Fysik er for dig, der er nysgerrig på de helt store spørgsmål om livet, naturen, og hvordan verden hænger sammen omkring os. Dig, der ønsker at fordybe dig i alt fra de mindste partikler til hele universitet.
På Fysik og Astronomi lærer du om de fysiske love, som danner grundlaget for alt, vi ved om naturen og hele universet. Og du kommer til at udforske det, vi ikke ved endnu.
Du vil dykke ned i emner som relativitetsteori, astrofysik, programmering, formler og ligninger, eksperimenter, rumteleskoper, kvantemekanik, kerne- og partikelfysik og meget mere. Fysik handler også om at kunne planlægge og udføre eksperimenter. Både på papiret, i laboratoriet og gennem computersimulationer.
Du får en bred vifte af attraktive kompetencer, der er brug for i mange brancher. Du kan eksempelvis arbejde i IT-branchen, ingeniør- og konsulentfirmaer, bankverdenen, inden for forskning eller som underviser.
På Institut for Fysik og Astronomi har vores undervisning også fokus på nogle generelle kompetencer:
Fysik og astronomi studiet vil forstærke dine analytiske evner, dine evner til at konstruere og gennemtænke logiske argumenter og slutninger.
Fysik og astronomi omhandler abstrakte og overraskende begreber. Det er vigtigt med gode kommunikationsevner for at kunne diskutere og formidle disse emner. Dine evner til at kommunikere styrker du i vekselvirkning med undervisere og medstuderende i både skrift og tale. Både på dansk og engelsk.
Du vil skærpe din selvdisciplin og evne til at organisere dit arbejde, så du får produkter klar til aflevering. Eksaminer kan være trælse, men de lærer dig at organisere din kalender, så du er klar til de vigtige deadlines.
Du kommer til at bruge computere på mange måder. IT er centralt for din læring, når du skal skrive tekster, lave figurer, søge information, kontrollere eksperimenter og til modellering.
Du vil møde både akademiske og praktiske problemer i de fysik-, astronomi- og matematikkurser, du følger. Jo mere du arbejder med problemløsning, jo bedre bliver du. Du vil lære at stille præcise spørgsmål, og lære hvordan man kan bruge simplificerede problemer og grænsetilfælde som guide til at løse mere komplicerede problemstillinger.
En af de vigtigste evner, er evnen til at styre din egen læring. Igennem dit studie vil du opbygge erfaring med at finde og behandle information fra mange forskellige kilder.