Preben var så heldig at blive født i den lille landsby Haare på Fyn – et sted han med stor overbevisning mente var Verdens centrum. Han gik på Odense Katedralskole og valgte dernæst fra 1960 at studere matematik og fysik ved Aarhus Universitet, hvor han blev kandidat i 1966. Han elskede at fortælle historier om sin studietid og ikke mindst om det førende kollegium på universitetet. Det var også som studerende, at Preben mødte sin livsledsager, Hanne. Preben og Hanne blev gift i 1966, og de fik to børn. De slog sig ned i et hus i Brabrand med en smuk udsigt over Brabrand sø og tilbragte mange ferier i deres sommerhus i Vrinners. Desværre måtte Preben i 2014 sige farvel til Hanne, som måtte give op til en kræftsygdom.

Preben blev i 1967 ansat ved Det fysiske Institut, som det hed før sammenlægningen med Astronomisk institut, af Karl Ove Nielsen. Karl Ove var en af hovedkræfterne bag opbygningen af den moderne eksperimentalfysik i Aarhus og spillede en stor rolle for Prebens videre virke; han blev nærmest Prebens ”mæcen”. I 1968 blev Preben tilkendt Aarhus Universitets ”guldmedaille i fysik”, en særlig fin udmærkelse, som han var meget stolt over. Knap 10 år senere, i 1977, modtog han doktorgraden med afhandlingen Accelerated Particle Interaction with Static Gases. Experimental studies of stopping power and charge-changing collisions.

Prebens internationale udsyn var stort, og han samarbejdede i hele sin karriere med forskere verden over, eksempelvis fra Sverige, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Norge, Kina, USA, Canada, Japan og Indien. I 1977-78 var han gæsteforsker på Oak Ridge National Laboratorium, hvor han arbejdede sammen med Dr. Sheldon Datz i et samarbejde, der skulle fortsætte i mange år frem, blandt andet på CERN. Queen’s University i Belfast var også et sted, der stod ham nært. Senere i karrieren var han en af initiativtagerne til det såkaldte GAS-netværk, et samarbejde mellem Ganil, Aarhus og Stockholm, og som betød jævnlige besøg grupperne imellem. Her knyttede Preben et særligt bånd til Dr. Bernd Huber (Ganil, Caen) og Prof. Henrik Cederquist (Stockholm Universitet). Det er også værd at nævne Prof. Evan Williams (University of California, Berkeley), tidligere gæsteprofessor på IFA, og som Preben fik et mangeårigt venskab med.

Preben har leveret mange væsentlige videnskabelige bidrag og indenfor meget forskellige områder af fysikken. Hans publikationsliste tæller mere end 250 artikler, der er citeret flere end 8000 gange (WoS). Han har studeret antiprotonvekselvirkninger, atomare kollisioner, højtladede ioner, elektronoverførselsprocesser, molekylære dianioner, klynger, fullerener og biomolekyler. For ham var det at turde at lære nyt mere vigtigt end at være mangeårig ekspert på et felt. Han gik uforfærdet i gang med nye projekter, og han lykkedes næsten altid med dem. På en smuk måde kunne han kombinere sin erfaring indenfor de forskellige felter og se sammenhænge ingen andre kunne. Han elskede at opstille simple modeller, der på en visuel måde forklarede fysiske processer.  

Preben stillede de rigtige spørgsmål, og hans spørgsmål fik en til at tænke dybere. Hans begejstring, når nye opdagelser blev gjort, var smittende. Han havde en meget afslappet stil, men i laboratoriet var han yderst målrettet, og der blev hele tiden diskuteret om et spektrum var godt nok til at kunne publiceres. Artiklen formede sig i hans hoved med figurnumre, mens eksperimentet foregik (!),- en meget stærk tilgang. Det var sjovt at være i laboratoriet sammen med Preben. Men selvom stilen var afslappet, var Preben yderst arbejdsom og han yndede lidt i sjov at sige, at ”folk der som jeg kommer fra landet bliver ved til man er færdig”, hvis andre gik hjem kl. 16, når deres ur sagde, at arbejdsdagen var slut.

