Vi er en gruppe på 3 piger fra 9. klasse
Vi er netop igang med en tværfaglig opgave om kosmisk stråling som livsgrundlag
Hvis du har tid og lyst til at svare, vil vi gerne stille dig nogle uddybende spørgsmål til kosmisk stråling og liv:
Økosystem: tjek diskussionen omkring den danske forsker Henrik Svensmark. Evolution: det er bl.a. stråling, som forårsager nogle af de mutationer, som sker med vore gener.
formentlig fordi mutationer har været en større fordel end ulempe
ved jeg ikke noget om – måske nogle efter supernovaeksplosioner langt tilbage i geologisk tid
Næppe – det vil kræve tykke skaller af f.eks. bly
solstråling er da nice! Genetiske ændringer kan være til fordel for arten.
Nogle har jo fundet ud af at opholde sig under jorden, men det er næppe pga strålingsfare, så jeg tror ikke, der findes nogle eksempler, bortset fra, at vores DNA-struktur er selvreparerende til en vis grad, og det er jo en slags beskyttelse.
Tusind tak på forhånd, hvis du ikke har tid til at svare kunne det være rart bare at få en henvisning til, hvor vi kan finde svar på spørgsmålene henne og måske nogle modeller også emoji unicode: 1f642
Venlig hilsen,
Ida, Sarah og Martha
Svar
Det lyder som et spændende projekt, og jeres spørgsmål ser for mig ud til at være meget relevante og præcist formulerede. Jeg kan blot ikke svare på det hele, men jeg kan måske give jer nogle ideer at arbejde videre på. Jeg er astronom, og kender lidt til strålingsforhold generelt, men de nærmere biologiske effekter må i spørge til et andet sted. Desuden vil jeg ikke svare langt og uddybende, for det er det, jeres opgave går ud på!
Med hensyn til påvirkning af stråling, skal I være opmærksomme på, at langt hovedparten af den stråling, vi modtager hele tiden ikke er kosmisk stråling, men stråling fra radioaktive stoffer her på Jorden; I har sikkert f.eks. hørt om Radon.
Kosmiske stråler når sjældent helt ned til jordoverfladen, men bremses eller splittes op til andre former for partikler højt oppe i atmosfæren.
mvh
Ole
Introduktion: Hej mit navn er Frederik og jeg er en 16 årige biavler, jeg har haft bier i ca. 4 år.
Min egen erfaring og forsøg:
For godt og vel en uge siden var jeg oppe og trække emner i naturfag altså tværfaglig og der trak jeg emnet: Strålings påvirkning af levende organismer. Da jeg på forhånd ved at bierne er meget overfølsomme over for stråling, og ofte er de de første dyr der bliver påvirket af ændringer i naturen. Tænkte jeg at det ville være en oplagt ide og på samme tid virker den også meget original, da det er et emne som faktisk ikke bliver talt så meget om i medierne og den forskningen der er lavet er ofte finansieret af mobilindustrien selv, og da bier kommer mig meget nært besluttede jeg mig for at lave et videnskabeligt forsøg på en af mine bifamilier. Først og fremmest vil jeg lige sige hvordan forsøget forgik, det først jeg gjorde var at sætte to iphones ved siden af hinanden, hvor den ene var i gang med et opkald og den anden filmede. Forsøget bliv cirka fortaget i 15 minutters tid x3 og allerede 9 minutter i gennemsnit inde i videoerne kunne jeg høre de samme lyde som når bierne gik i sværm tilstand, men når ting skal være videnskabeligt tog jeg selvfølgelig også forbehold til at jeg forøgede strålingen mere end 100 gange så det er altså ikke helt det niveau vi er på i nu, men til gengæld kan jeg ved mit forsøg bevise at bier rent faktisk bliver mere og mere påvirket desto nærmere de er på en mobilmast.
Mine spørgsmål: (Du må meget gerne bruge fagbegreber og jeg sætter stor pris på alt den information og beskrivelse du kan give mig)
Hvordan er en telefon opbygget? (Vedrørende udsending af stråler og ligende)
Hvilke stråler udsender en telefon? (Og meget gerne en beskrivelse af dem)
Hvad er et elektromagnetisk felt?
Hvilken betydning har det og hvordan fungere det?
Hvordan navigere bierne i forhold til de elektromagnetiske felter?
