På jagt efter Solens søskende - og deres planeter
Her er en række sollignende stjerner, som du selv kan gå på jagt efter.
En gruppe astronomer fra Aarhus Universitet har i et internationalt samarbejde udpeget en række klare stjerner, som svinger på samme måde som Solen, og hvor nogle desuden har exoplaneter. De undersøgte stjerner er alle nogen, som med lidt øvelse og held kan ses med det blotte øje på en mørk nattehimmel. Forskningsartiklen, med titlen 'Luminaries in the Sky: The TESS Legacy Sample of Bright Stars' offentliggøres i dag i det internationalt anerkendte tidsskrift Astronomy & Astrophysics.
Stjernesvingninger, eller asteroseismologi fortæller os en masse om stjernernes natur og oprindelse, og de samme data, som bruges i asteroseismologien kan også bruges til at afsløre, om en stjerne skulle have planeter i kredsløb om sig. Svingningerne kan måles både med jordbaserede teleskoper og med rumteleskoper, som for eksempel NASAs rumteleskop TESS, som blev opsendt i 2018, og som leverer observationer af de klareste stjerner på hele stjernehimlen. Det er målinger fra TESS som hovedsagelig er brugt af forskergruppen til at karakterisere en lang række stjerner, og 196 af dem viser stjernesvingninger af samme type som dem vi ser på Solen. For 128 af stjernerne er dette helt ny viden.
Artiklens hovedforfatter, lektor Mikkel N. Lund fra Aarhus Universitets Institut for Fysik og Astronomi fortæller: "Vi har ikke foretaget denne undersøgelse specielt for at lede efter Solens søskende, altså stjerner, som er dannet samtidig med vores egen Sol i den samme stjernehob, men det vil helt sikkert være i vores nye liste, som vi kalder 'TESS Luminaries Sample' at astronomerne vil koncentrere deres eftersøgning efter den tabte familie. Stjernerne i vores liste vil også helt sikkert blive brugt i søgningen efter nære jordlignende planeter omkring stjerner som vores egen. Der er for tiden to nye internationale rumteleskoper under planlægning til dette formål; PLATO (PLAnetary Transits and Oscillations of stars) og Habitable Worlds Observatory (HWO), og desuden er vi meget langt med det nye danske satellitteleskop STEP, som også skal bruges til dette formål. STEP forventes sendt i rummet i 2026."
Forskergruppen arbejder videre med observationer af stjernerne på listen for at opnå en detaljeret karakteristik af dem og af deres omkredsende exoplaneter eller følgestjerner, hvis der er tale om dobbeltstjerner. Listens stjerner er alle af en størrelsesklasse, som er mindre end 6. Det vil sige, at det kan observeres med det blotte øje og med rigtig mange mindre teleskoper; også dem, som bruges af tusindvis af aktive amatørastronomer. Desuden er stjernerne spredt over hele himlen, så observatorier både i rummet og på hele jordoverfladen vil kunne observere dem.