
Stjernerne indenfor for eksempel stjernebilledet Jomfruen har så i tidens løb fået forskellige katalogbetegnelser og navne, så den klareste, Spica for eksempel også kan kaldes alpha Virginis, 67 Virginis, HR 5056, BD -10°3672, HD 116658 og meget andet, alt efter hvilket stjernekatalog, man leder i.
Det, som ligger fast, er stjernernes positioner i forhold til hinanden – og det gør de så ikke en gang, for over lange tidsrum bevæger stjernerne sig rundt i Mælkevejen med forskellig hastighed og i forskellige retninger.
Endelig skelner man også imellem stjernebilledet Jomfruen, som er det, man kan se på stjernehimlen om foråret, og så stjernetegnet Jomfruen, som er et afsnit på 30° langs en kreds på himlen, som kaldes ekliptika, og som ikke længere har noget at gøre med stjernebilledet – det er en overlevering fra oldtidens astronomi og astrologiske overtro.
Vi har fået et spørgsmål ind om placeringen af sten, hvis man vil markere solhvervene og jævndøgnene, og desuden have Månen med ind i billedet. Det udviklede sig en længere udveksling af mails, men her er en redigeret udgave, som måske kan være til glæde for andre.
Spørgsmål 1:
Hvordan ville en simpel stensætning se ud, som en ren solhvervssætning (sommersolhverv og vintersolhverv), og ligeledes med jævndøgnene markeret bygget dels på ækvator og dels uden for ækvatorområdet f.eks. nord for vendekredsen.
Krav: Bygges med et minimum af sten i horisontalplanet.
Spørgsmål: Vil der være vinkelforskel på solhvervssætning de to steder?
Spørgsmål: Vil der være vinkelforskel på jævndøgnssætning de to steder?
Svar 1
Det lette først: Ved jævndøgnene står Solen op i Øst og går ned i Vest. Det er tilfældet uanset hvor på Jorden (bortset fra præcis på Nordpolen og på Sydpolen), man observerer det, så i det tilfælde kan du nøjes med to sten: En i stik Øst og en i stik Vest set fra dit observationssted imellem dem.
For solhvervene er det mere kompliceret:
Du vil skulle bruge fire sten i alle tilfælde; to på den østlige og to på den vestlige side i forhold til observationsstedet, og symmetrisk omkring hhv. Øst og Vest.
På ækvator skal stenene anbringes 23°26’ fra henholdsvis Øst (90°) og Vest (270°), sådan at stenen for for eksempel solopgang ved sommersolhverv står på 66°34’ og solopgang ved vintersolhverv i kompasretning 90°+23°26’
Jo længere nordpå man kommer, des større bliver vinkelen fra hhv. Øst og Vest. Her på vore breddegrader er den cirka 45°, og når du passerer Polarcirkelen, sker der sjove ting: Ved sommersolhverv går Solen slet ikke ned eller står op, og ved vintersolhverv står den slet ikke op hele det døgn, som indeholder tidspunktet for vintersolhvervet.
De vinkler du har oplyst, vil de forandre sig, når jordaksens hældning, der på for tiden er ca. 23,45 grader, ændrer sig. En cyklus over 41.000 år skulle give hældninger mellem 21,8° og 24,4°.
Hvis vi valgte at gå f.eks. 10.000 år tilbage, ville solvinklerne da være de samme som i dag?
Jeg kan forstå på det jeg har læst, at der også findes endnu en såkaldt nutation, med en periode på kun 18,6 år, der skulle give en aksehældningen 9,6 buesekunder. Der er vi så ude i noget jeg absolut ikke har kendskab til.
Hvordan kan der være to typer aksehældninger, med hver sin cyklus?
Har disse to hældninger hver sin indflydelse på solvinklerne, dels på ækvator og dels nord eller syd for knudepunkterne.
Månen er for mig lidt vanskeligere.
Har månen lignende op- og nedgange, som solhverv og jævndøgn for solen og i så fald, hvilke grader kan en simpel stensætning for månen symboliser dette?
Og svar 2:
Den periodiske 18,6års nutation forårsages af Månen, og den er et af flere led i formlen for den samlede ændring i jordaksens hældning. De andre led – med en periode på ca 41000 år forårsages af Solen og planeterne. Månenutationen ikke noget, som man skal tage hensyn til i et eventuelt stensætningsanlæg, fordi de giver så små effekter på aksehældningen. Et buesekund er jo 1/3600 af en grad.
Månen er MEGET vanskeligere! Månens bane hælder cirka 5° i forhold til ekliptika, så derfor kan fuldmånen f.eks. stå på nogle grader (igen afhængigt af breddegraden på Jorden) længere imod nordøst end Solopgangen ved sommersolhverv, og tilsvarende det samme antal grader længere mod sydøst ved vintersolhverv. Det kaldes de ydre månehverv. 18,6:2 år senere står den så op nogle grader til højre for solopgangen ved sommersolhverv, altså længere imod øst, og tilsvarende ved vintersolhverv. Det er de indre månehverv. Disse vinkler kan formentlig genfindes i en del af de megalitanlæg, som findes rundt omkring i Nordeuropa. I din stensætning vil du have brug for 4 x 2 månesten ekstra. Det her ikke nemt stof. Det kræver lang tids tilvænning at forestille sig tingene i 3D og så omsætte dem til det, men ser fra Jordens overflade i en slags 2D. Kompasretningerne for månehvervene er faste, men er ligesom for Solens vedkommende afhængige af breddegraden.
Disse problemer opstår, når man undersøger oldtidens stensætninger, som for eksempel Stonehenge i England og de mange andre oldtidsanlæg ud over især Europa, hvor det ser ud som om, der er en eller anden astronomisk tanke bag placeringen af sten eller pæle. Derfor er der ofte en meget grundig behandling og forklaring at finde i bøger og på websider om arkæoastronomi.
Anne Sofie skrev:
Jeg går og undrer mig over, at vi kan se Karlsvognen hele året. Hvis vinteren på den nordlige halvkugles nattehimmel viser Karlsvognen, hvordan kan den så smutte med over til den nordlige halvkugles sommernattehimmel? Solen er jo i mellem og lyser op og der er også langt….. jeg anser mig selv for at vide en del om jordens gang om solen, men kan ikke lige se hvordan dette kan lade sig gøre? kan I give mig et svar på dette så bliver jeg glad…
Der udspandt sig så en længere e-mail udveksling, med billeder!:
Din undren er absolut forståelig, men forklaringen er ikke så kompliceret. Forestil dig, at du står (med våde fødder) nøjagtigt på Nordpolen. Så ser du i et halvt år ad gangen alle stjernebillederne på den nordlige himmelhalvkugle, og du har Nordstjernen lodret over hovedet. Når Solen står op til forårsjævndøgn, må du så få tiden til at gå med noget andet end at se stjerner.
Karlsvognen befinder sig forholdsvis tæt på Nordstjernen, så den ser du også højt på himlen hele vinterhalvåret, hvor det er konstant nat.
Vi bor et godt stykke længere sydpå, men vi kan stadig se Nordstjernen og Karlsvognen på den nordlige himmel hele vinterhalvåret, og vi er så ‘heldige’, at det for os også bliver nat om sommeren, så derfor ser vi også Karlsvognen i de lyse sommernætter.
Der er altså ikke tale om, at Karlsvognen ‘smutter over’, som du skriver. Den er på himlen hele døgnet, og hele året, og kan ses når blot det er mørkt og stjerneklart.
Se selv efter!
Hej Igen og mange tak
Men undres stadig. Jeg forstår godt det med at det er nat på nordpolen om vinteren da jordens hældning gør at solen ikke kan komme om på den anden side.