Hvilke biologiske ændringer kan stråling fortage på bier?
Jeg ved godt at jeg kunne formulere dem bedre, men jeg vil bare gerne være sikker på at du forstår min hentydning.
Min lærer sagde også at jeg skulle indrage lys, har du nogle ideer?
Kilder:
Hvis du ikke kan besvare det og du kender nogle der kan må du meget gerne tage kontakt med dem og jeg kan storset bruge alt inden for emnet såsom undersøgelser, diagrammer osv.
Mit håb og en lidt uklar konklusion:
Jeg håber virklig at du vil hjælpe mig i min opgave og lægge noget tid i det ikke mindst for min skyld, men også for biernes. Da jeg virklig tror på at stråling er medvirkende til ccd eller så vil det komme til at gøre det i den nære fremtid.
Tak på forhånd.
-Frederik
Svar: Hej Frederik
Du kan for eksempel følge debatten om den høring, som finder sted snart – eller er igang – på Christiansborg, og hvor man åbenbart især har udvalgt nogle mindretalsforskere. Der er nævnt nogle navne på forskere – prøv at se, om du kan finde nogle af deres artikler på internettet. Desuden kunne du tænke lidt på, hvad der kunne have forstyrret dine bier ud over selve strålingen, og om du får det samme resultat ved at sætte telefonerne i en anden kube. Men et spændende forsøg.
mvh Ole
Hej IFA,
Vi er en lille gruppe, som har et projekt omkring katastrofer. Her har vi valgt at skrive om atombomber, hvor Nagasaki er hovedtema. Vores spørgsmål: Er Nagasaki stadig radioaktivt efter 1945? Og hvis ja, hvordan? Hvor meget er der tilbage af det radioaktive stof? Hvordan kan man udregne hvor meget der er tilbage? Påvirker det overhovedet mennesker?
Tak på forhånd.
Vi K.H. Pham
Svar:
Jo, der kan stadigvæk måles radioaktiv stråling den dag i dag, men det er meget lidt, og praktisk talt uden helbredsmæssig betydning for folk der lever i området.
Nagasaki bomben "Fat Boy" er den tredje atombombe der blev detoneret, og er nummer to, hvor Plutonium-239 har været anvendt som brændstof. Bomben blev tændt som et såkaldt "air burst", dvs. eksplosionen foregik i ca. en halv kilometers højde. Dette er væsentligt at nævne, da kernevåben anvendt ved jordoverfladen vil forurene i langt højere grad. Tændes en atombombe på jordoverfladen, vil jorden bestråles med neutroner og dermed gøres radioaktiv. Samtidig løfter ildkuglen den nu radioaktive jord op i atmosfæren, hvorfra spredningen gennem vind og vejr kan ske i langt større omfang.
Omvendt var bombens effekt "blot" på 21 kT TNT, hvilket betyder at ildkuglen ikke kunne nå de øvre luftlag (stratosfæren). En større del af de radioaktive partikler vil derfor falde til jorden, eller vaskes ud af regn, inden den radioaktive sky kan nå særligt langt. Det betyder, at den største forurening vil være i nærheden af eksplosionen.
Nagasaki-bomben bestod af ca. 10 kg Plutonium, men det er faktisk kun en lille del, ca. 1.2 kg, som indgik i kernereaktionen. Da eksplosionen var et "air burst", er der derfor næppe noget at måle i selve byen Nagasaki, udover den almindelige baggrund (som bl.a. stammer fra alle atomprøvesprængningerne i 1960erne, og som kan måles over hele kloden i dag - også i Danmark).
Det meste af det radioaktive materiale fra Nagasaki-bomben (Plutonium og produkterne fra kernereaktionerne) blev båret af vinden og regnede ned umiddelbart efter eksplosionen i form af "sort regn" i en lille landsby Nishiyama, 3 km øst fra Nagasaki. Langt det meste af spalteprodukterne har en kort halveringstid og kan ikke måles mere i dag, men man kan stadigvæk måle de langlivede Plutoniumisotoper fra bomben og meget små mængder Cæsium-137.
