Seks bevillinger på i alt 19.004.644 kr til fire IFA forskere
Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt 575 millioner kroner til fri forskning til 192 nye, excellente forskningsprojekter på tværs af de videnskabelige hovedområder. Hele seks af disse bevillinger er gået til fire forskere på IFA.
Viceinstitutleder, Hans Fynbo har modtaget 3.166.786 kr. Hans projekt fokuserer på fænomenet to-proton-udsendelse fra atomkerner, med særlig vægt på området mellem Mg og Ar. Tidligere eksperimenter, især vores egen undersøgelse af isotopen 31Ar, har konstateret en tidsmæssig sekventiel to-proton-udsendelse. Derimod har andre eksperimenter demonstreret samtidig udsendelse of to protoner fra grundtilstanden af ubundne atomkerner. Vi forventer at kunne studere overgangen mellem disse to mekanismer især i lette kerner mellem Mg og Ar, som kan give ny indsigt i henfaldsmekanismerne. Den nye FRIB-facilitet i USA kan nu for første gang producere disse kortlivede isotoper til denne type undersøgelse. Vi har allerede gennemført det første eksperiment på isotoperne 22Al og 26P og planlægger nu at fortsætte med 22,23Si og 27S.
To nye bevillinger på i alt 6.336.000 kr. vil give Peter Balling og hans gruppe mulighed for at dykke dybere ind i vekselvirkningen mellem lys og materialer. Det ene projekt vil studere ultrahurtig ladningsdynamik i dielektriske materialer. Det andet vil udnytte et nyligt udviklet nanomateriale til at studere, hvordan ioniserende stråling afsætter sin energi på nanoskala og igennem denne forståelse bidrage til nye metoder til at validere stråleterapi.
Viceinstitutleder, Lars Bojer Madsen har modtaget to bevillinger på i alt 6.335.043 kr., og dette muliggør en intensivering af hans forskning i attosekundfysik ved hjælp af henholdsvis attosekund elektronpulser (bevilling fra rådet for Natur og Univers) og attosekundpulser af kvantelys for kvanteteknologi (bevilling fra rådet for Teknologi og Produktion). Med disse bevillinger vil Lars udforske hidtil usete korte længde- og tidsskalaer i kvantesystemer fra grundforsknings- og anvendelsesmæssige perspektiver.
Sten Brøndsted har modtaget 3.166.815, som skal bruges til at designe og lave nye og mere effektive enzymer til nedbrydning af mikroplast, som polyestere og polycarbonater, idet nedbrydningsprofiler måles vha. fluorescens-massespektrometri af polymerer mærket med farvestoffer. LUNA-instrumentet i Steen Brøndsted’s lab vil blive ombygget med fokus på optimal lysdetektion og implementering af diodelasere. Projektet er et samarbejde med forskere fra Aalborg University, Peter Fojan og Evamaria Petersen.