Det kan synes pudsigt at begynde med en snak om de lyse nætter - forklaring følger længere nede. - Tiden for de lyse nætter er ca. 5. maj til 8. august. Det betyder, at Solen ikke kommer længere ned under horisonten (grænsen som skiller himmel og jord) end 18°. (Det svarer til ca. to håndsbredder i strakt arm.) Himlen bliver derfor ikke helt mørk på grund af spredt sollys i atmosfæren. De nøjagtige datoer for perioden med lyse nætter er bestemt af den breddegrad, vi befinder os på. Midtjylland ligger på breddegrad ca. 56°N. Man kan sige, at de lyse nætter er den periode, hvor tusmørket varer hele natten. (Vær opmærksom på, at vi her taler om astronomisk tusmørke - der findes endnu to definitioner på tusmørke, nemlig borgerligt og nautisk tusmørke, hvor Solen ikke kommer længere ned under horisonten end hhv. 6° og 12°.)
Til højre har du et tusmørkebillede med Venus, Jupiter og Månen. 
Der er stjerner på nattehimlen året rundt. Men, mange af de lyssvage stjerner, som du kan se en vinternat, forsvinder på den lyse nattehimmel om sommeren. De fleste af os foretrækker at kigge stjerner på et bekvemt tidspunkt om aftenen, så derfor er efterår, vinter og forår den bedste tid. Nattehimlen om sommeren observeres bedst ved midnatstid og et par timer frem.
Faktisk, en sommernat ved midnatstid er slet ikke så dårlig en tid at begynde at lære stjernehimlen at kende. Ok, Mælkevejen må vi vente med at se til en mørk vinternat. Men, det er de klareste stjerner, som definerer de 88 stjernebilleder der dækker hele himmelkuglen. Der er mange flere stjerner end det, men på en sommernat vil kun de klareste af stjernerne træde frem og de mest tydelige stjernebilleder vil derfor være lettere at skelne. (I øvrigt, 48 af de nuværende 88 stjernebilleder stammer fra Ptolemæus' værk Almagest fra år ca. 140 efter vores tidsregning.)
Et af forårets store stjernebilleder er Leo (Løven), mens to af sommerens vigtigste stjernebilleder er Cygnus (Svanen) og Lyra (Lyren). Stjernekortet viser Cygnus og Lyra. Natteoptagelsen neden for af Cygnus og Lyra er gjort af Till Credner & Sven Kohle. De har tegnet "hjælpelinjer" ind mellem de klareste stjerner. (Courtesy and © by T. Credner & S. Kohle, AlltheSky.com)
Med lidt ihærdighed og tålmodighed vil stjernehimlen efterhånden virke velkendt. Har du lyst til at gå ud en sommernat og kigge efter Svanen (Cygnus - se billederne), Karlsvognen eller Nordstjernen, så kan det hjælpe først at kigge på et stjernekort og bruge et kompas - og huske varmt tøj. Læg dig fx på en liggestol, sommer eller vinter. Det er behageligt og giver et godt overblik. Kulde og ondt i nakken kan slukke enhver lyst til at kigge stjerner. På siden Ud i rummet kan du finde mere information om det drejelige stjernekort og desuden en planettabel.
Når først stjernebillederne begynder at virke velkendte, så vil tilstedeværelsen af en planet få et stjernebillede til at se "forkert" ud. Det drejelige stjernekort viser kun nattehimlens stjerner (de er stjerner ligesom Solen, men meget langt væk). Det viser ikke planeterne, da de lige så stille hele tiden flytter sig hen over himlen - det gør stjernerne ikke, i hvert fald ikke i denne sammenhæng. Find fx planeten Saturn eller Mars på nattehimlen ved hjælp af en planettabel og det drejelige stjernekort.
Det kan hjælpe først at blive fortrolig med stjernebillederne i Dyrekredsen, altså Leo (Løven), Virgo (Jomfruen), Libra (Vægten) osv., for det er netop i Dyrekredsen (langs Ekliptika, se længere nede), at man finder planeterne.
Desuden, lyset fra planeterne virker mere roligt og stabilt sammenlignet med det tindrende og blinkende lys fra stjernerne. Det skyldes, at lyset fra planeterne (reflekteret sollys) kommer fra planetens overflade, i modsætning til de punktformede stjerner på nattehimlen, hvis lys forstyrres mere af jordens atmosfære.