Man har i årtier samlet jordprøver ind fra Nishiyama området. I et studie fra 2007 samlede man jordprøver ind 2.7 km fra eksplosionsstedet, hvor man kunne måle op til omkring 70 plutoniumshenfald per sekund per kilogram (tørret) jord. Det er ca, 50-100 gange mere end den almindelige baggrundstråling fra Plutonium. Men dette udgør dog næppe nogen risiko, da grænseværdien for plutoniumsoptag (ved spisning) ligger ved en mængde svarende til ca. 30.000 henfald/sekund om året ... dvs. man skal på et enkelt år spise op mod et halvt ton (tørret) jord fra Nishiyama for at overskride denne grænseværdi (og inden man når så langt vil man vel nok være blevet syg af andre årsager).
Den lokale Cæsium-137 forurening er endnu mindre, og er på niveau med den globale forurening fra atomprøvesprængningerne i 1960erne.
Bemærk, at en helt anden sag er ofrene, som har været udsat for strålingen i selve eksplosionsøjeblikket. Ligeledes er der folk, der har været udsat for den sorte regn med de kortlivede isotoper straks efter eksplosionen. Flere hundrede døde af dette senere hen, og der er stadigvæk ofre i live som lider af langtidsskader fra strålingen.
Med venlig hilsen Niels Bassler Lektor IFA
Men hvad ville der ske, hvis det "utænkelige" sker: at reaktoren eksploderer under aktivitet - hvis f.eks. den computerstyrede mekanisme, der sørger for at forbrændingen øjeblikkelig stoppes ved den mindste påvirkning, er ude af drift, eller hvis et kæmpejordskævl, der er større end det, der er taget højde for i konstruktionen rammer området - eller den udsættes for et terror angreb i lighed med11/9 2001?
Et andet spørgsmål - hvor mange brintbomber svarer ITER’s Tokamak reaktor til (med et plasma på 1000m2 og varmegrader 10 gange stærkere end solens kerne).
Mange venlige hilsner
Signe E.
Svar
Forskellene mellem en fusions reaktor og en fissions reaktor er mange. Fusion sker ved at man opvarmer en gas af Deuterium og Tritium, som begge er tungere fætre til Brint, så det bliver til et plasma, hvor elektronerne ikke længere er bundet på atomkernerne. En af de store udfordringer med fusion er at opretholde den varme tilstand uden at tabe gassen til væggene. Det kan man gøre med forskellige metoder - som f.eks magnetfelter. Hvis en af de mange ulykker hænder, som du henviser til, vil der "blot" ske det, at gassen tabes. Reaktionen ophører dermed umiddelbart.
I fissionsreaktoren sker en kædereaktion ved at neutroner inducerer fusion i brændselsstavene, som igen skaber nye neutroner. Man styrer kædereaktionen med kontrolstave, der kan spise en kontrolleret andel af neutronerne. Hvis kontrolstavene ikke opereres korrekt af den ene eller anden årsag kan det gå galt i en fissionsreaktor.
ITER svarer på ingen måde til nogen brintbombe. En brintbombe er en "normal" fissionsbombe, hvor man har adderet noget fusionsbrændsel - typisk igen Deuterium og Tritium som booster energifrembringelsen enormt. I ITER er der selvfølgelig ingen atombomber, så sammenligningen giver ikke her nogen mening.
Mvh,
Hans Fynbo
(en fredelig kernefysiker)
Hvad gør nogle pigmenter lysbestandige (lysægte) i forhold til andre pigmenter? Hvordan kan det være at en farvet skjorte kan blegne efter få timer i solen, mens andre pigmenter, for eksempel i gamle mosaikker, er særdeles lysbestandige?
Venlig hilsen JM, Aarhus Nord
Når en farvet bluse bleges, er det fordi sollyset med tiden ødelægger farvestofmolekylerne i trøjen. Når det farverige granitfortov ikke afbleges lige så hurtigt, er det fordi det, som giver granitten farve, er meget mere holdbart i sollys. For at forstå, hvad forskellen er på de to slags farvestoffer, må man betragte pigmenterne på molekylært niveau.
Den blå farve, som vi farver vores tøj med, er et farvestofmolekyle, der absorberer alt solens lys bortset fra det blå lys, som derimod reflekteres. Hver gang solens lys rammer farvestofmolekylet, vil der ske en absorption af lys, der får molekylet til at vibrere en lille smule, og der skabes varme. Under processen er der en lille sandsynlighed for, at vibrationerne får farvestofmolekylet til at gå fra hinanden. Efter lang tid i solen og mange absorptionsprocesser vil farvestoffet til sidst gå i stykker, og tøjet mister sin farve.
