Aarhus Universitets segl

IFA på Smukfest: Flydende nitrogen og nysgerrige hjerner

Foto: Inge Lynggaard Hansen
Foto: Inge Lynggaard Hansen

I sidste uge var Fysikshow og en håndfuld fysikstuderende fra Institut for Fysik og Astronomi afsted på Smukfest i Skanderborg med ét klart formål: at formidle videnskab til festivalgængere. Arrangementet skete i regi af CERNs omrejsende videnskabsformidlingsstand, den såkaldte CERN Science Pavilion. Hele herligheden var en bragende succes med mere end 1.000 besøgende i dagene onsdag til lørdag og 2.000 besøgende om søndagen, der traditionelt er en dag hvor mange børn også kommer til festivalen. 

På festival møder man lærelystige børn, berusede voksne og alt der i mellem. Nogle kom forbi, fordi de allerede synes, videnskab er interessant, mens andre bare var glade for at opleve noget nyt. Hertil fungerede Fysiks tilstedeværelse også som god reklame for de mange spændende foredrag, der foregik i Science Pavilionen.   

“Det har været virkelig fedt at føle, at man rammer et meget diverst publikum.”
– Showfysiker, William Jedig

Man kunne se underholdende fysikforsøg med bl.a. flydende nitrogen og elektromagnetisme i løbet af alle 5 festivaldage. Herunder et fysikshow, hvor omkring 100 festivalgængere kom for at se dem lege med alkohol (og måske endda lære lidt om det i processen). 

Så selvom man skulle tro, at folk ikke tager på festival for at lære noget om videnskab, har den gentagne feedback været, at folk har syntes, at arbejdet er utrolig vigtigt. Feedbacken gik især på, at det var et godt afbræk fra den ellers kaotiske og intense festivalstemning. 

I Fysikshow glæder de sig over den påvirkning, de har haft – og især til at komme afsted igen næste år.