Aske plager NOT
Vulkanudbrudet på La Palma fortsætter, og vor mand på stedet Emil Knudstrup melder om askeproblemer.
Selvom Nordic Optical Telescope, (NOT) som administreres fra Institut for Fysik og Astronomi befinder sig 16 km nord for det langvarige vulkanudbrud på den Canariske ø La Palma, har der fra tid til anden været problemer med aske, når vindretningen har været "rigtig". Det har dog ikke været så voldsomt, så asken har forvoldt skader på teleskopet. Kuplen har haft en fin askekalot på, og den er nu fjernet med professionel hjælp, men teleskopet har været nedlukket i perioder for at beskytte de følsomme spejle. NOT-medarbejdere har fra tid til anden været forhindret i at komme til og fra øen fordi flytrafikken har været indstillet, og Emil fortæller, at luften på bjerget ofte lugter af æg, og at der har været mange jordskælv så kraftige, at man vågner ved rystelserne, eller så den stjerne, man styrer teleskopet efter begynder at hoppe og danse i feltet. Meget er som før vulkanudbrudet, men Emil skriver, at det alligevel ret specielt at være hernede lige for tiden. Det er jo super skræmmende og enormt fascinerende på samme tid.
Fra det andet danske teleskop på de Canariske Øer, SONG-teleskopet på Tenerife, er der udsigt til vulkanudbrudet i mere passende afstand. I denne time-lapsefilm fra 9. oktober 2021, sammensat af Mads Fredslund Andersen kan man se aske og røg fra vulkanen blive slynget højt til vejrs i horisonten lige til højre for teleskopkuplen, og efter solnedgang lyser lavaen godt op på nattehimlen.