Aarhus Universitets segl

Mød en medarbejder på IFA

Månedens bidrag fra Torben Hyltoft Thomsen, Forskningstekniker

Foto: Torben Hyltoft Thomsen (PURE)
Foto: Torben Hyltoft Thomsen (PURE)

Fortæl kort om din vej til IFA/AU. Hvor har du været før?

"Jeg er født og opvokset i Aarhus og omegn, og er i en familie bestående af håndværkere, primært i metalfagene. Efter endt skolegang var jeg på Gymnasiet og afsluttede en Matematisk/Fysisk Studenter eksamen. Jeg havde en ide om, at jeg skulle være Maskiningeniør. Efter gymnasiet havde jeg et behov for at lade bøgerne og lektierne hvile lidt, så jeg startede en uddannelse som Maskinarbejder, det man i dag kalder en Industri teknikker. Herefter var jeg ansat ved en virksomhed, der hed AMC-Schou, som havde til huse på Aarhus havn ved Skolebakken, lige over for Katedralskolen. Jeg havde det så godt med håndværket, at jeg blev i det. I stedet for efteruddannede jeg mig, med en teknonom uddannelse i økonomi og organisation. Det er grundfag man skulle bruge, hvis man havde lyst til at arbejde med produktionsledelse. Jeg arbejdede et par år for Terma Elektronik i Lystrup med Kvalitets sikring og PTA, kom tilbage til AMC-Schou i en årerække og var et smut på Kamstrup i Stilling. I foråret 1998 søgte IFA en forskningstekniker med håndværker baggrund, jeg ansøgte om jobbet og blev tilbudt stillingen med opstart 1. Maj 1998. Set bagud har jeg været heldig og privilegeret. Jeg har fået mulighed for at arbejde med mange varierede opgaver og lært nye ting hele tiden i samarbejde med mange forskellige kollegaer. Ved IFA blev jeg, som skrevet, ansat som Forskningsteknikker. Jeg er placeret i gruppen Konstruktion, Service og Fremstilling. Mine opgaver er service, reparation, opbygning og installation af udstyr der skal bruges i laboratorierne. Mine opgaver har med tiden ændret sig. Ud over fornævnte er der tilføjet opgaver inden for Indkøb, udbud og fakturering, undervisning på værkstedskursus samt hjælp og rådgivning i valg af produkter o.l."

Hvad er det bedste i dit job?

"Jeg går altid glad på job, IFA er en fantastisk arbejdsplads, der er en mangfoldighed i opgaverne og når man arbejder sammen med super dygtige og dedikerede kolleger, det gælder både studerende, forskere, administrationen og folk i værksted, konstruktion og service, ”Whats not to like”."

Hvilken arbejdsbedrift er du mest stolt af?

"En specifik opgave har sat sig i min erindring med glæde og lidt stolthed. Daværende Lektor Michael Budde skulle i et nyt forsknings set up bruge nogle vandkølede kobberspoler, der skulle kunne klare en høj strøm. Danfysik skulle have rigtig mange penge for at fremstille disse til ham, og vi havde en snak om det var muligt at fremstille disse selv. Vi blev enige om, at jeg skulle prøve at udvikle en teknik til at lave spolerne, hvilket viste sig at være sværere end først antaget. Flere forsøg mislykkedes, spolerne kortsluttede og det var vanskeligt at overholde målene på den færdige spole. Det lykkedes dog til sidst at få den rigtige ide til at løse opgaven og i samarbejde med konstruktionesgruppen og maskinværkstedet kunne vi lave de nødvendige værktøjer så spolerne kunne fremstilles. Et klassisk eksempel på at ideudvikling og samarbejde mellem grupperne kan flytte os, og teknikken med spoleviklingen har efterfølgende været brugt på andre systemer. Gennem årene har der været en glidende teknologisk udvikling på instituttet. I værkstedet har CNC maskinerne gjort sit indtog, hvilket har afstedkommet at det er muligt at fremstille forskningsudstyr med mere komplekse funktioner, hurtigere. Vakuum pumperne er skiftet fra at være oliesmurte til at være tørre pumper, hvilket har mindsket gener som dårlig lugt, oliespild og forurening af forskningsudstyr. Controllere er blevet mere intelligente og der er kommet mere drift stabile produkter på vakuum markedet. Det er alt sammen ting, der har ændret min dagligdag når jeg har udført mit arbejde."