Gerhard Ertl Young Investigator Award til Søren Ulstrup
Årets prestigefyldte præmie for unge forskeres fremragende forskningsindsats indenfor overfladefysik går til IFA-adjunkt.
Det tyske fysikforbund DPG uddeler ved de årlige "Spring Meeting" i Regensburg en meget eftertragtet international pris på 3 000 € til en ung forsker (2-6 år efter PhD). Blandt en lang række ansøgere bliver 5 udvalgt til at holde foredrag om deres projekt i løbet af konferencen, og Søren Ulstrups foredrag med titlen "Zooming in on the electronic properties of van der Waals heterostructures" vandt.
Prismodtagere ved årets DPG-møde. Søren Ulstrup står i midten.
Sørens forskning handler om at bruge nanoskala synkrotronstråling til at kigge på 2D materialer stablet oven på hinanden for at skabe nye elektroniske egenskaber. Hans arbejde blev beskrevet i Ingeniøren i 2018. Det er forlaget Elsevier, som sponsorerer den store pris.