Men hvis vi tager den klassiske tegning af jordens gang om solen (vedhæftet). Solen i midten og jorden med sin hælding væk fra solen om vinteren, hvor nattehimmelen er på den siden af jorden som ikke vender mod solen. Den natte himmel er jo ikke den samme om sommeren hvor jorden er gået en halv gang om solen og har sin nattehimmel væk fra solen. Det er der jeg ikke kan se hvordan Karlsvognen også kan ses der så langt væk fra vinter nattehimmelen.
Håber du forstår hvad jeg mener og måske har et svar.
Mange tak
Anne Sofie
Det er ikke let at tænke i 3D! Jeg fandt disse tegninger, som måske kan hjælpe lidt. Desuden skal du forestille dig, at stjernerne er uendeligt langt væk, så der er ikke nogen ændring i perspektivet sommmer og vinter.
På årstidstegningen skal du forestille dig, at du i begge tilfælde befnder dig på natsiden, og så skal du kigge på plantegningen for den pågældende årstid – håber, det hjælper.
Ja det er virkeligt svært også at forklare hvad jeg mener.
Jeg er helt med på den tegning. og tak.
Men hvis vi nu ser på vinter nattehimmelen, der kan man ikke se om på den anden side og der er jo også lyst pga solen. Men den nattehimmel følger jo/vel ikke med rundt om solen?
Jeg har lige prøvet at tegne hvad jeg mener (vedhæftet). Håber du kan se billedet.
Godt: Det er perspektivet, det er galt med. Karlsvognen er ikke både her og der! Den er )uendeligt) langt væk oppe over dit papirs overkant, så fra diine røde prikker kan du se den i (næsten)samme retning langt væk på de forskellige tidspunkter på året. Du skal tegne parallelle linier fra de røde prikker op langs papirets højre og venstre kant, så rammer du Karlsvognen. Og så skal du tænke på, at Verdensrummet er sort. Selvom der kommer sollys op i den øverste del af din tegning, ser vi det jo ikke fra Jorden, fordi der ikke er noget i rummet, som kan tilbagekaste lyset – nat er bare at være omme i skyggen af Jorden!
Super så er jeg med . Tusind tak.
En oversætter var igang med et digt på engelsk, og skrev:
De nævner nogle af månens faser:
waxing gibbous og vaxing cresent.
waning crescent” og “waning gibbous
Kan I hjælpe mig med de danske betegnelser for de to faser?
Svaret:
waxing tiltagende
waning aftagende
crescent kan være månesegl, eller lidt mere løst halvmåne, selvom crescent på engelsk betyder månen når den er mindre end halv. Crescere på latin er egentlig voksende, men det bruges altså på engelsk også for den aftagende måne – samme ord som croissant i øvrigt, og så er det på engelsk jo også blevet til en bue, for eksempel en villavej, som er halvbueformet !
Gibbous bruges ikke i nydansk. Jeg har aldrig kunnet finde en reference til brugen; heller ikke i den store danske ordbog, men det er selvfølgelig også svært, når det kan dreje sig om et ord på dansk, som man ikke kender. I sin tid, da jeg stødte på det, kiggede jeg på betydning og etymologi, og det betyder jo Månen, når den er mere end halv. Jeg har valgt i mine foredrag mv. at kalde pukkelmånen eller den puklede måne i mangel af et bedre ord.
Vi har væddet på, hvornår Jorden er tættest på Solen
Idag, onsdag den 4. januar er Jorden tættest på Solen i sin årlige bane. Hvis det føles en smule varmere af den grund, har det dog ikke noget på sig!
Jorden kredser om Solen i en ellipse, og vores planet er tættest på Solen hvert år i starten af januar – afstanden er i år 147 100 998 kilometer klokken 15:17 dansk tid den 4.1. – og vi er længst fra Solen den 3. juli. Der er små ændringer fra år til år, men i runde tal er vi idag fem millioner kilometer tættere på Solen end til sommer. I procent er det dog blot en ændring på knapt 1,7%, og det betyder, at somrene på Jordens sydlige halvkugle (hvor det er sommer lige nu) skulle være en smule varmere end somrene på vores nordlige halvkugle. I praksis betyder det dog langt mere for temperaturerne, at der er meget mere hav på den sydlige halvkugle.
Årsagen til årstiderne skal vi altså finde et helt andet sted, men den er også astronomisk. Meget kort sagt, skyldes forskellene på sommer og vinter, at Jordkloden hælder i sin bane rundt om Solen. Set fra vores synspukt her langt mod nord, kommer Solen aldrig særligt højt op om vinteren, så der kan ikke på de korte vinterdage komme meget varme ned til os. Om sommeren “hælder Evropa mod Sol igen”, som digteren Thøger Larsen skriver, og det kan vi så glæde os til.
Tættest på Solen kaldes perihel
Fjernest fra Solen kaldes aphel
Jordens gennemsnitsafstand fra Solen er 149,6 millioner kilometer
NB: Datoen for disse tidspunkter varierer flere dage, blandt andet på grund af skudårscyklussen. Hvis andre vædder, så kontroller datoen i almanakken!
Spørgsmål fra en historiker (let redigeret):
Mit problem er denne, vedhæftede armillarsfære, som den unge prinsesse Dorothea holder i sin ene hånd, og hvis ene ring hun peger på med den anden hånd. Billedet er malet af den nederlandske kunstner Jan Gossart omkring 1530, og Dorothea var datter af Christian II, der på daværende tidspunkt var landflygtig i Nederlandene.
Man har hævdet, at hun peger på ca. den 55 breddegrad (sfæren ses på hovedet), og at København ligger på ca. denne breddegrad. Hun skulle dermed pege på sit arvelands hovedby!
Hvordan hænger dette egentlig sammen. Breddegrader hører vel til en globus og ikke til en ’himmelglobus’ (hvis man kan kalde en armillarsfære det?).
Kunne en af jer forklare mig lidt nærmere om, hvordan det kan passe, hvad der hævdes? Om det kan passe! Og var det almindeligt at holde dem med nordpolen nedad? Jeg har læst lidt på nettet om armillarsfærer, men er ikke rigtigt blevet så meget klogere.
Svar:
Jan Gossarts maleri A Young Princess (? Dorothea), National Portrait Gallery, London
Hvis det er rigtigt, at der der er en mening med, at hun peger der hvor hun gør, giver det mening, at hun holder armillarsfæren omvendt fordi hun ellers skulle have løftet hænderne, så hun ville dække for kjolen og hun ville have siddet lidt akavet – så det er nok kunstnerens ide.
At hun faktisk holder armillarsfæren med Nord nedad, kan ses af teksten på det brede ekliptikabånd.
Det ser umiddelbart rigtigt ud, at hun peger på, hvad der svarer til cirka 55° Nord.
Den smalle ring, som står næsten vinkelret på det brede ekliptikabånd må være en “kunstig horisont”, som i så fald svarer til nogenlunde 45° Nord. Det svarer til breddegraden for Torino eller Padua. Er den mon fremstillet der?
Armillarsfæren i denne håndholdte udgave er en forsimplet udgave af himmelkuglen, altså stjernehimlen uden stjernerne. Den kan bruges til at vise hvilke dele af himlen, der er synlige set fra en given breddegrad (- dertil horisontringen) og på et givet tidspunkt af døgnet og en given dato på året. Den på maleriet ser ud til at være ekstra simpel. Der er ikke nogen synlige grad- eller datomarkeringer nogen steder, og horisonten ser ud til at være fast, så den kun er gældende for et givet breddegradsområde på Jorden, f.eks. London. Det er er altså muligt at visen noget astronomi med den, med begrænsninger, men det er nok mest en pyntegenstand til kaminhylden.
