Anders spørger: Er den måde de lever på i filmen The Martian med Matt Damon realistisk ?
John Leif Jørgensen, DTU Space svarer under DR1 TVusendelsen 31.1.2018:
Ja. Jeg var på JPL (NASAs Mars forskningscenter) da filmen kom ud. Vi fik den forevist, og kunne kun finde een fejl i filmen, nemlig at den storm der starter alle problemerne ikke vil kunne vælte en rumraket. Ellers en fantastisk realistisk film.
Christoffer spørger: Min mor vil gerne vide hvad forskellen er på en planet og en måne.
Svar:
En planet eller en exoplanet kredser almindeligvis om en stjerne, og en måne kredser om en planet. Der er dog noget, der tyder på, at der også findes en del løsrevne planeter, som suser frit rundt i rummet efter et tæt sammenstød.
Kan det passe, at et døgn på Merkur svare til ca. 176 jorddøgn, mens Merkur har en rotationstid på ca. 59 jorddøgn og hvordan hænger det i så fald sammen?
M.v.h.
SM.
Kære SM.
Merkur har en omløbstid om Solen på ca. 88 jorddøgn (faktisk 87,96 jorddøgn). Den roterer om sin egen akse i løbet af 59 jorddøgn (faktisk 58,65 jorddøgn). Da forholdet mellem disse tider er lig med 3/2 betyder det, at et døgn på Merkur varer dobbelt så langt tid som omløbstiden, eller omvendt, at et Merkur-år varer et halvt Merkur-døgn.
Dette giver nogle sjove effekter: På visse punkter af Merkurs overflade vil en iagttager kunne se Solen stige halvvejs op på himlen, for derefter at gå ned igen, for derefter at stå op igen, alt inden for det samme Merkurdøgn.
Der er en god grund til dette sammenfald på 3/2 mellem omløbstid og rotationstid. Fænomenet kendes fra Jordens måne, der har et tilsvarende forhold på 1/1, således at månen altid vender samme side mod Jorden. Sådanne heltallige forhold opstår, fordi de legemer, der er tale om, har en indre struktur, der påvirker rotationsperioden over lange tidforløb. Man siger at der opstår ”resonans”. For Jord-Måne systemet skyldes resonansen, at når månen ikke roterer – set fra jorden - taber systemet ikke energi ved ”tidevands-deformationer” af Månens overflade.
For Merkur er det lidt mere kompliceret, fordi den påvirkes relativt meget af de andre planeter, således at disse kræfter, sammen med ”tidevandskræfterne” mellem Merkur og Solen medfører den observerede resonans.
Du kan læse mere på wikipedias udmærkede artikel om Merkur
Med venlig hilsen
Helge Knudsen
Lektor emeritus, IFA
Bjerget på Mars, Olympus Mons, er det det største bjerg i vores solsystem og bliver det ved med at vokse?
Venlig hilsen MB.
Kære MB.
Ja, Olympus Mons er vist det højeste (og mest massive) bjerg i vores solsystem, selvom der er lidt uenighed om den præcise definition af et ’bjerg’ og om hvordan man beregner højden.
For Jord-lignende planeter, dvs. dem med en fast silikat- (sten) overflade og en relativt tynd (eller ingen) atmosfære, er der fysiske regler som bestemmer, hvor højt et bjerg kan blive (uafhængigt af hvordan det er dannet). Det er stort set bjergets vægt (massefylde og planetens tyngdekraft) og hvor stærk stenen (overfladematerialet) er, der bestemmer den maksimale højde.
For Mars og Jorden er overfladematerialet sammenlignelige, men tyngdekraften på Mars er ca. tre gang lavere (3,7m/s2 for Mars og 9,8m/s2 for Jorden). Det er mest det der gør, at et bjerg på Mars kan blive ca. 3 gang højere … og Olympus Mons er ca. 3 gang højere end Everest (ca. 26 km for Olympus Mons på Mars og 8.8 km for Everest på Jorden, dog lidt afhængig af hvordan man måler dem).
Så, nej jeg tror ikke, at Olympus Mons kan blive ret meget højere (heller ikke Mount Everest) - de er vist tæt på at være så høje som de kan blive!
Du kan læse mere her.
Med venlig hilsen
Jonathan Merrison, lektor.
Spørgsmål fra mn, Århus
Kære student,
Temperaturen er generelt meget lavere på Mars end på Jorden, ca. -60 ºC i gennemsnit og helt ned til -140 ºC på polerne om vinteren. Selvom der er store mængder af vand på Mars, er det derfor i form af is, delvist på polarkapperne og delvist som permafrost. Vand er således ret inaktivt på Mars, dog er der nogle gange skyer (af vandis), og der er blevet observeret frost (se billedet). Der er tegn på, at der har været store mængder af flydende vand på Mars, sandsynligvis i store udbrud af geotermisk oprindelse, men det er for det meste flere hundrede millioner år siden.
Så flydende vand – regn – som vi kender, sker ikke på Mars, men der kan være vandis, sne og frost, dog er dette også sjældent. Det sker også, at kuldioxid i atmosfæren kan kondensere og lave sne/frost på polområderne.
Der blæser vind på Mars med hastigheder, der ligner meget dem, vi har her på Jorden, dvs. ca. 1-10 m/s.
Atmosfæren på Mars er tyndere end vores (ca. 1 %, af vores tryk) og består mest af kuldioxid. Selvom lufttrykket er lavt, kan atmosfæren stadigvæk bære fine støvpartikler, og normalt blæser vinden store mængder (milliarder af tons) af rødligt støv rundt, som giver Mars dens rødlige farve.
Uden vandtransport er vejret på Mars afhængigt af støvet, som falder ned og bliver taget op igen af vinden. I perioder er der globale støvstorme på Mars, hvor hele atmosfæren bliver uigennemsigtig af støv, og vinden stiger op til 20 m/s.
