Aarhus Universitets segl

Delphini-1 har 2-års fødselsdag idag

Vovet manøvre for et billede af Danmark

Delphini-1 sendes ud fra ISS for to år siden. Foto: NASA
Delphini-1 sendes ud fra ISS for to år siden. Foto: NASA

Aarhus Universitets første satellit, Delphini-1, som er en 10x10x10cm (1U) cubesat, har i dag, den 31. januar 2021, svævet alene rundt i rummet i 2 år. Det er langt længere tid end levetiden var vurderet til inden opsendelsen. Det er dog klart at missionen lakker mod enden, og at Delphini-1, helt som forventet, vil brænde op i atmosfæren indenfor nogle få måneder.

Projektleder Mads Fredslund Andersen fortæller:

"I starten af 2020 har vores hold af studerende, der styrer Delphini-1, systematisk undersøgt kameraet ombord på satellitten for at optimere betingelserne for gode billeder. Vi har fået fine billeder både af Jorden og af stjernehimlen hen over sommeren 2020 og Delphini-1 er i dag en af de bedste 1U cubesats i verden til at tage billeder af Jorden. Holdet bag Delphini-1 har siden efteråret 2020 brugt billeder af både Jorden og stjerner, samt sensordata om bord til at forstå satellittens bevægelse i dens bane omkring Jorden. Vores lille satellit er ikke som de store udstyret med reaktionshjul eller raketmotorer, så der er ikke nogen let måde at få den til at pege i den retning, vi ønsker. Derfor har de billeder, vi har taget, alle sammen været af områder på Jordens sydlige halvkugle og af en begrænset del af stjernehimlen. Vi vil også gerne have billeder fra den nordlige halvkugle, og tiden er knap, så det har nu ført til en vovet manøvre hvor vi har vippet satellitten 180 grader rundt ved hjælp af Jordens magnetfelt. Med denne manøvre er det lykkedes at ændre orienteringen på Delphini-1, så den nu noget af tiden peger kameraet ned mod Jorden, når den passerer hen over den nordlige halvkugle. Så nu krydser vi fingre for, at der er tid nok tilbage til at tage nye billeder og ikke mindst at få dem hentet ned. Måske endda et billede af Danmark?"

Satellitkontrolcenteret på Institut for Fysik og Astronomi. Foto: OJK

Delphini-1 er samlet og afprøvet af studerende ved Institut for Fysik og Astronomi, Institut for Geoscience og Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet. Fra satellitten blev sendt ud fra Den internationale Rumstation ISS den 31. januar 2019 er det forskellige hold af studerende og medarbejdere, som har arbejdet intenst med at lære at håndtere den lille satellit.

Delphini-1 under den sidste afprøvning før opsendelsen til ISS - og jo, vi huskede at få linsehætten af!. Foto: NanoRacks.

Al kommunikation med satellitten foregår i de få minutter, hvor den er over horisonten og i syne fra antennen, som befinder sig på taget af en af universitetets bygninger på Katrinebjerg. Der udveksles "husholdningsinformationer", der hentes billeder ned bid for bid og omløb for omløb, og kameraet får nye direktiver om belysningstider og tidspunkter for hvornår de næste billeder skal tages, mens satellitten er på egen hånd, udenfor rækkevidde af kontrolstationen på Aarhus Universitet. Delphini-1 og jordstationen er finansieret af Aarhus Universitets Forskningsfond. Opsendelsen er doneret af den europæiske rumorganisation ESA i samarbejde med Uddannelses- og Forskningsministeriet. Satellitten er indkøbt som "samlesæt" fra firmaet GomSpace, som også har støttet projektet under hele forløbet med undervisning, råd og vejledning.

Et udvalg af billederne kan findes på dette link.  De må gerne bruges med kildeangivelse.

Sidste nyt:

Manøvren er lykkedes! Vi har netop fået et billede ned fra Delphini-1 af et område på den Nordlige Halvkugle, nemlig fra den Californiske Halvø i Mexico,imellem Bahia Asuncion og Guerrero Negro, set skråt fra Nordøst.