Sammenhængen med Jorden og globussen, som Hanne spørger til, kommer af, at himlen “vender forskelligt” alt efter hvilken breddegrad, man befinder sig på. Dermed knytter armillarsfæren breddegrader på Jorden sammen med himlen. Det, Dorothea faktisk peger på, er en deklination på 55°. Deklination er det, der svarer til Jordens breddegrader, men på himmelkuglen. Himmelgeometrien betinger, at de stjerner, som befinder sig på en deklination på 55° vil gå igennem zenith, altså himlens toppunkt, netop når man befinder sig på Jorden på 55° nordlig bredde.
Den tolkning, som der refereres til, giver altså en slags symbolsk mening: Dorothea peger på sin hjemlands stjernehimmel, hvis man skal trække tolkningen en smule – men med mit (ret ringe) kendskab til datidens hang til symbolik, er det her jo ingenting!
Hvis nogen skulle spørge, er de 5 vandrette ringe i sfæren i øvrigt dels (fra neden) projektionen på himlen af den nordlige polarkreds, den nordlige vendekreds, ækvator, den sydlige vendekreds og den sydlige polarkreds. Den største, lodrette ring er meridianen, dvs den storcirkel på himlen, som går igennem Syd, Zenith og Nord. I og med at denne armillarsfære ikke ser ud til at have bevægelige dele; er loddet sammen, afbilder den faktisk eet bestemt sæt sammenhængende værdier af dato og klokkeslet. Det kunne faktisk for eksempel være Dorotheas fødselstidspunkt. Astrologi var jo ganske udbredt i den periode, men jeg har aldrig set eksempler på, at man skulle have fremstillet denne slags symbolske horoskoper i 3D; det er kun en vild tanke, og en udfordring til kunsthistorikerne!
Ekliptikabåndet: I I I A A N N R R R P E – 6-7 ulæselige – G T Y
– endnu en udfordring. En foreslået tolkning er, at det er et anagram over malerens navn.
ojk 20170213
Bente spørger blandt andet om, hvor i USA der er bedst chance for at se den totale solformørkelse.
Totaliteten forekommer i et bredt spor fra det nordvestlige USA og langt ud i Atlanterhavet ved byen Charleston. Vejret er altid en usikkerhedsfaktor, blandt andet fordi det kan skifte til det bedre eller til det dårligere i minutterne op til selve totaliteten, fordi temperaturen falder. Derfor er det også ‘farligt’ at give råd. I staterne i det midtvestlige USA er der erfaring for mange skyfrie dage, og desuden er der jo gode vejforhold i det meste af USA, så har man en bil og en internetforbindelse, kan man forbedre sine muligheder meget ved at køre efter det gode vejr – men kør i god tid!
På denne hjemmeside er der en del på dansk om solformørkelser
På NASAs og Fred Espenaks hjemmesider er der alt, hvad man kan ønske sig af oplysninger om formørkelser i fortid, nutid og fremtid.
ojk
2014 | 22/12 | Kl. 00:03 |
Ovenfor ses tidspunktet for vintersolhverv, men hvordan finder jeg ud af, nøjagtigt hvor på vendekredsen, solen står kl. 12.00, når klokken er 00.03 i Danmark.
Sidste år var det 100 km vest for Antofagasta på Chiles kyst.
Med venlig hilsen PR
Solen står højt om sommeren og lavt om vinteren, og for at kunne det, må den vende en gang imellem. Det gør den ved solhverv, og hverv er det gamle nordiske ord for at vende. Ved sommersolhverv lige før Skt. Hans står Solen lodret over Jordens nordlige vendekreds til middag, og ved vintersolhverv før jul står den lodret over den sydlige vendekreds.
I år står Solen ganske rigtigt lodret over den sydlige vendekreds klokken 00:03 den 22. december.
Spørgsmålet er så hvor på Jorden, Solen står lodret på dette tidspunkt.
Positionen er på den sydlige vendekreds, som svarer til 23°28' sydlig bredde. I længdegrad er det 166°11' vestlig længde, og det er et sted i Stillehavet NØ for New Zealand. På det sted er klokken 12:03 og datoen er den 21.12., altså dagen før.
Spørgsmålet, som det er stillet, giver ikke helt mening, for på grund af Jordens opdeling i 24 tidszoner er minuttallet altid det samme overalt på Jorden. Dvs at det ikke kan forekomme, at klokken er noget med :00 et sted, og :03 et andet sted i en anden tidszone. Derfor har jeg beregnet ovenstående position for klokken 12:03, og ikke som spørgeren beder om for klokken 12:00.
Hvis ikke vi regner i zonetid som ovenfor, stiller sagen sig anderledes. Så kan man regne i middelsoltid, som er en meget abstrakt tidsangivelse, eller i sand soltid, som er den tid, som soluret viser. For at kunne lave den beregning, skal jeg vide, hvad spørgeren mener med "i Danmark" - er det for eksempel i Fredensborg?
Hvis der er brug for en sådan angivelse, kan jeg godt beregne stedet for dig, men det er noget mere kompliceret.
Spørgsmålet kunne så lyde: Når klokken er 00:03 sand soltid i X-købing, hvor på Jordens sydlige vendekreds er klokken så 12:00 sand soltid. Forskellen i position kan være nogle hundrede kilometer - men det er ude i åbent hav, så det er måske ikke så vigtigt.
Ole J. Knudsen
Hej IFA!
I hvilken retning skal jeg vende mig for at se ind mod mælkevejens centrum? Jeg har fundet ud af, at stjernebilledet Skytten ligger i retningen mod centrum, men i hvilken retning ligger så dette stjernebillede Skytten? Måske ligger retningen ikke fast pga. jordens drejning i løbet døgnet, dens bane omkring solen i løbet af året osv.
Jeg håber, at det er muligt at få én bestemt retning mod et fast verdenshjørne som fx. NNV -NordNordVest....? Og hvorfor peger Nordstjernen Sirius ikke direkte mod mælkevejens centrum?
Med venlige hilsener, M.
Mælkevejens centrum ligger ganske rigtigt imellem stjernebillederne Skytten og Skorpionen, og det er også ganske rigtigt, at retningen til dette punkt ændrer sig afhængigt af dato og klokkeslet, fordi Jorden drejer sig om sig selv i løbet af døgnet og kredser om Solen i løbet af året. Desuden er retningen afhængig af, hvor på Jordkloden, man befinder sig.
Så én fast retning kan man ikke angive. Men for eksempel står Mælkevejens centrum i Syd og 7°14' over horisonten set fra Aarhus den 22.12.2014 klokken 12:03. Dagen efter står punktet i Syd cirka 4 minutter tidligere, altså klokken 11:59 og så videre.
Næste del af spørgsmålet må stamme fra en misforståelse eller et par stykker: Nordstjernen og Sirius er to forskellige stjerner, som står helt forskellige steder på himlen. Sirius peger ikke mod Mælkevejens centrum, fordi den står et helt andet sted på himlen, og ikke i retning af Skytten og Skorpionen. Det gør Nordstjernen heller ikke, men det, som spørgeren måske i virkeligheden undrer sig over er måske hvorfor Jordens akse (som nogenlunde, men ikke særligt præcist, peger imod Nordstjernen) ikke peger mod Mælkevejens centrum.
Svaret er, at retningen for Jordens omdrejning, og dermed retningen for Jordens akse intet har med Jordens og resten af Solsystemets omdrejning omkring Mælkevejens centrum. Der er ingen som helst kobling imellem dem, og der er ingen fysisk grund til, at der skulle være en sådan kobling. Det ville svare til, at alle biler skulle vende forenden imod København!
Ole J. Knudsen
Hejsa
Vi ved at månen og solen trækker i vandet på jorden, og at der derfor kommer tidevande. Men trækker de i alt vand? Er der også tidevande i søer? Badekar? Og hvilken betydning har tidevandet for dyre- og planteliv? Håber I kan hjælpe os!