I glas eller granit er der ikke på samme måde tale om farvestofmolekyler. Her er der oftere tale om ”urenheder”, for eksempel af enkelte metalatomer, der giver en kraftig farvevirkning. Selvom sollyset også absorberes i metalatomerne, så skal der meget mere energi til for at ændre atomernes tilstand, og de går altså ikke i stykker i sollyset.
Yderligere har det vist sig, at meget små klumper af metaller i glas kan have meget veldefinerede absorptionsbølgelængder. Disse små klumper kaldes nanopartikler, og de kan være meget robuste, når de indlejres i glas. Dette kan man for eksempel se i kirkernes glasmosaikker.
Farvestoffernes lysægthed afhænger altså af deres opbygning, men for at komplicere svaret yderligere, må det påpeges, at holdbarheden også påvirkes af farvestoffets omgivelser. Eksempelvis virker glas mere stabiliserende end tøj.
Med venlig hilsen,
Peter Balling, lektor, Institut for fysik og astronomi, AU.
Spørgsmål fra kl, Horsens
Det er ikke bevist, at mobilstråling fremkalder f.eks. kræft hos mennesker, men det er naturligvis bedst at reducere risikoen. Her skal man dog tænke sig godt om, for hvad er den største strålingskilde, mobiltelefonen eller sendemasten? Fra ens egen mobil modtager man en stråling på mellem 0,1 og 10 W/m2 afhængig af, om man er tæt på en mast eller langt væk. Fra masten er strålingen omkring 0,01 W/m2 i en afstand af 100 m.
I forhold til de internationale fastsatte grænseværdier er eksponeringen fra mobilmaster helt uskadelig. Hvis man er bange for mobilstråling, bør man koncentrere sig om at nedsætte eksponeringen fra mobiltelefonen, for den er flere størrelsesordner større end eksponeringen fra basisstation-antenner. Ved at få flere antenner opsat på stærkt befærdede områder, opnår man en bedre og mere nyttig dækning, og dermed nedsættes mobiltelefonernes sendeeffekt. Samtidig forlænges den tid, mobiltelefonen kan benyttes uden opladning.
Det skal dog bemærkes, at masten sender hele tiden, medens mobiltelefonen kun sender med stor effekt, når der tales i den.
I forbindelse med debatterne om persondatasikkerhed og logningsbekendtgørelsen er vi blevet spurgt, om en mobiltelefon kan spores, selvom man ikke har slået opdateringer, databrug og deslige til. Svaret er ja, for hvis du bliver ringet op er det helt nødvendigt at vide hvilken mobilmast du er tæt på, og det vil være næsten umuligt at skulle søge mellem millioner af steder.
Min gamle NOKIA viste klart hvilken mast jeg var tilkoblet. For at undgå det kan du anvende et taletidskort. Det vil også blive sporet, men "systemet" ved ikke, at det er dig.
Venlig hilsen Erik Lægsgaard, lektor emeritus ved IFA
Spørgsmål fra TT, Bording
Magnetbehandling er populært. På sundhedsguidens hjemmeside er der næsten ingen grænser for, hvad den kan helbrede, men hvad siger videnskaben? Magneter omgives vel bare af et magnetfelt, stærkere eller svagere afhængig af type og størrelse på magneten. Kan man tale om gode og dårlige magnetfelter?
Jeg underviser, med stor interesse, i fysik/kemi i folkeskolens ældste klasser, hvor emnet magnetisme er en del af stoffet.
Med venlig hilsen TT
Kære TT, Bording
Når du spørger om magnetbehandling virker mod sygdom, må mit svar blive: Både ja og nej.
Ja, fordi det er næsten lige meget hvilken kur man bruger til at kurere en sygdom, så kan den virke når blot patienten TROR på kuren. Dette kaldes ”Placebo-effekten”, og den er skam virksom. Det er derfor, at der er så mange fantasifulde behandlinger eller remedier, der beskrives på en måde så man tror de er baseret på videnskab, blandt andet ved at bruge et sprog der er (pseudo) videnskabeligt . Du ser ofte sådanne kure eller midler beskrevet ved ordene ”felter”, ”energi”, ”stråling” osv. Dette hjælper patienter til at TRO på kuren.
