Legenden fortæller, at de to kinesiske hofastronomer Hsi og Ho drak sig fulde, og forsømte at advare kejseren om den kommende solformørkelse den 22. oktober 2134 f.Kr.  Derfor var kineserne ikke ,som de plejede, parate med potter og pander og buer og pile for at jage den drage væk, som ville æde Solen, og der blev stor uro i landet. Først i sidste øjeblik fik man jaget dragen på flugt, og de to astronomer kom på kejserens foranledning af med hovedet for deres pligtforsømmelse.

Himmelskiven fra Nebra er et af de mest fantastiske arkæologiske fund fra bronzealderen. Historien om selve fundet er som manuskriptet til en krimi, med rovgravere, hælere, hemmelige politiaktioner og en happy end, hvor de "onde" får deres dom.

På himmelskiven er ser vi et månesegl, Solen eller Fuldmånen, Syvstjernen og 25 andre stjerner. Desuden er der senere tilføjet to gyldne buer og et typisk bronzealderskib, og senest er der slået huller i kanten af skiven til en form for ophæng.

Himmelskiven er blevet fortolket på utallige måder, og mange af dem langt ude i hampemarken, som det jo ofte sker på internettet.

I en af de mange tolkninger af himmelskiven fra Nebra antager man, at den har kunnet bruges til at forudsige hvornår man skulle indskyde ekstra kalendermåneder. Det vil sige, at skiven er en huskeregel for, hvordan himmellegemerne skal stå når det er tid at så eller høste. En anden af de mere seriøse tolkninger er, at symbolerne på skiven er sat til minde om en total solformørkelse den 16. april 1699 f.Kr. Tolkningerne er dog vanskelig, fordi himmelskiven er helt enestående - vi har ikke noget at sammenligne med, og vi har ingen kilder til støtte for nogen af tolkningerne.

Billederne på de to berømte guldhorn fra Gallehus i Sønderjylland er også blevet tolket, blandt meget andet, som en beskrivelse af en total solformørkelse. Sådan en var synlig fra Sønderjylland i år 413, og det passer i hvert fald nogenlunde med arkæologernes datering af Guldhornene, og med, at man regner med, at de er fremstillet i Danmark.

I 585 f.Kr. havde de to mellemøstlige folk Lyderne og Mederne været i krig om Anatolien i fem år. Under slaget ved Halys, den 28. maj 585, hen på eftermiddagen blev det pludseligt mørkt. Solformørkelsen blev fortolket som gudernes varsel om, at man skulle stoppe kampen. De to konger blev behørigt imponerede, og man fik faktisk sluttet fred.

               Klik på siden for at se den i en større udgave

I heftet "Tintin og Soltemplet" redder den vakse journalist livet for sig selv og sine venner ved sit kendskab til himmelmekanikken. Tintin, Haddock og Zorrino (bliver ført) til soltemplet, hvor de render ind i en gruppe inkaer, der har overlevet indtil moderne tid. De bliver ført frem for den Ædle Søn af Solen. Til venstre står Chiquito, og til højre står Huascar - den mystiske indianer, der gav Tintin medaljonen. Zorrino bliver reddet fra at få halsen skåret over, da Tintin har givet ham medaljonen, men Tintin og Haddock dømmes til døden for deres vanhellige indtrængen. Inkaprinsen fortæller dem, at de selv må bestemme timen for, hvornår den Ædle Søn af Solen skal antænde det bål, de skal brændes på. Tintin og Haddock ender på bålet sammen med Professor Tournesol. Tintin har dog valgt, at tidspunktet for deres henrettelse ligger på samme tid som en solformørkelse, og de rædselsslagne inkaer tror, at Tintin behersker Pachacamac - deres Gud, Solen. Inkaprinsen bønfalder Tintin om at lade solen lyse igen, og på Tintins kommando, adlyder solen, og de tre bliver sat fri. (citat fra nu slettet referat på internettet)

Det er ikke til at sige, hvad der har inspireret Hervé til den historie, men der er måske en hændelse, som Christoffer Columbus var ude for på Jamaica i 1504. På grund af besætningens dårlige opførsel, ville de indfødte ikke længere levere madvarer til spanierne. Columbus opdagede i sin Regiomontanus-tabel, at der ville forekomme en total måneformørkelse lige efter måneopgang den 29. februar. Han holdt et møde med den lokale høvding, og advarede ham om, at den kristne Gud om tre dage ville lade Månen stå op rødglødende af raseri. Det hjalp gevaldigt på forsyningssituationen, da forudsigelsen gik i opfyldelse.

Mark Twain bruger så i øvrigt også tricket i romanen "En yankee ved Kong Arthurs hof." Dog refererer Twain til en dato, hvor der ikke var nogen måneformørkelse!

Det er svært at finde ord, hvis man prøver at fortælle andre, hvordan det er at stå i skyggen af Månen og opleve en total solformørkelse med det hele. I bedste fald tror tilhørerne, at man overdriver. I værste fald, at man er blevet syg i roen af oplevelsen! Heldigvis sker det så en gang imellem, at en nyslået formørkelsesentusiast vender tilbage, og selv står i samme ordflove situation, og erkender det.

Den østrigske digter, forfatter og maler Adalbert Stifter var i Wien under den totale solformørkelse der den 8. juli 1842.

Han har beskrevet oplevelsen i ganske mange ord, og på et floromvundet og poetisk tysk, som det var tidens skik. Læser man teksten på tysk eller på dansk (oversat fremragende af Kate Larsen), eller lytter man til den indtaling, som skuespiller ved Aarhus Teater Dorthe Hansen Carlsen foretog i 2003, får man en rigtig god beskrivelse af følelserne under en total solformørkelse. Man får også en kærkommen bekræftelse af, at det ikke er én selv, som er helt til rotterne.