Aarhus Universitets segl

Nyt Grundforskningscenter: Stellar Astrophysics Center

Danmarks Grundforskningsfond bevilger Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard 55 millioner til Stellar Astrophysics Center, et nyt Center of Excellence.

Jørgen Christensen-Dalsgaard - Stellar Astrophysics Center: Research on the Sun, stars and extra-solar planet. Bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond: 55 millioner kr.

Stellar Astrophysics Center har som mål at studere stjernerne og deres planetsystemer ud fra en helhedsorienteret strategi, med det sigte at give et fuldstændigt billede af stjernerne, deres opbygning, deres atmosfære og magnetiske aktivitet og de planeter, som er i kredsløb omkring de pågældende stjerner. Målet er at kombinere nye observationer fra rumteleskopet Kepler og data fra det såkaldte SONG netværk af teleskoper med avanceret dataanalyse og teoretiske modeller.

Centrets hovedsæde bliver på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet under ledelse af professor Jørgen Christensen-Dalsgaard. Centret består desuden af seks forskningsenheder placeret rundt om i verden med internationale samarbejdspartnere som ledere. De seks enheder kommer til at ligge ved University of Sydney i Australien, University of Birmingham i England, San Jose State University i USA, Kiepenheuer Institute für Sonnenphysik i Tyskland, Massachusetts Institute of Technology I USA og Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

Samarbejdet mellem hovedsædet og de eksterne enheder forventes at føre til en lang række nye forskningsresultater, som vil ændre fundamentalt på vores forståelse af stjernerne og deres udvikling. Det handler bl.a. om Solen og dens udvikling og stabilitet, de fysiske processer, som sker i det varme indre af stjernerne, magnetfelternes indflydelse på forholdene på stjernenes overflader, stabilitet af magnetfelter på stjerner og de præcise egenskaber ved fjerne planetsystemer, herunder betingelser for liv på nyopdagede planeter.

 

Læs hele pressemeddelelsen fra science.au.dk