Aarhus Universitets segl

Brian Julsgaard modtager Villum Experiment-bevilling til banebrydende forskning i elektroners dynamik

Villum Fonden har tildelt Brian Julsgaard fra Institut for Fysik og Astronomi en bevilling på 2.490.767 kr. til forskningsprojektet "Optical fingerprinting of electron dynamics in wide-bandgap materials".

Projektet er en del af Villum Fondens særlige program Villum Experiment, som støtter modige og nyskabende idéer inden for naturvidenskabelig og teknisk forskning.

Villum Experiment-programmet har i år givet støtte til 52 utraditionelle forskningsprojekter, der alle er udvalgt gennem en anonym bedømmelsesproces. Her vægtes idéens originalitet og potentiale højere end forskerens CV – en tilgang, der skaber rum for det uventede og det uprøvede.

I sit projekt vil Brian Julsgaard undersøge, hvordan elektroner med høj energi bevæger sig og slapper af i materialer med stort båndgab. Når en elektron anslås hen over båndgabet, kan den igangsætte en kompleks og flerstrenget relaksation tilbage mod grundtilstanden – eksempelvis via fotonudsendelse, gitterdeformation eller indfangning i metastabile tilstande. Hver af disse elektron-veje efterlader et unikt "fingeraftryk" i optiske målinger. Projektet sigter mod at udvikle en eksperimentel teknik, der både er ultra-hurtig og ultra-bredbåndet, og som kan følge den tidslige udvikling af disse elektron-veje samtidigt. Ved hjælp af beregninger baseret på tæthedsfunktional-teori vil forskningen give indsigt i de atomare mekanismer bag elektronernes adfærd. Resultaterne har potentiale til at skabe ny fundamental forståelse af eksiterede materialer med stort båndgab – og kan på sigt bidrage til teknologiske forbedringer inden for bl.a. strålingsdetektion og dosimetri.

Institut for Fysik og Astronomi ønsker Brian stort tillykke med den betydningsfulde bevilling til nyskabende forskning.

Læs mere om dette års Villum Experiment grant modtagere her