Hej fra M og SE, 13 år
Kære M og SE,
Det er ganske rigtigt at månen (og i mindre grad solen) "trækker" i Jordens have, og dermed skaber tidevandet. Dette sker ved at der dannes en "bølge" i oceanerne, der har højest vandstand der hvor månen er nærmest Jorden og der hvor den er fjernest (se figuren). Dette betyder, at der er højvande cirka to gange i døgnet, nemlig med 12 timer og 25 minutters tidsforskel.
Denne effekt gælder i princippet også for søer, men der er forskellen mellem højvande og lavvande meget mindre, idet der ikke kan dannes en tidevandsbølge med så stor højdeforskel fordi søen er mindre i udstrækning. I Atlanterhavet, der er cirka 3000 km bredt, er tidevandsforskellen cirka 1 m. I Michigan søen, der ligger i det nørdøstlige USA er de tilsvarende tal 200 km og 0.025 m. I begge tilfælde er forholdet mellem tidevandsforskellen og bredden cirka 0.0000002.
I jeres badekar, der måske er 1 m bredt kan vi jo gætte på at der så vil være en tidevandsforskel på 0.0000002 m, hvilket er cirka en tusindedel af bredden af et menneskehår. Dette kan vi helt sikkert ikke registrere, for der vil altid være andre effekter der skaber vandstandsforskelle.
Med hensyn til jeres spørgsmål om betydningen for dyre - og planteliv må I spørge en biolog, men det er klart, at tidevandet er nødvendigt for de mange dyr og planter, der har tilpasset sig livet i tidevandszonerene, der somme tider er dækkede af vand og somme tider ikke.
Med venlig hilsen
Helge Knudsen
Lektor emeritus
Institut for Fysik og Astronomi
Aarhus Universitet
Kære Spørg IFA
I relation til tusmørke kan man forskellige steder læse at tusmørket deles op i tre typer: Borgerligt, nautisk og astronomisk. Disse defineres som solens position som værende hhv. 6, 12 og 18 grader under horisonten. Nogle gange beskrives de som "når solen er mindre end" hhv. 6, 12 og 18 grader under horisonten. Nogle steder har jeg set 15 grader angivet i stedet for 12.
I denne forbindelse har jeg to spørgsmål:
1) Er det muligt at få en klar og præcis definition på hvornår hhv. borgerligt, nautisk og astronomisk tusmørke begynder (dvs. hvor mange grader solen er under horisonten), og er fænomenet som man kalder tusmørke astronomisk set ens i hele Verden (eller anden geografisk enhed - fx Norden), eller gælder disse grader kun for Danmark? Jeg er klar over at tusmørke-periodens længde varierer alt efter sæson og nærhed/afstand til polerne og ækvator.
2) Er det korrekt at det tidspunkt hvor det hvidlige sollys langsomt begynder at sprede sig langs horisonten (før solopgang eller efter solnedgang) er hvad man forstår ved det astronomiske tusmørke og at solen her er 18 grader under horisonten?
Svar:
Som beskrevet ovenfor er der tre typer tusmørke, som defineres ud fra Solens centrums position i forhold til horisonten. På Wikipedia er der en beskrivelse af, hvordan forholdene er under borgerligt, nautisk og astronomisk tusmørke:
https://da.wikipedia.org/wiki/Tusmørke
Svaret på spørgsmål 2 er: Nej, når lyset begynder at spredes langs horisonten starter det borgerlige tusmørke. Længden af tusmørkeperioden afhænger af årstiden og geografisk position og er kortere jo højere Solen kommer på himmelen. Varigheden kan man finde i en almanak, som nu også findes på nettet. Se f.eks.
www.torbenhermansen.dk/almanak/almanak.php
Med venlig hilsen
Søren Frandsen, Lektor, IFA
Hej IFA,
jeg underviser bla. i den nære astronomi ud fra en historisk synsvinkel. I den sammenhæng har jeg været ved at kigge på et forløb, der skal dække venus´ faser, stjerners parallakser og retrograd bevægelse. Min tanke var et tage udgangspunkt i programmet Stellarium og vise fænomenerne vha. programmet.
Når jeg kigger på parallakser, så opfører programmet Stellarium ikke som jeg forventer og jeg håber at I kan hjælpe mig til en forståelse af hvor min kæde hopper af.
Jeg har kigget på stjernerne iota-CMa (3077 ly) og Sirius (8,6 ly) på to forskellige tidspunkter og observeret at iota-CMa står stille i Ra/De (j2000) koordinater. Det svarer til hvad jeg kan læse i "universets melodi" om stjernes bevægelse i ækvatorsystemet. Men Sirius gør ikke som jeg forventer. Den vender ikke tilbage til udgangspunktet efter et år. Den forskyder sig noget, i løbet af et halvt år. Men når jeg så følger den i yderligere et par halvår så forsætter bevægelsen uden at komme tilbage til udgangspunktet som jeg egentligt troede den ville.
Kan I hjælpe med en forklaring og oplyse om programmet overhovedet kan bruges til at demonstrere stjerners parallakse?
Med venlig hilsen
EM
Kære EM
Parallaksen er den tilsyneladende årlige kredsbevægelse, som en nær stjerne viser. Den skyldes, at sigtelinjen til stjernen ændrer sig en smule på grund af Jordens bevægelse omkring Solen. Parallakse kan måles for stjerner ud til cirka 1600 lysårs afstand. For stjerner længere væk bliver vinklen for lille til at kunne måles, selv med Hipparcossatellittens meget nøjagtige instrumenter.
Hvis stjernen ikke har nogen anden bevægelse i forhold til Jorden, vil den efter et år vende tilbage til samme position på stjernehimlen.
Men stjerner har også egenbevægelse; de kredser omkring Mælkevejens centrum, og bevægelsens retning og hastighed er både afhængig af stjernens position i forhold til os, dens position i forhold til nabostjerner, til Mælkevejens centrum og til lokale forhold, for eksempel kollisioner, som kan have givet stjernen et skub.
Set her fra Jorden opdeles egenbevægelsen i en radiær del, som kan måles ved hjælp af dopplereffekten, og en transversal del, som måles ved at følge stjernens positionsændring i forhold til de andre stjerner på himmelkuglen. Det sidste er det sværeste, og det kræver observationer over flere år, eller årtier!
Iota CMa er så langt væk - som spørgeren skriver, omkring 3077 lysår -, at den har en meget lille årlig parallakse. Det skyldes afstanden. Dens egenbevægelse er kendt, men meget lille. Små vinkler på himlen måles i buesekunder eller i dette tilfælde i millibuesekunder (mas) pr år. Et buesekund er 1/3600 af en grad. Den radiære bevægelse måles som en hastighed imod os eller væk fra os.
Sirius er til sammenligning meget tættere på; kun 8,6 lysår, så den har både en stor parallakse og en stor egenbevægelse. Hvis den kun havde parallaksen, ville den vende tilbage til samme sted på himlen på samme dato hvert år, men den transversale egenbevægelse er meget større end parallaksen, så Sirius nærmest skøjter hen over himlen. Et computerprogram, som har disse bevægelser indbygget, vil vise netop det fænomen, som spørgeren har iagttaget.
