Aarhus Universitets segl

FUT - Det Fjernstyrede UndervisningsTeleskop er klar til de første gymnasieklasser

Det Fjernstyrede UndervisningsTeleskop (FUT) er et nyt gratis tilbud fra Aarhus Universitet til gymnasiehold i astronomi.

Logo for Det Fjernstyrede UndervisningsTeleskop - FUT.
Logo for Det Fjernstyrede UndervisningsTeleskop - FUT.

Gymnasieeleverne vil kunne foretage astronomiske observationer af nattehimlen set fra Australien. De får mulighed for at fjernstyre et professionelt 60 cm spejlteleskop med digitalt kamera fra deres eget gymnasium via internettet, og det kan ske i undervisningstiden i Danmark.

Teleskopet, som ses herunder, er finansieret af Novo Nordisk Fonden. Det er nu sat op, og de programmer, som muliggør fjernstyring via internettet er klar til brug. Næste trin i projektet er at oprette og organisere et online observationsarkiv og beskrive forskellige observationsprojekter, som eleverne kan vælge at udføre.

 

Det Fjernstyrede UndervisningsTeleskop på Mount Kent i Australien under opsætning i 2020  (venstre) og i sin kuppel (højre).

Herunder ses nogle af de første billeder taget fra Aarhus – det man i fagsproget kalder ”first light”, som demonstrer at lyset kommer hele vejen igennem teleskopet til kameraet og videre til kontrolcenteret i Danmark. Eksemplerne viser, at man f.eks. kan observere hele Månen i ét billede, eller lave farvebilleder af stjernehobe eller galakser.

 

 

 

Observationer fra det Fjernstyrede UndervisningsTeleskop. Venstre: Hele Månen kan observeres i ét billede. Midt: En stjernehob. Bemærk farveforskellen mellem stjernerne, som afslører deres forskellige overfladetemperaturer. Højre: En spiralgalakse. Hvor stor er den mon? Fotos: FUT/AU.

Kontrolpanelet til teleskopet, som ses nedenfor, er færdigtestet på Aarhus Universitet, og vi er nu klar til at prøve det af med de første gymnasieklasser. Erfaringer herfra skal bidrage til at optimere virkemåden og brugervenligheden inden teleskopkontrollen frigives til hele den danske gymnasieskole.

 

 

Kontrolpanelet til FUT, som det kan ses via en internetbrowser. Det vises her med indstillingen ”Bred format”. Screendump.

Adgang til teleskopet bliver gratis for gymnasieklasser. Holdets underviser skal blot oprette en brugerkonto og sende en kort observationsansøgning via det Fjernstyrede UndervisningsTeleskops hjemmeside, som findes på fut.phys.au.dk . Der åbnes snart for adgang til teleskopet for alle danske gymnasier via denne procedure, så hold øje med hjemmesiden! Det tilhørende observationsarkiv og forskelligt undervisningsmateriale vil også løbende blive gjort tilgængeligt fra hjemmesiden.

Teamet på Aarhus Universitet bag det Fjernstyrede UndervisningsTeleskop er : Mads Fredslund Andersen, Simon Holmbo, Christoffer Søndergaard, Samuel Grund, Rasmus Handberg, Eric Weiss, Frank Grundahl, Hans Kjeldsen og Karsten Brogaard.

Spørgsmål, idéer eller interesse kan stiles til Karsten Brogaard på kfb@phys.au.dk.