Ny bog: Asteroseismology. Af Jørgen Christensen-Dalsgaard m.fl.
Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard, Institut for Fysik og Astronomi, har sammen med Conny Aerts og Donald W. Kurtz skrevet bogen Asteroseismology. Stjernernes indre struktur, som ikke kan observeres direkte, studeres inden for forskningsfeltet asteroseismologi ved at analysere og fortolke stjernernes svingninger, som ses i frekvens spektre. Stjerner som ligner Solen vibrerer på grund af lydbølger i deres indre. Disse lydbølger får stjernernes overflade til at bevæge sig i mønstre og får stjernernes lysstyrke til at variere i tid. Asteroseismologi er faktisk den eneste metode, hvormed man kan udlede stjernernes indre struktur. Bogen - den første inden for feltet asteroseismologi - er en praktisk guide for universitetsstuderende og forskere. Den giver en generel introduktion til asteroseismologi og en omfattende gennemgang af alle aspekter: den fundamentale teori, observationer og observationsteknikker, dataanalyse og tolkning af spektrene for de mange forskellige typer af stjerner. (Springer Verlag, Astronomy and Astrophysics Library.)