De større og dyrere programmer som for eksempel Voyager, StarryNight og The Sky viser bevægelserne korrekt. Det i øvrigt fremragende gratisprogram Stellarium gør formentlig også, men det er svært at kontrollere. Man kan ikke nøjes med at notere stjernens position nu og om f.eks. 1000 år, for selve koordinatsystemet på himlen; positionerne i RA (rektascension) og dec (deklination) ændrer sig løbende, samtidig med at stjernerne bevæger sig imellem hinanden.
| Sirius Egenbevægelse RA -546 mas/år. dec -1223 mas/år, 7,6 km/sek. imod os. parallakse 379 mas afstand 8,6 lysår |
| Iota CMa Egenbevægelse RA -3,56 mas/år. dec 2,42 mas/år, 41 km/sek. bort fra os. parallakse 1,30 mas afstand 3100 lysår |
| mas = milli arc second, 1/1000 buesekund |
Venlig hilsen
Ole J. Knudsen, Aarhus Universitet
(Download evt nedenstående billeder for at se detaljerne.)
Både Sirius og iota CMa hører til stjernebilledet Store Hund, på latin Canis Majoris. iota er den stjerne, som forbinder hundens hoved med halsen på stregtegningen. (Kilde: ojk/Voyager.)
I programmet StarryNight kan man give stjernerne pile, hvis længder svarer til forholdet imellem de transversale egenbevægelser. Selvom Sirius' pil er gjort meget stor, ses ingen egenbevægelse for iota Canis Majoris. (Kilde: ojk/StarryNight)
Tak for spørgsmålet: ”Hvad er solhverv?”
Kort fortalt forekommer solhverv de tidspunkter på året, hvor Solen enten står højest eller lavest på himlen omkring middagstid. I Danmark forekommer sommersolhverv d. 21 eller 22 juni, hvor Solen er højest på himlen. Tilsvarende er der vintersolhverv et halvt år senere, altså ca. d.21 december, hvor Solen står lavest.
På den sydlige halvkugle er det lige omvendt - her er der sommersolhverv, når vi har vintersolhverv.
’Men hvorfor er det sådan?’, kunne man spørge. Solhverv er en gammel ordsammensætning, hvor ordet ”hverv” kommer fra det oldnordiske ”hverfa”, som betyder ’vende’. Det er faktisk ikke helt forkert.
Det har at gøre med, at Jordens akse ikke peger lige op og ned, når den bevæger sig rundt i kredsløb om Solen. Vi siger, at Jordens rotationsakse er hældet 23,5 grad i forhold til det plan, Jorden bevæger sig om Solen. Endvidere peger Jordens akse altid i samme retning i rummet.
Derfor vil den nordlige halvkugle være hældet mod Solen den ene halvdel af året, og væk fra Solen den anden halvdel. Når den peger væk fra Solen vil denne derfor ikke komme så højt på himlen, hvorfor vi har den korteste dag på dette tidspunkt, svarende til vintersolhverv.
Venlig hilsen Frank Grundahl, lektor.
Kære Spørg IFA.
Jeg ville gerne vide om man under en total solformørkelse kan se Karlsvognen?
Jeg arbejder med at oversætte en tekst fra Kinas oldtid hvor dette spørgsmål indgår. Teksten er skrevet i det nordlige Kina for 3000 år siden.
Bedste hilsner, LC.
Kære LC.
Under en total solformørkelse kan man se de klareste stjerner, og deriblandt hører de stjerner i Karlsvognen, som definerer figuren. Så jeg tror roligt, man kan antage, at kineserne har kunnet se Karlsvognen under en total solformørkelse. Jeg har set et tegnet billede af en formørkelse fra 1900, hvor Pleiaderne (syvstjernen) er med, og de er væsentligt svagere end stjernerne i Karlsvognen.
Vedlagt er et billede, som viser planeter og Sydkorset under en solformørkelse.
Med venlig hilsen Søren Frandsen, lektor.
Spørgsmål fra HB, Aarhus
Det sker ikke kun sydpå, men kan opleves også her fra Danmark hver eneste klar aften eller morgen. Det er en illusion i vore sanser, og ikke noget fysisk eller optisk fænomen.
Måneillusionen har været beskrevet lige siden oldtiden. Jeg har dog aldrig læst, at den skulle være større, når man rejser sydpå. Der har været fremført mange forklaringer; men jeg vil kun referere den, som forekommer mig mest sandsynlig. Et himmellegemes tilsyneladende størrelse er arealet af den figur, der fremkommer ved, at lysstråler fra randen af himmellegemet skærer den flade, som man kalder himmelhvælvet.
For astronomen er himmelhvælvet lig med himmelkuglen, der er en flade med konstant afstand fra observatøren. For ham ændrer månen ikke sin tilsyneladende størrelse, når den bevæger sig mod horisonten. Sagen forholder sig imidlertid helt anderledes for astronomens hjerne. Hjernen danner i langtidshukommelsen et mentalt himmelhvælv baseret på årlange iagttagelser af astronomens værste fjende: skyer. Det øverste billede til højre viser et typisk eksempel på en daghimmel med skyer.
Det er tydeligt, at et himmelhvælv baseret på iagttagelser af skyer er meget fladere end en kugleskal. Hjernen baserer i lighed med astronomen himmellegemets tilsyneladende størrelse på lysstrålernes skæring med himmelhvælvet; men hjernen anvender blot et meget fladere himmelhvælv. Dette betyder, at månen opfattes som større, når den befinder sig nær horisonten. Effekten illustreres i den nederste figur til højre.
Man kan her læse meget mere om måneillusionen:
www.lhup.edu/~dsimanek/3d/moonillu.htm
en.wikipedia.org/wiki/Moon_illusion
Med venlig hilsen Bjarne Thomsen, lektor
Spørgsmål fra JG:
Alle kender Niels Bohr og Tycho Brahe, men hvornår i historien forekommer de tidligste vidnesbyrd om dansk eller nordisk interesse for nattehimlens objekter - og på hvilken måde har man kendskab til det?
Jeg er bekendt med helleristninger fra bronzealderen og jættestuer fra stenalderen, der formodentlig kan kobles sammen med solsystemet, men findes der andet fx vedrørende konstellationer, og hvem var egentlig de første danske astronomer.
venlige hilsener
JG
De tidligste vidnesbyrd om dansk interesse for astronomiske objekter og fænomener stammer måske fra ca. 500 e.Kr., men er ret spekulative fortolkninger af især visse tegn på sten (fx Tirstedstenen) og af ornamenteringen på det lange guldhorn. Sidstnævnte skal ifølge en fortolkning referere til en solformørkelse i 413 e.Kr. og bl.a. angive konstellationen Tyren. Disse fortolkninger er dog kontroversielle og ikke generelt anerkendte blandt danske astronomer.
Det bedste bud på den første danske astronom er nok Petrus de Dacia, alias Peder Nattergal, der var kannik ved Roskilde Domkirke og her har foretaget astronomiske observationer og beregninger. Han studerede i slutningen af 1200-tallet ved universiteterne i Bologna og Paris, hvor han lavede avancerede astronomiske regneinstrumenter og kalendere. Petrus var omkring 1300 anerkendt blandt europæiske lærde og blandt de allerførste danskere, der med rimelighed kan betegnes som videnskabsmænd. I starten af 1400-tallet skrev en anden dansk lærd, Johannes Simon de Selandia (fra Sjælland) et værk om planetteori.
For yderligere oplysninger kan henvises til H. Kragh, Dansk Naturvidenskabs Historie, bd. 1 (Århus, 2005).
Venlig hilsen professor Helge Kragh
Spørgsmål fra TT, Lystrup
Jeg har i flere år undret mig over den tilsyneladende helt forkerte hældning, som terminatoren på Månen har, når man ser den i forhold til Solen.
Netop i dag har jeg observeret fænomenet. Der er et misforhold imellem den vinkel terminatoren har og Solens faktiske position på himlen.
Skulle Solens position/højde passe til terminatorens vinkel, så skulle Solen stå en del højere på himlen – måske 20 grader eller deromkring.
Jeg har svært ved at tro, at atmosfærens afbøjning af lyset er hele forklaringen – men hvad er den så?