Mit andet svar er nej, fordi disse kure ikke har nogen dokumenteret virkning i naturvidenskabelig forstand. Vi mennesker har, blandt andet på grund af placeboeffekten, haft store vanskeligheder ved at udvikle kure der faktisk kurerer sygdomme. Dette har ført til ”kure” der mildest talt virkede mod hensigten. Men de seneste århundreder har vi fundet en metode der hjælper os til at skelne mellem faktisk, fysisk virkning og placeboeffekten, nemlig den såkaldt ”dobbelt blinde test”. Her deler man en gruppe forsøgspersoner helt tilfældigt op i to grupper, nemlig en der får den kur man undersøger og resten, der får en lignende kur, men uden de virksomme ingredienser. Hverken laboranter eller læger må vide hvilke patienter der får hvad. Efter forløbet vurderer lægerne hvor megen forbedring der er sket, og først da må de få at vide hvem der fik det virksomme stof. Dernæst bruger lægerne velkendte statistiske metoder til at vurdere om en eventuel virkning er signifikant, dvs at det er meget lidt sandsynligt, at det hele er en tilfældighed. Til sidst publicerer lægerne resultaterne i en artikel i at anerkendt videnskabeligt tidsskrift, hvor den først er blevet ”godkendt” af andre, uafhængige læger.
Den beskrevne metode er der mig bekendt ingen behandlinger såsom magnetstrygninger, homøopati, krystalhealing, osv, osv, der nogensinde har levet op til.
Med venlig hilsen,
Helge Knudsen
Lektor, PhD
Spørgsmål fra cd, Egå
Kære cd,
Når en laser udsender en stråle af fotoner, virker den faktisk som en raket, og vi kan let regne ud, hvor stor en kraft, der virker på laseren. Vi bruger, at for en foton er energien E=hc/λ og impulsen p= h/λ, hvor h er Planck’s konstant: h=6.6 10-34Js og λ er laserlysets bølgelængde. Nu skal vi også bruge Newtons anden lov, der siger, at kraften på et legeme er impulsændringen per sec. Impulsændringen per sec for vores laser er impulsen af en foton gange antallet af udsendte fotoner per sec.
Lad os nu se på en typisk laserpointer: Den udsender rødt lys med bølgelængde λ=630 nm og en effekt på 1 mW. Med disse informationer kan du regne ud (prøv!!), at laseren udsender 3.2 1015 fotoner per sec, og at de medfører en kraft på laseren på 3.3 10-12 N.
Sammenligner vi nu med tyngdekraften på en typisk laserpointer, der vejer 0.1 kg, får vi mg=0.98 N. For at modvirke denne tyngdekraft skal laserpointeren altså udsende en stråle, der er 3 1011 gange større end 1 mW, eller 3 108 W. Dette svarer til mere end en tredjedel af output fra Studstrupværket, der producerer 700MW.
Nutidens lasere er altså ikke kraftige nok til at opsende raketter fra Jordens overflade, men er vores rumskib først ude i rummet, kan lasere bruges til at puffe til rumskibet, så det får en meget stor hastighed. Der er tanker om at bruge en kombination af lasere for eksempel på Månens bagside og solsejl til at sende rumskibe rundt i Solsystemet og endda til den nærmeste stjerne Proxima Centauri.
Med venlig hilsen,
Helge Knudsen
Lektor Lic. Scient
Hej spørg om fysik astronomi.
Mit spørgsmål går på om man kan modtage kosmisk stråling med en bølgelænge på 50 til 100 cm her på jorden og hvis det er muligt, hvor i det elektromagnetiske spectrum ligger det? Derudover vil jeg gerne vide hvordan man modtager signalet?
Jeg har fundet frem til denne mulighed ved at søge på nettet.
Venlig hilsen
Jens.
Hej Jens.
Som du kan se her (https://da.wikipedia.org/wiki/Radiob%C3%B8lger) drejer det sig om radiobølger i båndene HF, VHF og UHF. Til disse områder findes der kommercielt tilgængelige modtagere, og sæt til hjemmebygning. Dertil skal du bruge en eller flere antenner, men her kommer man langt med ståltråd i passende længder. Ellers er jeg sikker på, at medlemmer af Eksperimenterende Danske Radioamatører gerne vil rådgive dig. Som du kan se af diagrammet er atmosfæren næsten fuldstændig gennemsigtig i disse bølgelængdeområder, så der skulle være gode chancer for at modtage signaler fra for eksempel Solen, Jupiter og nogle af galakserne, hvis dit modtageudstyr er kraftigt nok.
