Aarhus Universitets segl

Erhvervsprojektforløb

Erhvervsprojektforløb

Erhvervsprojektet er et fag på kandidatuddannelsen i fysik, hvor den kandidatstuderende bliver en del af et fagligt forløb i en virksomhed.

Den studerende får konkrete opgaver mellem hænderne og afprøver sin viden, teorier og metoder. Erhvervsprojektet styrker den studerendes kompetencer såsom kreativitet, selvstændighed og samarbejdsevner og samtidig henter den studerende inspiration til at vælge retning for arbejdslivet efter studiet. Arbejdsopgaverne i projektforløbet skal være relevante for den studerendes uddannelsesforløb, og den studerende indgår på arbejdspladsen som virksomhedens øvrige ansatte. 

Erhvervsprojektet giver også erhvervslivet adgang til den nyeste viden, mulighed for at dyrke samarbejdet med Aarhus Universitet og at rekruttere potentielle nye talenter.

Fordele for din virksomhed

  • Rekruttering af talenter
  • Adgang til ny faglig viden og analysemetoder
  • Konkrete opgaver bliver løst af fagligt kvalificerede og motiverede studerende
  • Mulighed for at påvirke uddannelsen af fremtidige biologer gennem dialog med interne vejledere
  • Skabe netværk på Aarhus Universitet og initiere nye forskningssamarbejder.

Hvordan finder den studerende min virksomhed?

På Institut for Fysik og Astronomi har vi et inspirationskatalog for de kandidatstuderende, som er interesseret i et erhvervsprojekt. Her opretter din virksomhed en profil, der bliver tilgængelig via studieportalen. 

Profilen angiver en primær kontaktperson i virksomheden, som den studerende kan rette henvendelse til – det er altså den studerende, der har ansvaret for at tage kontakt. 

Det er en individuel vurdering fra virksomheden, om en studerende matcher, og om der er tid samt et egnet projekt på det aktuelle tidspunkt.

Kan min arbejdsplads deltage?

Som udgangspunkt kan alle interesserede virksomheder og organisationer deltage. 

En vært-virksomhed vil ofte have fysikere eller andre ansatte inden for de naturvidenskabelige områder. Du kan se Erhvervsprojektet som en mulighed for at rekruttere fremtidens fysikere og udvikle samarbejde med både den studerende og vejlederen på instituttet.

Hvem gør hvad, hvordan og hvornår?

Erhvervsprojektet strækker sig over et semester i perioden:

1. september til 15. december eller 1. januar til 15. juni.

Den kandidatstuderende får en vejleder i virksomheden og er samtidig tilknyttet en vejleder fra Institut for Fysik og Astronomi, hvis forskning har relation til temaet for projektet. 

Vejlederen i virksomheden har en vigtig rolle og guider projektet mod et fornuftigt resultat for både arbejdspladsen og den studerende.

Den kandidatstuderende afslutter projektforløbet med en arbejdsrapport, en portefølje over udførte arbejdsopgaver og en mundtlig eksamen. Ved eksamen er vejlederne fra arbejdspladsen og instituttet eksaminatorer sammen med en intern censor.

Instituttets vejleder fastsætter eksamensdatoen i samarbejde med vejlederen fra arbejdspladsen og censor.

Eksamen afvikles i januar eller juni.

Det praktiske - kontrakt og ansættelsesforhold

Den studerende modtager ikke løn under erhvervsprojektforløbet. Virksomhedens tid og ressourcer samt den studerendes udbytte af forløbet ligger til grund for samarbejdet.

En virksomhed, hvor den studerende har fritidsarbejde, må ikke indgå som partner i projektet.

Når din virksomhed beslutter at indgå i et erhvervsprojektforløb, indgår de en officiel samarbejdsaftale med studenten og Aarhus Universitet. Aftalen (”student agreement”) kan downloades her.

Den studerende har ansvaret for at fremsende et eksemplar af samarbejdsaftalen til underskift hos virksomheden eller organisationen, samt returnere den underskrevne aftale til vejledere, koordinator og universitetets Technology Transfer Office cirka 2 uger efter semesterstart (15. februar/15. september). Endvidere skal den studerende oprette en projektaftale med Aarhus Universitet på kontakt Nat-Tech.