Med venlig hilsen
Jonathan Merrison, lektor
Jeg har et spørgsmål angående planeterne, Venus, Merkur og Mars.
Man siger, at Venus er den kraftigste lysende ”stjerne” på aftenhimlen (den første man bemærker, når det begynder at mørkne)
I denne tid (det skal selvfølgelig være stjerneklart) ved midnat står der i syd lige over parcelhustagene en klar ”stjerne”. Kan det være Venus?
En håndsbredde til venstre, en knap så lysende, der stiger en anelse i højden, Merkur?
Stik øst, en rødlig ”stjerne” der også stiger (velsagtens på grund af jordens rotation) måske Mars?
Mvh Erik
hej Erik.
for tiden (i september 2020) står Jupiter som den klareste i syd ved solnedgang, med Saturn et par fingersbredder til venstre for. Ved midnat har de så flyttet sig over i sydvest.
Den rødlige planet i sydøstlig retning er ganske rigtigt Mars.
Merkur står ovre i vestlig retning et stykke til venstre for Solen, men den er for specialister - ikke nem at få øje på.
Venus står op i nordøst ved tre-tiden.
Du kan selv følge med i planeternes vandringer for eksempel på www.heavensabove.com eller på Tycho Brahe Planetariums hjemmeside. mvh Ole
Hej. Jeg har et spørgsmål om planeternes måner. Kan man se andre planeters måner med det blotte øje fra jorden? Jeg ved godt man kan med kikkert, men kan man også uden? Hvis man er på en rumstation i omløb om jorden, kan man så se andre planeters måner uden kikkert?
Med venlig hilsen Tine
Hej Tine.
Ja, ihvertfald tre af de store Jupitermåner kan ses med det blotte øje fra Jorden; måske fire. Det findes der flere beretninger om fra meget trænede astronomer, og under perfekte forhold. Månerne er klare nok til at kunne ses, hvis de stod for sig selv på himlen. Problemet er, at Jupiter stråler så kraftigt, at den vil overstråle månerne. Jeg har selv i en kort periode brugt nogle kontaktlinser, som var for “kraftige”, og med dem har jeg med sikkerhed set tre af månerne fra en baghave midt i Aarhus - men om det så skal regnes for med det blotte øje er en definitionssag.
Fra en rumstation vil man ikke være lige så generet af strålerne fra Jupiter, fordi atmosfæren ikke er der til at tvære lyset ud omkring den, så det skulle være nemmere, men til gengæld bliver astronauterne jo nærsynede i rummet af en endnu ukendt årsag, som har noget at gøre med den meget lave tyngdekraft - det, vi kalder vægtløshed, og så er vi jo lige vidt. mvh Ole.
I BBC-serien om planeterne, som DR1 sender, har jeg lige set afsnittet om Uranus og Saturn.
Det blev bl.a. sagt
1) at Uranus og Venus som de eneste planeter roterer MED uret (om sin egen akse), og
2) at Uranus "ligger ned" (i forhold til banen om Solen).
Men hvordan hænger de 2 udsagn sammen?
For rotation med/mod uret forudsætter vel, at man kan definere en nordpol og en sydpol.
Men hvordan kan man det, når Uranus "ligger ned".
Er der evt. tale om et magnetfelt, som definerer det?
M.v.h. Leif
Hej Leif Som så meget andet, så afhænger det af øjnene, der ser!
Pr definition ser vi omdrejningerne i forhold til Jorden, og planeternes nordpol er så den pol, som peger mod samme himmelhalvkugle som Jordens nordpolsakse. Jorden drejer om sig selv med retning imod uret, og om Solen i retning imod uret. Venus drejer sig om sig selv i forhold til stjernehimlen med samme omdrejningsretning som de fleste af de andre planeter i Solsystemet. Dens “døgn” altså den tid, det tager at dreje en gang om sig selv iforhold til stjernerne er blot længere end den tid, det tager for planeten at kredse en gang om Solen - dens år. Derfor drejer Venus “baglæns” i forhold til Solen - men det generer nok ikke Venusboerne, for det er altid overskyet!
Uranus ligger ganske rigtigt ned. Dens akse er hældet 93 grader i forhold til dens bane omkring Solen. Det skal sammenlignes med Jordens aksehældning på ca. 23,5 grader. Hvis nu Uranus havde hældet f.eks. 88 grader i forhold til banen, ville vi sige, at den drejede samme vej om sig selv som de andre planeter, men med en hældning på 93 grader peger dens nordpol på “den forkerte” himmelhalvkugle, og derfor må vi pr definition sige, at Uranus roterer modsat de andre planeter; altså med uret. Dens omløb om Solen er dog mod uret.
Magnetfelter har intet med sagen at gøre.
mvh Ole
Kære Ole J. Knudsen,
Mange tak for et hurtigt og helt fyldestgørende svar. Jeg tænkte nok, at det var retningen af Jordens nordpol, der var afgørende. Men det forudsætter vel netop, at Uranus ikke ligger ned med præcis 90 grader (i forhold til dens bane om solen), men det gør den jo så heller ikke :-).
Men den generelle del af din forklaring forudsætter vel også, at alle planeterne bevæger sig om solen i et nogenlunde todimensionalt plan (og ikke i fx en bane, der er "vinkelret" i forhold til Jordens bane), men det er måske også det, der er tilfældet?
I øvrigt gør din supplerende forklaring om Venus jo også det hele mindre mystisk (i forhold til solsystemets dannelse). BBC-udsendelsen nævnte nemlig også, at Triton roterer den "forkerte" vej rundt og derfor måtte komme "udefra" i forhold til Neptun. Så tak også for den del af svaret.
M.v.h. Leif