Mvh TT
Terminatoren, som er skillelinjen mellem den lyse og mørke del af Månen, ville man forvente, var symmetrisk omkring forbindelseslinjen mellem Solen og Månen. Men som nævnt i spørgsmålet er det ikke det, man ser, hvis man observerer Månen og Solen samtidigt.
Det er en effekt i samme kategori, som at Månen ser større ud tæt ved horisonten end højere på himmelen (se dette spørgsmål besvaret af Bjarne Thomsen). D.v.s. at det er den opfattelse, hjernen får, der ikke stemmer med den fysiske virkelighed, og som skyldes projektionen på himmelkuglen af retningerne.
Problematikken er beskrevet i en artikel af Glaeser & Schott (2009), som kan findes på adressen hrcak.srce.hr/file/73428, med titlen: 'Geometric Considerations About Seemingly Wrong Tilt of Crescent Moon', hvor fænomenet er illustreret med flere figurer. Meget kort sagt, er det en perspektiveffekt.
Det er ikke som nævnt i spørgsmålet afbøjningen i atmosfæren, som er årsag til hældningen.
Venlig hilsen
Søren Frandsen, lektor
Kære Stellar Astrophysics Centre
I forbindelse med en artikel om sol- og måneformørkelser vil jeg spørge, om Stellar Astrophysics Centre kan hjælpe mig med datoerne på de næste helt eller delvise solformørkelser og de næste helt eller delvise måneformørkelse i Nuuk i Grønland?
Med venlig hilsen
Kurt Kristensen, journalist, avisen Sermitsiaq i Nuuk.
Svar:
Hermed en liste over sol- og måneformørkelser synlige fra Nuuk frem til 1.1.2050. Hvis du skal bruge datoer længere frem i tiden, så giv venligst besked.
Listen med partielle solformørkelser (PSE) er forholdsvis nem at gå til. Hvor der står “no”, er formørkelsen ikke synlig fra Nuuk enten på grund af tidspunkt (Solen er gået ned!) eller beliggenhed. Bemærk, at formørkelsen 10. juni 2021er meget seværdig - dyb, og at den er ringformet i Nordvestgrønland. Det vil give store mængder turister! Der er ingen solformørkelser, som er totale set fra Nuuk i perioden.
Den anden liste viser de totale måneformørkelser, som er synlige fra Nuuk. Delvise måneformørkelser (PLE) er der mange flere af. Sig til, hvis du vil have en liste over dem også.
LIsterne er producerede med Macintoshprogrammet Voyager. Der kan være små afvigelser sammenlignet med andre programmer.
mvh
Ole J Knudsen
Journalist Benjamin Krasnik, Kristeligt Dagblad spørger hvad der ligger bag begrebert blå måne. Her er hans artikeltekst, baseret på vore svar:
Den fulde, runde måne har altid haft en særlig tiltrækningskraft på mennesket. Ikke kun fysisk som en stor magnet, der trækker i Jorden og får havet til at bevæge sig, og ulvene til at hyle. Og så den mystiske nabos klare lys, der er skrevet poesi om og er hyldet i så mange sange.
”Sig månen langsomt hæver, / den gyldne stjerne svæver / på himlen klar og blid,” lyder det blandt andet J.A.P. Schulz’ salme fra 1790. Tænk også bare på ”Blue moon”, som blandt andre Billie Holiday synger, Debussys smukke ”Clair de Lune” og popsangen ”Moonlight shadow” af Mike Oldfield.
I aften er det atter fuldmåne, og tillader vejret det, vil den kaste et klart lys over landet. Denne fuldmåne er ganske speciel, fordi den ligger tættest ved efterårsjævndøgn, som fandt sted sidste uge, og derfor kalder man den også for høstmåne, som egentlig dækker over septemberdagene op til fuldmånen i dag.
Fuldmåner har fået forskellige navne såsom blå måne, supermåne, jægermåne og høstmåne. Der er de store supermåner, som opstår, når månen er tættest på os i løbet af sin tur omkring Jorden. En sjælden gang i mellem farver en total formørkelse månen helt orange, hvilket først sker igen om fem år. Og så er der almindelige rødlige måner, der skyldes, at lyset afbøjes som i et prisme gennem Jordens atmosfære.
Høstmånen er dog den eneste, der har en praktisk betydning for os på Jorden, forklarer kommunikationsmedarbejder på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet Ole J. Knudsen.
”Årsagen bag høstmånen astronomisk set er lidt indviklet og har noget at gøre med månens bane, men det betyder, at den står op nogenlunde samtidig hver aften i en hel uge omkring fuldmåne. Det betød i gamle dage rent praktisk, at bondemændene havde mere tid til at høste om aftenen, hvor de havde gavn af det dejlige månelys. På den måde kunne man få kornet ind på de klare efterårsaftener. I dag er der jo afhøstet længe før høstmåne,” siger Ole J. Knudsen.
Netop høstmånen bliver hyldet i amerikanske Neil Youngs bløde ”Harvest moon” fra 1992, hvor han frit oversat besynger de særlige stemning under månen: ”Der er en fuldmåne på vej, lad os danse i lyset, vi ved hvor musikken spiller, lad os gå ud og mærke natten.”
I Danmark har faktisk ikke andre officielle betegnelser for fuldmåner ud over høstmåne, fortæller Ole J. Knudsen. I andre lande som kender man fra almanakker til betegnelser for alle fuldmåner, heriblandt ulvemåne, frostmåne, men disse er tilsyneladende ikke smittet af i Danmark. Men disse navne har ikke nogen astronomisk baggrund, og her kommer det, eksperten kalder kulturastronomi, ind i billedet, og nogle af månenavnene er opstået på baggrund af misforståelser, påpeger han. Det gælder eksempelvis blå måne, som vi også vil opleve i slutningen af oktober.
”Men blå kommer fra det engelske ord ’blue’, der også betyder sørgmodig. Begrebet opstod i sin tid på grund af en tekst i et populærastronomisk tidsskrift på højt niveau, som i 1947 fejlagtigt kom med en oplysning, der har sat sig fast i kulturen. I artiklen henviste man til en ældre “Maine Farmers Almanac”. Her markerede man med blåt blæk et helt andet månefænomen, men det blev så fejlfortolket som om det var det fænomen, vi vil opleve her i oktober, nemlig som den anden fuldmåne inden for samme måned. Den blå farve blev koblet til månen, og den misforståelse har hængt ved.”
Hvordan bruger jeg planisfæren
Hej Ole,
Mange tak for tilsendte Planisfære, som jeg/vi prøver at hitte ud af.
Det skal siges, at jeg af og til hygger mig med astrofotografering,
hvorfor jeg købte dette drejelige kort,
så jeg ved den nøjagtige placering af Mælkevejen,
inden jeg kører hjemmefra.
Dog bliver jeg lidt forvirret, når jeg prøver at genskabe placeringen,
ud fra fotos jeg har taget på forskellige tidspunkter af året.
Det vil jeg dog ikke trætte dig med,
men kunne godt bruge, hvis du ud fra nedenstående,
kan fortælle mig om jeg bruger skive korrekt!
Jeg planlægger en nattur her på onsdag, den 24. juni.Jeg drejer skive, så den røde streg med tallene står oveni den 25. juni.
Herefter drejer jeg til det ønskede klokkeslet for min fotografering (0-8 sommertid)så det står ud for den 25. juni.
Jeg vælger kl. 01.00, da det cirka er midt i mellem solnedgang og opgang.
Nu ser det ud til, at Mælkevej er mest synlig i syd sydvestlig retning, hvis holder kortet over hovedet ,
og så det igen vender mod syd.
Hvis det ligger på bordet, så er der mest synlig Mælkevej mod Nordøst!
