Andreas Nicolai Bock Michelsen, ny Postdoc hos Nikolaj Zinner
Andreas Bock Michelsen, starter som Postdoc i Nikolaj Zinners gruppe 1. november 2022 til udgangen af juli 2023.
Andreas kommer til at udvikle kvante-algoritmer og anvendelser af kvanteteknologi i Nikolaj Zinners gruppe, hvor han skal arbejde på PhotoQ projektet finansieret af Innovationsfonden gennem Grand Solutions programmet. Projektet udføres sammen med forskere fra DTU og med virksomhederne MQS, AMCS, NKT Photonics og Kvantify.
Han har en kandidatgrad fra Aarhus Universitet samt en Ph.D.-grad fra University of St Andrews og Université du Luxembourg. I løbet af sin Ph.D. har han undersøgt induceret superledning på kanten af to-dimensionelle materialer der udviser kvante-Hall effekt, et fænomen der har anvendelser indenfor detektion af anyoniske kvasi-partikler samt udviklingen af en topologisk kvantecomputer.