Peter Balling udnævnt til professor
Han er pr. 1. september 2020 ansat som professor i eksperimentel fysik
Peter Balling er pr. 1. september 2020 ansat som professor i eksperimentel fysik ved Institut for Fysik og Astronomi.
Forskningen handler om vekselvirkningen mellem lys og materialer og spænder fra grundvidenskabelige studier af materialers ultrahurtige dynamik til projekter, som delvist motiveres af, at de åbner op mod nye anvendelser, eksempelvis inden for solceller og medicinsk teknologi.
Peter Balling har været ansat på Aarhus Universitet siden 1997, fra 2003-2014 som lektor og siden 2014 som professor MSO. Han er uddannet fra Aarhus Universitet, hvor han i 1995 fik sin ph.d.-grad og i 2014 forsvarede sin doktorafhandling om ultrahurtig dynamik i materialer. Gennem sin karriere har han forsket ved både FOM-instituttet AMOLF i Amsterdam, Holland, Lawrence Berkeley Laboratoriet i Berkeley, Californien og Macquarie Universitetet i Sydney, Australien.
Efter otte år i Akademisk Råd, blev Peter Balling i 2019 valgt som medarbejderrepræsentant i Aarhus Universitets bestyrelse. Han blev i 2017 udpeget som medlem af Danmarks Frie Forskningsfond | Teknologi og Produktion (FTP), hvor han p.t. er næstformand.
Peter Balling er født i Aarhus, hvor han stadig bor med sin kone Kerstin; han har to voksne sønner. Fritiden bruges i høj grad sammen med familien, men Peter er også en aktiv korsanger.
Det vil senere blive meldt ud, hvor og hvornår den nye professor vil holde sin tiltrædelsesforelæsning.