Er det det den korrekte måde, at anvende kortet på?
Håber at ovenstående giver mening og at du har tid og lyst til at give en kort forklaring.De bedste hilsner
John
Hej John
Det er et himmelkort! Det afbilder himlen som du ser den over dig - når du holder kortet over dig, så det røde z er toppen af himlen lige over dig. Så passer verdenshjørnerne også. Det skulle gerne fremgå af brugsanvisningen på bagsiden.
God fornøjelse.
mvh
Ole
Hvor står Månen op
Hej
Når jeg sidder i min sofa, kan jeg hver aften se månen stå op på samme sted, gennem et af mine vinduer. Sådan har det været i årevis. Men vil månen altid stå op der? Også om 100 år? Eller om 5000 år? Er dens bane om Jorden altid den samme?
Vh SofieHej Sofie.
Med al respekt: hvis du fra samme plads i sofaen hver aften i årevis ser Månen stå op samme sted i horisonten, så har du ikke set ordentligt efter!
Jeg vil gætte på, at du kun lægger mærke til Månens opgang, når den står op i en bestemt retning (pga bygninger, træer med videre), og det er jo en ganske anden ting. Resten af tiden ser du den ikke stå op, fordi retningen til dens opgang er skjult.
Retningen til Månens opgang ændrer sig rigtig meget fra dag til dag, fra måned til måned og fra år til år. Set fra et sted nogenlunde midt i Danmark (Fyn?!) vil Månen stå op i alle retninger imellem cirka Nord-NordØst og Syd-SydØst, og systemet er der, men det er yderst svært at få øje på, hvis ikke man fører protokol over retningerne i løbet af rigtig mange år - 50 - 100.
Når man så har gennemskuet systemet, eller har lært at regne på det astronomisk, så er det til gengæld meget meget stabilt. Indenfor 5000 år, som du spørger om, ændrer Månens bane sig ikke synligt (men det kan dog måles med specialkikkerter). Vi skal op på hundredetusindvis af år, før vi ville kunne se en ændring fra sofaen.
Derfor kan vi også regne med, at stenalderens folk har set de samme variationer i måneopgangene, som vi gør, og vi kan se på nogle af deres jord-, sten- og pæleanlæg, at de faktisk har gjort det.
Venlig hilsen Ole
Dagens gang fra Indonesien
Hej med jer,
Jeg er på ca. 7 grader syd (Indonesien) den 9. februar. Solen ses altså syd for mig ved middagstid fordi vi endnu ikke har nået jævndøgn (efterårsjævndøgn her).
Min app Sun, Moon and Planets angiver en dagslængde på over 12 timer, og samtidig er opgangs og nedgangsvinkel omkring 75 grader (se billede fra appen). Hvordan kan det være? Jeg forstår ikke dagslængde over 12 timer og samtidig er der mindre end 180 grader mellem op og ned for solen. Hvad overser jeg?
Mange hilsner Jan
Hej Jan.
Indtil jævndøgn i marts er det sommerhalvår hos jer syd for ækvator. Derfor varer dagen mere end 12 timer. Det gør den så fordi Solens daglige bue er mere end en halvcirkel; altså at der er mere end 180 langs horisonten fra solopgang til solnedgang. Måske har du overset, at Solen står i nord til middag?Hej Ole,
Ja, de ting ved jeg. Men Solen står i syd, da jeg befinder mig på 7 gr syd, men Solen er længere med syd.
Det, som forvirrer mig er, at min app siger, at solen står op i -75 gr og går ned i 75 gr., altså mindre end en halvcirkel, med mindre udgangspunktet for disse gradantal er nord og målingen går mod uret. Er det forklaringen?
Mvh Jan
Jeg har ikke den pågældende app, men “rigtig” astronomisk markering af horisontvinkler er i azimuth, som starter i Syd med 0° og går positivt over vest til 360° i Syd igen. I andre sammenhænge bruges - og + i forhold til retningen til Syd, og i andre igen bruges almindelig kompasretning med 0° i Nord. Måske er det forklaringen.
mvh Ole.
Min app er indstillet til Azimut Syd og angiver retningen mod syd som 0 gr. og vest som positivt og øst som negativt. Det betyder, at den måler på samme måde som dig, og at der derfor er ca. 151 grader mål horisontalt mellem opgang og nedgang, og alligevel dagslængde over 12 timer.
En anden app Sun locator, angiver Sol op azimuth 104.5 gr og sol ned azimuth 255.6, dvs 151.1 grader imellem, dvs samme angivelse.
men hvordan kan det være at dagen er længere end 12 timer? Derfor savner jeg stadig en forklaring. Kan du give den?
Mvh Jan
Fordi som nævnt, det er sommer hos jer - så er dagen længere end natten. mvh Ole.
Hvordan vender Mælkevejen
Hej Ole
Lige et spørgsmål om det lysende bånd der ligger ind over vores jord (mælkevejen).
Jeg var til et møde i vores lokale fotoklub hvor vores formand skulle fortælle om astrofoto og universet. Han fortalte at mælkevejen som vi ser som det lysende bånd ikke er så kraftigt om vinteren her på den nordlige halvkugle fordi vi ser væk fra galaksens centrum og om sommeren er det kraftigere fordi vi ser ind mod centrum af galaksen.
Jeg mener det er forkert, ser vi ikke ud eller væk fra centrum her hvor vi bor på den nordlige halvkugle hele året rundt og medmindre vi flytter længere mod syd kan vi se mod centrum?
Langt spørgsmål håber du får tid til at svare.
Mvh Michael
Hej Michael.
Din formand har ret! Vi befinder os jo inde i den enome skive, som vi kalder Mælkevejen, men ikke i centrum. Om vinteren er vi på den side af Solen, som vender væk fra centrum, og derfor ser vi fortrinsvis imod de ydre, tyndere bestjernede dele af Mælkevejen. Om sommeren er vi på den side af Solen, hvor vi ved nat ser imod Mælkevejens centrum i stjernebillederne Skytten og Skorpionen. Her er der mange flere stjerner, men her hos os har vi ikke så megen glæde af det, dels på grund af de lyse nætter, og dels fordi de to stjernebilleder altid vil være lavt over vores horisont. Hvis du om sommeren rejser sydpå kommer centerområdet højere op på himlen, der er ikke lyse nætter, og dermed oplever du en Mælkevej med en bredde og en intensitet, som godt kan tage vejret fra een.
mvh
Ole
Noget om længden af sommer og vinter
Kære Ole J. Knudsen.
Må jeg stille et par spørgsmål der interesserer mig. Nu gør jeg det!
Her omkring hvor vi bor er årets korteste dag ca 6 timer og 50 minutter. Så vil dagen være blevet dobbelt så lang ca 1. april.
Er der en eksagt dag og samme hvert år og har den dag et astronomisk navn?
Jeg er hoppypilot og har lov til at flyve i tusmørke (Twilight), det vil sige at dagen for mig i luften er længere (små 40 minutter morgen og aften). Jorden roterer i en ellipse om solen, så vi, på den nordlige halvkugle, har lidt længere sommer end vi har vinter. Hvis vi regner tusmørke tiden med, passer det så at vi omkring Sønderjylland eller Nordtyskland har klodens længste årsdagslængde?
Og er der en breddegrad der repressenterer det? Eventuelt et astronomisk navn?
Jeg forventer selvfølgelig ikke at du bruger tid på at regne på det - kun om jeg har forstået et eller andet eller om jeg er helt gal på den.
Med venlig hilsen Jørgen
Hej Jørgen. Jeg er ikke sikker på, hvad du mener med dit spørgsmål, men jeg håber, det følgende kan svare på det alligevel:
Du har ret i, at daglængden ved decembersolhverv er cirka 6 timer og 50 minutter, men nok nærmere 6t 55m, og at daglængden omkring 1. april så er dobelt så lang.