Preben var eksperimentalfysiker med stort E og havde grønne fingre mht. konstruktion af nye instrumenter. Hans tilgang var, hvis nogen på et andet universitet kan - det være sig et Ivy League - ja så kan vi også. Han var primus motor i konstruktionen af en electrospray-ionkilde til produktion af større molekylære ioner i gasfase, fx proteiner, peptider, og proteinbiokromoforer. Dette førte til et mangeårigt og tæt samarbejde mellem Preben, Jens Ulrik Andersen og Steen Brøndsted med særligt fokus på negativt ladede C₆₀ ioner’s fysik og elektroninduceret kløvning af peptider, eksperimenter lavet ved acceleratormassespektrometeret Sep1 og lagerringen ELISA og som en vigtig aktivitet i ACAP grundforskningscenteret. I dag er der fem electrospray-ionkilder på instituttet, og instituttets værksted har konstrueret og designet til laboratorier i Sverige, Italien og Frankrig. Denne ionkilde er således stadig fundamentet for, hvad der foregår på instituttet indenfor spektroskopi på molekylære ioner i gasfase, jf. forskningen i Lars H. Andersen’s og Steen Brøndsted’s grupper. At trække instituttets forskning indenfor atomare kollisioner over mod udnyttelsen af antiprotoner som projektil var en idé, som også Preben var med til at skabe og forme. Flere af os husker mange gode stunder sammen med Preben ved det, der senere blev kendt som CERNs mindste eksperiment – men med stor gennemslagskraft – ved den såkaldte Low Energy Antiproton Ring, LEAR. Dog, hvis et sådant eksperiment blev planlagt til den uge, hvor jagten gik ind, fornemmede man tydeligt Prebens store ønske om at kunne deltage i begge dele, hvor han alligevel blev tvunget til at vælge den ene af disse to passioner.

Preben har haft stor betydning for de mange studerende, som han introducerede til fysikkens verden. En del af dem fortsatte med en universitetskarriere, enten på AU (Erik Horsdal, Flemming Besenbacher, Jan Heinemeier og Lars H. Andersen) eller andetsteds (fx Jens Olaf Pepke Pedersen, DTU). Preben var også en skattet forelæser, der efterlod et stærkt indtryk blandt de studerende. Undervisning var ikke noget, der bare skulle overstås; det var en vigtig opgave, ligesom forskningen var det. Preben brugte hver uge lang tid på at forberede sine forelæsninger og indtænke små eksperimenter, der illustrerede vigtige pointer, som i fx stødprocesser. Han var meget menneskelig over for de studerende og satte sig ind i deres situation. Det smertede ham at se, når studerende havde vanskeligheder. Af samme grund var Preben også en formidabel eksaminator, ikke kun fordi han selvfølgelig havde komplet styr på hele pensum, men også fordi han lynhurtigt fandt frem til eksaminandens niveau og kunne stille de helt rigtige spørgsmål til at få vedkommende videre, hvis han eller hun var gået i stå.

Preben var aldrig bange for eller for fin til at hjælpe gruppemedlemmer med praktiske ting, husflyt og deslige, og tog sig altid særlig godt af de udenlandske studerende og postdocs, som ikke lige havde venner eller familie i nærheden. Han omfavnede studerende og postdocs som var de familie, og ingen gik til ham forgæves efter hjælp.

Socialt samvær med kollegaer spillede også en vigtig rolle i Prebens liv. For ham var en øl i fredagsbaren den bedste måde at ende ugen på. Her blev ugens resultater diskuteret, men også hvad der foregik på den politiske scene, eller hvilken aktie der var værd at investere i. Preben var inkarneret venstremand, om end han havde flirtet med de radikale i sine yngre dage, eller som han yndede at sige, the radical left. Preben havde en uovertruffen humor, som han flittigt delte ud af, og man kedede sig aldrig i hans selskab. Selvom eksperimenterne var alvor, og skulle give resultater, var der godt med plads til også at lave sjov med både kollegaer og studerende.

Preben efterlader sig to børn og fire børnebørn men også en stor videnskabelig familie verden over. Vi er mange, som er berørte af, at han ikke længere er blandt os, men som samtidig har lært meget af ham, som vi forsøger at bringe videre.

Preben Hvelplund bisættes lørdag d. 30. december kl. 13 fra Brabrand Kirke.

Helge Knudsen, Ulrik Uggerhøj og Steen Brøndsted