Aarhus Universitets segl

Mød en medarbejder på IFA

Månedens bidrag fra Anders Petersen, Finmekaniker

Foto: Anders Petersen
Foto: Anders Petersen
Brokpokalen. Foto Anders Petersen
Umiddelbart ligner dette en pokal, men faktisk blev den skabt ved et uheld for mange år siden. En spånkrog blev brugt til at fjerne metalspåner ved bagsiden af skæret, men da skæret var startet med forkert omløbsretning, blev krogen i stedet viklet op omkring fræseren. Der lød en brag, skruestikken fløj af, maskinen stoppede, og sveden piplede frem på operatørens pande. Heldigvis kom ingen til skade. Foto Anders Petersen
Foto: Anders Petersen
Her ses små gevindstag, møtrik, spændeskive, afstandsstykker og prøveholderplade. Fremstillet i materialet Tantal, hvilket er særdeles velegnet til at modstå høj temperatur. Smeltepunkt er ca. 3020 grader celsius. På pladen monteres en prøve, der eksempelvis bestråles ved en Beamline nede ved Astrid 2.
Foto: Anders Petersen
Et mindre aluminiums kammer til lasergruppen v. Peter Balling. Formålet med kammeret var at skabe et lufttomt område omkring en detector. Toppen lukkes med o-ring samt låg, og hullerne i siderne er til div. optiske linser. Foto: Anders Petersen

Fortæl kort om din vej til IFA/AU. Hvor har du været før?

”Min vej til IFA – Uha …. Det er jo efterhånden en del år siden, og jeg kan fortælle, at det var helt tilbage til 9. klasses erhvervspraktik, hvor en engageret ingeniør en dag spurgte mig, om jeg havde lyst til at se værkstederne på IFA. Lars Therkelsen var dengang medlem af samme modelflyveklub som jeg, og han fortalte ofte om det spændende forskningsudstyr han konstruerede. Min interesse for mekanik blev bestemt ikke mindre da en rundvisning på IFA og én uges erhvervspraktik blev en realitet.  Nogle år senere, da 12 års skolegang på Rudolf Steiner-skolen var afsluttet sendte jeg en ansøgning til værkstedet, og ja, drømmeuddannelsen til Finmekaniker var hermed skudt i gang.

Årene efter endt lærertid har kun været afbrudt af et kort visit i Randers på et privat ejet maskinværksted – som tiden dog flyver”.

 

Hvad er det bedste i dit job? Og det værste?

”Det bedste i mit job er helt klart mine gode kollegaer. De er med til at få smilet frem, selv på den dag hvor lilletåen sparker til dørkarmen, kaffekoppen vælter i bilen, eller hvad der ellers kan ske på – ”nårh ja, sådan en morgen”.

Dernæst er humøret ekstra højt når de komplicerede emner kommer fejlfrit ud af maskinerne. Enkelte gange sker der fejl og jeg må starte forfra med bearbejdningen, og ved sådanne tilfælde låner vi ”brokpokalen” af hinanden. En lille humoristisk måde, ganske diskret at fortælle, ”ja ja, jeg ved godt at jeg har klumret i den””.

 

Hvad er det bedste ved at undervise / formidle?

”Personligt er jeg stolt over at have muligheden for at oplære/undervise værkstedets lærlinge. Det er en vigtig opgave som jeg deler med mine gode kollegaer. For mit vedkommende er undervisning/formidling med til at holde mig selv fagligt skarp, og så hæfter jeg mig ofte ved, at lærlinge faktisk stiller mig spørgsmål, som jeg ikke altid kan svare på. Kort sagt så udfordrer de mig fagligt og teoretiske.

Desuden er vi mennesker meget forskellige, hvilket også gælder måden vi tilegner os viden på, og her er én af opgaverne, at finde den bedst mulige måde at formidle min viden videre til en lærling”.