Og hvorfor har vi årstider? Det enkle og korrekte svar på de spørgsmål er: Fordi jordens rotationsakse hælder (ca. 23°) i forhold til jordbanens plan. Det kan dog være svært at se for sig, og et besøg i et planetarium er en stor hjælp. Men, det kan også hjælpe at tænke lidt som de gamle grækere gjorde! Vi ved, at Jorden drejer som en "snurretop" én gang om sin akse på ét døgn, at Jorden er ét år om at bevæge sig rundt om Solen, vores stjerne, og at Solen er centrum for solsystemet. Med andre ord, i dag betragter vi typisk solsystemet "udefra".
Hvis vi i stedet kigger på solsystemet "indefra", altså fra Jorden hvor vi jo er, så ser vi Solen, planeterne og stjernerne stå op i øst og gå ned i vest, fordi Jorden drejer fra vest mod øst. Nattehimlen er en mørk kugleskal med prikker på. Prikkerne er stjerner som vores Sol, bare meget længere væk, og planeter (kloder), der ligesom Jorden kredser om Solen. Solen og planeterne ligger i samme baneplan - lidt ligesom som kuglerne i roulette med Solen i midten. Hvis vi lægger hovedet på skrå og kigger på roulettebordet fra siden, ser det ud som om kuglerne ligger langs en linje. På samme måde ligger planeterne langs en linje på himlen. Den linje hedder Ekliptika.
Når vi har nat, vender vi ryggen mod Solen, vi er altså på Jordens skyggeside - himlen er mørk, og vi kan se stjernerne. Men fordi Jorden drejer, vil vi igen blive drejet ind i Solens lys - og vi har dag. Hvis vi et øjeblik kunne slukke for Solen, ville der dukke stjerner op på himlen, stjerner som ellers overstråles af Solen og den blå himmel. Vi ville se, at stjernerne bag Solen er en del af Dyrekredsen. I løbet af ét år vender Jordens natteside ud mod forskellige egne af nattehimlen. Derfor ser vi om sommeren de stjerner, som netop ligger bag Solen om vinteren. I løbet af ét år kan vi altså se alle de stjerner som Solen tilsyneladende bevæger sig igennem i Dyrekredsen. Solens tilsyneladende bane over himmelkuglen i løbet af ét år er netop Ekliptika.
Jordens rotationsakse peger mod Nordstjernen, men på Jordens tur rundt om Solen i løbet af ét år vender "snurretoppen" samtidigt ind mod Solen i ca. 6 måneder og væk fra Solen i ca. 6 måneder. Når Jordens rotationsakse peger ind mod Solen, står Solen højt på himlen, og lysindfaldet er højt. Det sker på den nordlige halvkugle (nord for ækvator) i månederne marts-september, og vi har sommer. På den sydlige halvkugle står Solen højt på himlen i månederne september-marts, og de har sommer. Fx i Australien "står de på hovedet". Solen står stadig op i øst og går ned i vest i Australien, men Solen ses ikke længere på den sydlige del af himlen, den ses på den nordlige del af himlen. Det er derfor, terrassen vender mod nord i Australien. Når Jordens rotationsakse peger væk fra Solen, står Solen lavt på himlen, og lysindfaldet er lavt. Det sker på den nordlige halvkugle (nord for ækvator) i månederne september-marts, og vi har vinter.
Følgende øvelse kan illustrere, hvorfor fuldmånen står lavt på himlen om sommeren.
Du kan skifte fra sommer til vinter ved at "bytte rundt" på Solen og fuldmånen, sådan at den del af pinden, som er over cirklen, peger væk fra Solen. Dit stykke karton er netop Ekliptika, set fra Jorden.
I modellen nedenfor er der brugt et stykke skumplast som Ekliptika og tegnestifter som sol og måne (her en gul som sol og en hvid som måne). Pinden er monteret i en skotøjsæske i et lille stykke pap fastgjort til bunden. Skotøjsæskens kant svarer til horisonten, og de fire verdenshjørner er skrevet på æskens kanter. Desuden er der skåret et "vindue" i skotøjsæsken - gennem det kan man se, at Solen ikke kommer ret langt under horisonten om sommeren. Drej pinden, så Solen og Månen står op i øst og ned i vest. Læg mærke til, at om sommeren står Solen op i nordøst og går ned i nordvest, mens fuldmånen står op i sydøst og går ned i sydvest.
Ide til miniplanetarium: Marianne Sodemann.
