Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet overtager Nordisk Optisk Teleskop på La Palma

Pr. 1. december har Aarhus Universitet fået endnu et astronomisk teleskop i sin "maskinpark", og denne gang er det et ældre, men stort instrument med en spejldiameter på 2,56 meter.

02.12.2020 | Ole J. Knudsen

Danske studerende foran NOT i august 2014. Foto: Johan Fynbo.

Danske studerende foran NOT i august 2014. Foto: Johan Fynbo.

Nordic Optical Telescope, NOT bliver fra den 1. december 2020 drevet i et samarbejde imellem Aarhus Universitet og Turku Universitet i Finland. I praksis betyder det, at Institut for Fysik og Astronomi tager sig af alt det administrative ved brug af teleskopet, tildeling af observationstid og distribution af observationsdata, udvikling og vedligehold af teleskop og instrumenter. Turku Universitet bliver ejere af selve teleskopet, og har ansvaret for at sikre aftalerne med de spanske myndigheder i forhold til at have teleskopet stående på La Palma. Staben ved observatoriet er efter overtagelsen ansat på Aarhus Universitet, og vi byder de nye medarbejdere velkommen til Institut for Fysik og Astronomi.

Teleskopets drift er støttet af de nordiske lande. Den danske andel af teleskopets drift dækkes af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og observationstiden tildeles til alle danske forskere og studerende gennem åbne opslag.

foto: Magnus Gålfalk, Nordic Optical Telescope.

NOT blev indviet i 1989, og har siden været en arbejdshest for de nordiske astronomer, med særlig vægt på at give studerende og unge forskere erfaring i praktisk observationsarbejde, og samtidigt sikre de bedste muligheder for at støtte forskningen i Norden. Den uddannelsesrelaterede linie vil blive fortsat og styrket, og desuden er der et nyt instrument under konstruktion: Nordic Transient Explorer er et kombineret kamera og spektrograf, som vil være særligt egnet til at observere  korttidsfænomener på himlen med tidsopløsninger på minutter eller endda sekunder. NTE forventes klar til brug i 2022.

Mere om NOT.

Institut for Fysik og Astronomi, Medarbejdere, Offentligheden / Pressen, Studerende