Jeg har læst rimeligt mange tekster om kernereaktorer, og de nævner alle sammen at kontrolstængerne absorbere neutronerne. Men hvad menes der helt præcist med ’absorbere’, hvordan absorbere de neutronerne?
Mvh. Emma
Svaret ligger i kernefysikkens detaljer. Når man beskriver, at kontrolstænger absorberer neutroner, skal det forstås bogstaveligt. Neutronerne indfanges af visse atomkerner, hvis de har den rette hastighed, og derefter bliver de siddende stabilt i atomkernerne. Hvis neutronerne bevæger sig for hurtigt, kan de ikke nå at blive indfanget.
Grundstoffet Bor har for eksempel en naturlig isotop Bor-10 med 5 neutroner. Når en langsom neutron passerer forbi, vil den have stor sandsynlighed for at blive fanget i kernen, fordi der er “plads til den” - neutronpar er mere stabile i en kerne end enkeltneutroner, og Bor-10 danner sig så om til Bor-11, hvor der er 6, dvs 3 x 2 neutroner. Processen stopper her, for hvis Bor-11 skulle finde på at optage en ekstra neutron, bliver den til Bor-12, som er ustabil, og henfalder.
Jeg håber, det klarer begreberne en smule. Ellers må du spørge igen.
mvh Ole
så spørger Emma igen:
Tusind tak for dit hurtige svar, det var utroligt hjælpsomt. Jeg har dog endnu et spørgsmål.
Jeg har læst om halveringstykkelse, nogle kilder omtale blot at den gælder ved stråling, mens andre specificere det til elektromagnetiske bølger (gammastråling). Kan du hjælpe mig med at besvare om halveringstykkelse kun gælder stråling med elektromagnetiske bølger, eller om det også gælder partikelstråling?
Svar
Man kan sagtens tale om halveringstykkelse både i forbindelse med partikelstråling og elektromagnetisk stråling. Begrebet dækker jo bare over, hvor tykt et materiale, der skal til for at bremse halvdelen af det, man skyder ind i materialet. Værdien for halveringstykkelsen er så voldsomt afhængig af strålingen; dens energi, ladning, om det er partikler eller bølger og af materialet.
og endnu et spørgsmål:
Hej igen Emma.
Atomkerner kan fissionere ved spontan eller induceret fission. Radioaktive atomkerner er så ustabile, at de af sig selv spalter sig op - fissionerer, men halveringstiden kan være meget lang: U234 25.000 år, U235 700 millioner år og U238 4,5 milliarder år for eksempel.
Det kan vi ikke rigtig vente på i en kerneraktor, så der anvender man grundstoffer, som let kan bringes til at spalte, hvis man puffer lidt til dem, for eksempel ved at skyde en langsom eller en hurtig neutron ind i kernen, så den bliver til en ustabil kerne, og fissionerer spontant.
Hej vi er en gruppe fra 9. på pedersborg skole; vi har om uv stråling.
Vi har et lille problem vi ikke kan finde svar på.
Det lyder sådan her:
Hvorfor er der ikke sammenhæng mellem de steder på kloden der er mest Uv stråling og de steder hvor der er mest sollys.
Altså hvorfor hænger sollys og uv stråling ikke sammen når de begge udstråles af solen?
Hej Albert m fl.
Der er bestemt en sammenhæng imellem de steder, hvor der er mest intenst sollys, altså hvor Solen står højt, og så der, hvor UV-strålingen er kraftigst. (Der er faktisk af forskellige grunde mest sollys, altså flest timer, hvor Solen er oppe, på Sydpolen, og næstflest på Nordpolen, men her står Solen altid lavt, så atmosfæren dæmper UVindstrålingen kraftigt).
I troperne, hvor Solen står højest kommer lyset ned igennem et forholdsvist tyndt lag atmosfære, men til gengæld er det områder, hvor atmosfæren altid indeholder meget store mængder af vanddamp, og det er det, som mindsker mængden af UV-lys, som rammer jordoverfladen.
mvh Ole.