Der er mig bekendt ikke nogen betegnelser for den dag, hvor daglængden er den dobbelte af, hvad den er ved Solhverv, og jeg kan ikke se nogen mening i at navngive den dag. Men den dag, som er dobbelt så lang som Solhvervsdagen vil være den samme dag hvert år, ligesom Solhvervsdagen er den samme - dog med hensyntagen til, at det kan skifte en smule afhængigt af, hvor vi er i cyklussen, som er bestemt af skudåret. 3 ud af 4 år er solhvervsdagen jo den 21. december for tiden.
Du har også helt ret i, at sommeren er lidt længere end vinteren. Det skifter igen en smule med skudårscyklen, men sommeren varer på den nordlige halvkugle cirka 94 døgn og vinteren cirka 90 døgn. Årsagen er, at jordbanen er en ellipse.
Begrebet ‘årsdagslængde’ kender jeg ikke. Hvis du mener varigheden af den længste dag, er det på polerne henholdsvis ved junisolhverv og ved decembersolhverv, hvor der er midnatssol og intet tusmørke. Hvis du mener hvor på Jorden, der er flest timer med Solen over horisonten, er det på Sydpolen - årsagen er ret kompliceret. Og hvis du mener hvor døgnet varer længst, så vil det jo være fælles på hele kloden, men variationen er meget lille i løbet af året.
Dermed kan jeg heller ikke svare på det med navne på breddegrader, men du er velkommen til at vende tilbage med opklarende spørgsmål.
mvh
Ole
Stjerner udenfor Mælkevejen
Hej Ole Jeg har et spørgsmål og håber du vil svare på det.
Ang. ULAS J0744+25 og ULAS J0015+01, de ligger 775.000 og 900.000 lysår fra Jorden.
Hvis disse to stjerner ligger så langt fra jorden, og vores galakse er 100.000ly, hvordan hænger det så sammen med at disse stjerner er en del af vores galakse?
Læst i ”Videnskab.dk af Tina Ibsen ”
Med venlig hilsen Michael
Hej Michael.
Mælkevejens størrelse er et definitionsspørgsmål. Den sædvanlige angivelse af skivens diameter er ganske rigtigt 100 000 lysår, men der er jo ikke nogen skarp afgrænsning. Det tal bygger på en statistisk vurdering af, hvor stjernetætheden når under en given værdi. Det er lige så rigtigt at angive 180 000 ly, som nogen gør. Og det er så kun skiven. Ud over den er der en fladtrykt kugle, kaldet en halo, med en tynd samling af gamle stjerner, og der er også en ydre halo, med meget fjerne stjerne, hvor de to, du nævner blot er de fjerneste, vi indtil 2014 havde målt afstande til.
mvh Ole
Keplers love i andre stjernesystemer
Hej
Gælder Keplers love for både planeterne i vores solsystem og exoplaneter? Hvis ja/nej er der så observationer der bakker det op?
Mvh ChristianHej Christan.
Jada, Keplers Love er en entydig konsekvens af Newtons Love og Newtons Tyngdelov. De gælder jo universelt (evt korrigeret med nogle relativistiske effekter i meget kraftige tyngdefelter og ved store hastigheder), og dermed gælder de også for exoplaneter.
Dit andet spørgsmål vender tingene på hovedet! Man bruger de indirekte observationer af exoplaneter som for eksempel transitperioder, transittider og radialhastighedsmålinger til, ved hjælp af Keplers og Newtons Love, at beregne banerne for exoplaneterne. Vi har kun meget få direkte observationer af exoplaneter, og dem vi har er ikke gode nok eller langvarige nok til at kunne "bekræfte" Keplers Love - men det er heller ikke nødvendigt. Kepler udledte jo i øvrigt de tre love empirisk, dvs. ud fra faktiske observationer, som Tycho havde foretaget. Det, som Newton gjorde, som det helt exceptionelle var, at han beviste, at ikke blot fører afstandskvadratloven for tyngdekraften sammenholdt med de tre newtonske love til ellipsebaner; altså Keplers resultat, men løsningerne er entydige, så der er ikke andre muligheder i et tyngdefelt end netop keplerbevægelser.
Jeg håber, det er klart nok som svar.
mvh Ole
Hej Ole
Jeg har i min SRP fået udleveret data for fire forskellige exoplaneter. Jeg kender stjernens masse, stjernens radius, omløbstid og radialhastighed. Ud fra de data har jeg valgt at beregne exoplanetens masse og massetæthed. Det vil jeg gerne gøre ved at bruge Keplers 3. Lov, idet jeg udleder loven i opgaven.
Jeg har brugt formlen T^2 = a^3 til at beregne a.
Derefter har jeg brugt formlen T^2 = (4·PI^2)/(G·M) · a^3 til at beregne planetens masse(M).
Er det korrekt, at gøre det på denne måde? Jeg har nemlig læst at T^2 = a^3 kun gælder i vores solsystem?
Derudover, så har jeg forsøgt at beregne planetens masse med formlen (se vedhæftet billede), som giver en langt højere masse. Hvilken en af formlerne er korrekte?
Jeg håber, at du kan være behjælpelig.
Mvh Christian
Hej Christian.
Der, hvor du har fundet den første keplerformel, bør der stå enheder på T og a, henholdsvis år og astronomiske enheder. Bruger man de enheder, bliver konstanten k i den rigtige keplerformel nemlig = 1. Men i k indgår der blandt andet massen for exoplaneten og exoplanetens stjerne. Du kan finde en udledning blandt andet på WikiPedia og i de fleste fysikbøger for gymnasiet.
mvh Ole.
Stjernehimlen til mit bryllup
Hej
Jeg vil høre om i kan hjælpe mig.
Kan man forudsige hvordan stjernehimlen ser ud på en specifik dato? Eks. 13 Juni 2020 kl.23:59 fra position (55.8287538, 11.3980161).
Hvis det kan lade sig gøre, hvor og hvordan kan man finde det?
Jeg vil ligeledes hører, om man kan finde et opslag,hvor man kan se HIP nummer på de stjerne, der er i ens specifikke stjernebillede?
Min tanke er at få en plakat med stjernebilledet fra det sted hvor vi holder vores bryllup. Jeg kunne ligeledes godt tænke mig at finde/navngive/købe en stjerne som vi kan se tydeligt på både på bryllups destinationen og på vores private adresse (55.2289070, 11.9335080).
Håber at min forklaring giver mening.
På forhånd tak
Du må have en dejlig weekend.
Mvh Line
Line Madsen.
Til lykke med det tilstundende bryllup! Forudsigelse af, hvordan stjernehimlen ser ud på dato og tidspunkt og observationssted er ren rutine for os - ellers ville vi jo for eksempel ikke kunne pege med vore teleskoper på de objekter på himlen, som vi vil studere.
Der er rigtig mange steder, hvor du selv kan hente et stjernekort, som viser hele himlen, eller udsnit på given tidspunkt og sted. Jeg synes selv, at det, som findes på websitet Heavens Above (https://www.heavens-above.com/main.aspx?Session=kebgfcjimbafinibgcclpdbb) er ganske smukt og informativt. Det med plakaten lyder som en rigtig fin ide, og lige den version har jeg i hvert fald ikke hørt før i forbindelse med et bryllup.
Så bliver det lidt værre:
HIP numre er katalognumre for stjernerne i Hipparchos-kataloget, og for et givet område på himlen er det forholdsvis let at finde de pågældende katalognumre. Du skal blot være forberedt på, at der er rigtig mange stjerner;118 218 i det katalog, som blot er eet katalog blandt mange. Du kan for eksempel finde HIP-numrene i det gratis program Stellarium.
