Christian Frydendahl modtager Sapere Aude-bevilling
Christian Frydendahl fra Institut for Fysik og Astronomi har modtaget en Sapere Aude: DFF-Forskningsleder-bevilling på 6.335.999 kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond til projektet “Quantum Control of Emission in Valleytronic Materials”.
Projektet handler om at undersøge en ny metode til at producere fotoner med et bestemt spin, eller cirkulær polarisation. Fotoners spin kan bruges til at manipulere andre kvanteobjekter, og denne interaktion er en af de basale mekanismer bag nye kvanteteknologier som kvantecomputere og kvantekryptering.
I projektet vil Christian udnytte intrinsiske kvanteegenskaber i en ny klasse af 2D-materialer kaldet overgangsmetal-dicalcogenider. Ved at bygge en ny type lysdiode vil projektet undersøge, om det er muligt at sortere elektronerne inde i materialet, så kun de elektroner, der matcher det ønskede fotonspin, kan udsende lys i dioden.
Sapere Aude: DFF-Forskningsleder er et program under Danmarks Frie Forskningsfond, der giver yngre forskere mulighed for at udvikle deres forskningsidéer og etablere sig som selvstændige forskningsledere.
Læs mere om Christian Frydendahl og projektet i Danmarks Frie Forskningsfonds forskerportræt:
Christian Frydendahl Sapere Aude forskerportræt
Institut for Fysik og Astronomi ønsker Christian stort tillykke med bevillingen.