Aarhus Universitets segl

Kvantesimulationer på supercomputer - podcast om computational thinking

I en episode af podcast-serien Computational thinking - at tænke med maskiner, hører vi om simulationer af kvantefysiske fænomener, og hvordan computationelle metoder kan hjælpe fysikerne med at forstå, hvordan universets byggesten opfører sig.

Professor og VILLUM Investigator Bjørk Hammer fra Aarhus Universitet forsker i, hvordan atomer opfører sig, når de møder omgivelserne helt ude i overfladen af et materiale.

Det betyder blandt andet, at han laver computersimulationer af de kvantefysiske fænomener, som styrer atomernes positioner og interaktioner.

En af fordelene ved at lave computersimulationer, sammenlignet med eksperimenter i den fysiske verden, er, at man kan nøjes med at arbejde med lige præcis det nødvendige antal atomer.

En anden fordel er, at man har langt større frihed til at forestille sig mulige scenarier eller lave hypoteser om, hvordan verden hænger sammen. 

I nogle sammenhænge kan det måske virke lidt angstprovokerende at skulle overlade i hvert fald dele af sin forskning til algoritmerne, men sådan ser Bjørk ikke på tingene. Han oplever det som helt fantastisk at få nye værktøjer, som kan hjælpe med at lave ny forskning.

Nogle gange kan man lave sine atomsimulationer på en forholdsvis almindelig computer, men andre gange må man tage det tunge skyts i brug og køre beregningerne på rigtige supercomputere. Og så er det jo heldigt, at Aarhus Universitet faktisk har supercomputeren Grendel stående i kælderen. Vi ser nærmere på udstyret.

I episoden medvirker professor Bjørk Hammer og chefkonsulent Niels Carl W. Hansen, begge fra Aarhus Universitet.

Læs mere og hør podcast her:

https://www.it-vest.dk/aktiviteter/podcast-om-computational-thinking/episode-3-kvantesimulationer-paa-supercomputer/