Der er en lang række fænomener knyttet til de totale solformørkelser. Om man oplever dem alle afhænger rigtig meget af omstændighederne, og af, hvor godt man selv er forberedt.
Første kontakt, hvor den første bid af solskiven forsvinder er en oplevelse ved alle formørkelser. Man kan stå med stopuret ved solkikkerten og selv erfare, at det kan forudsiges hvordan noget så stort som Solen, Månen og Jorden bevæger sig - og så passer det bare med sekunders nøjagtighed.
For sidste, eller fjerde kontakt gælder det samme selvfølgelig, men det er der oftest kun de mest indædte nørder, som har tålmodighed til at vente på.
Under alle solformørkelser kan man iagttage en særlig skyggevirkning. Står man f.eks. i et skovbryn, hvor sollyset falder igennem bladdækket, så begynder pletterne af sollys på vejen eller i skovbunden at ændre facon. Fra cirkelrunde kommer de til at ligne den delvist formørkede Sol - pletterne er bare spejlvendte - indtil de ligner solbåde.
Det samme kan man opleve alle steder, hvor sollyset slipper igennem små huller; under et utæt tag, en parasol, eller i mangel af bedre så fold fingrene, og lad lyset slippe igennem de små huller imellem fingrene. Husk et stort stykke papir eller et ensfarvet lagen til at lægge på jorden. Det gør virkningen meget tydeligere.
Efterhånden som Månen bevæger sig ind over solskiven ændres belysningen ganske langsomt. Den første lange tid er det næsten umærkelige, men få minutter før totaliteten er lyset blevet dæmpet, farverne forsvinder, og samtidig står alting knivskarpt, men hårde skygger.
Temperaturen falder mærkbart, og af den grund kan det blæse op. Er det skyet, kan man opleve, at himlen pludselig klarer op, men desværre kan det modsatte også ske: På en klar blå himmel samler der sig i løbet af få minutter et skydække så tæt, at det kan dække helt for Solen og dermed for oplevelsen af de næste fænomener. Det kan endda nå at begynde at regne en smule. Det er kun en ringe trøst, at det som regel vender om lige efter totaliteten.
Hvis himlen forbliver klar kan man se et mørkt skær brede sig i horisonten fra den retning, hvorfra Månens skygge er på vej. Ser man i den retning lige i det øjeblik, hvor totaliteten indtræffer, vil man opleve noget helt fantastisk: Natten kommer som et stormvejr. Det er som om der lynhurtigt bliver kastet en sort kappe hen over landskabet, og så er det mørkt - helt mørkt og stjerneklart.
Fornemmelsen af denne mørkets kappe kan man også opleve, hvis man er så uheldig at befinde sig et sted, hvor det er mere eller mindre overskyet - og det er så desværre den eneste fornøjelse, man får af formørkelsen, måske bortset fra champagnen bagefter.
Tusmørket gør også sin virkning på dyr i naturen og de andre. Dagfugle sætter sig til at sove på en hyggelig gren og natdyrene stikker forsigtig, næsten vantro snuder eller næb frem. Sker formørkelsen om foråret, hører man fuglekoret i tusmørket, og på andre tider af året bliver der måske i stedet helt stille. Det er også rapporteret, at høns inden døre sætter sig til ro på hjalet i den rigtige hakkeorden, og at køer på marken begynder at trække hjemad ligesom de plejer hen under aften.
I de sidste øjeblikke sker der rigtig meget næsten samtidigt. Det er umuligt at nå at opleve det hele, så det er en god ide på forhånd at have besluttet sig til, hvad man vil prøve se.
Samtidig med at de sidste solstråler forsvinder ved anden kontakt kan man være heldig at se skyggebåndene. Her er det hvide lagen igen nyttigt. På jorden eller op ad lyse ensfarvede vægge kan man måske nå at se svage bølgemønstre af lys og skygge, hvor bølgerne kommer rullende fra samme verdenshjørne som måneskyggen. Det minder lidt om skyggerne på bunden af et svømmebassin i solskin. Disse skyggebånd er et meget flygtigt fænomen. Det optræder ikke ved alle totale solformørkelser, og det er på grænsen af, hvad et kamera kan opfange.
Hvis man er mere til sinds at se efter, hvad der foregår oppe omkring Solen - og det er de fleste jo nok, i hvert fald hvis man er formørkelsesnovice - kan man nå at se Bailey's Beads. Disse perler af lyspunkter optræder når Solens stråler passerer Månens ujævne rand. Resten af Solen er formørket, men igennem dalene lige i den del af måneoverfladen, som danner randen af Månen der hvor vi står, kan slippe stråler af lys igennem. Det ligner en perlekæde af meget klare lys.
Den sidste solstråle som slipper igennem sådan en månedal ser altid usædvanligt klar ud, for nu er himlen blevet rigtig mørk, og danner en dyb kontrast. Solen korona er begyndt at blive synlig, så man kan ane måneranden hele vejen rundt omkring. Det ligner en ring på himlen med en enkelt strålende diamant. Og pas bare på. Jeg kender mindst et tilfælde, hvor en bekendt har friet til sin udkårne - selvfølgelig med en mere håndgribelig diamantring - netop i det øjeblik. - Han fik sit "ja".
Klik for fuld størrelse
Intet kommer op på siden af oplevelsen af Solens korona. På den mørke himmel, iblandt stjerner og planeter står månen som en kulsort silhuet, omgivet af et perlemorsfarvet lysende skær. Det har en helt ubeskrivelig skønhed. Billeder yder ikke fænomenet bare tilnærmelsesvis retfærdighed. Det er her, der lyder et dybt kollektivt suk, hvis man er blandt mennesker, som kender til solformørkelser, og har oplevet det før. Er man blandt begyndere og tilfældige turister er sukket desværre overdøvet af larm. Begejstret larm, jo tak, men alligevel larm.
Klik for fuld størrelse
I de få minutter, en total formørkelse som oftest varer, er der lige netop tid til at øjnene kan nå at vænne sig delvist til mørket. De klareste stjerner dukker frem omkring de sorte sol, og er man heldig, er der også en planet synlig.
Oppe omkring Solen og Månen er himlen mørk, men langs horisonten er der hele vejen rundt et tusmørkeskær. Månens skyggeplet på jordoverfladen er ikke stor nok til andet end at man kan "se ud under den"; ud hvor der stadig kun er halvskyggeformørkelse. Men farverne i horisonten er igen umulige af fotografere rigtigt, endsige at beskrive. Der findes dog nogle malerier, som yder fænomenet nogen retfærdighed.
Efter alt for kort tid i skyggen af Månen er det ved at være slut: I horisonten, der hvor måneskyggen kom fra for et øjeblik siden, lysner det igen. Nattens kappe bliver trukket væk med et snuptag. Alle fænomenerne på himlen og på jorden gentager sig, men nu i omvendt rækkefølge. Og det gælder også tit en mængde ret så konfuse fugle.
Få sekunder før sidste kontakt. Qaanaq 20080801. ojk
Klik på billedet for at se det i stor forstørrelse
Som nævnt, sker der en masse ting samtidigt. Man står måske der i lyden fra champagnepropperne og synes, at der var noget, der manglede. Men:
Når man ikke at opleve det hele, må man jo bare tage afsted igen næste gang!!!
Klik på billedet for at se forløbet.
Selve kerneskyggen, umbraen kan være svær at se i farten. Det er kun set inde fra denne lille plet, at solformørkelsen er total. Filmen er fremstillet med programmet StarryNight.
