Ny Adjungeret Professor ved Aarhus Universitet - Thomas Tauris
Efter indstilling fra IFAs ledelse og STs dekan, har rektor tildelt Thomas Tauris, Bonns Universitet, titlen Adjungeret Professor ved Aarhus Universitet. Udnævnelsen er en anerkendelse af Professor Tauris’ omfattende arbejder indenfor astrofysikken, med særlig vægt på neutronstjerner, sorte huller og gravitationsbølger. Vi ønsker Professor Tauris tillykke, og ser frem til samarbejdet i de kommende år.
Thomas Tauris er ansat som astrofysiker ved Fundamental Physics Group på Max-Planck Instituttet for radioastronomi i Bonn, Tyskland, og er ‘Privat-Dozent’ ved Bonns Universitet. Hans forskning bygger på teoretisk arbejde og spænder over en bred vifte af emner relateret til dannelse og udvikling af kompakte stjerner (neutronstjerner, hvide dværge og sorte huller), dobbeltstjernesystemer, supernovaer og gravitationsbølger.
Mens han var PhD-studerende i Aarhus (1993-1997), tilbragte Thomas Tauris en stor del af tiden ved ATNF-CSIRO i Australien hvor han indsamlede data til sin afhandling om millisekundpulsarer. Efterfølgende blev han tildelt stipendier ved Amsterdams Universitet, NORDITA, samt et Stenostipendiat ved Københavns Universitet. Thomas Tauris har arbejdet i Bonn siden 2010 og modtog her sin doktorgrad (‘habilitation’) fra Bonns Universitet. Thomas Tauris er 47 år gammel, gift med PhD Birgitte Tauris og far til 3 børn.