Aarhus Universitets segl

Formørkelsen på Færøerne i 2015

Solformørkelse 2015

Kun på Færøerne og Svalbard kan man opleve den totale solformørkelse den 20. marts 2015 fra landjorden. Der verserer også historier på internettet om, at man kan opleve totaliteten fra det lille britiske klippeskær Rockall, men det passer ikke. Rockall ligger cirka 10 kilometer udenfor totalitetszonens sydøstlige grænse, og det er nok til at man derfra kan opleve mange af formørkelsesfænomenerne, men ikke selve koronaen. 

De lokale måger er jo nok også ligeglade.

 

     
 Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

På Færøerne har der længe været fuldt booket op på hoteller og andre overnatningssteder, og på de store krydstogtskibe, som stævner derop i denne anledning er der heller ikke flere pladser. Vil man flyve til og fra Vagar lufthavn, skal man også regne med at skulle meget tidligt afsted og at komme meget sent væk igen.

Turistmyndighederne har udtalt, at man regner med omkring 6.000 gæster. Og det på trods af, at udsigterne til klart vejr er meget ringe. Men vejret på Færøerne er altid meget omskifteligt, så heldet kan jo være ude den dag.

Også en række flyvninger er totalt udsolgte. Fra et fly kan man være sikker på at opleve totaliteten - hvis man har købt en af de ekstra dyre pladser ved vinduet i den rigtige side af flyet. Resten af sæderne bliver dog normalt også hurtigt udsolgte. Udsigten er dårligere, men så tager man med for oplevelsens skyld.

Ved tidligere totale formørkelser over mere tilgængelige landområder skal antallet af tilrejsende regnes i titusinder eller hundredetusinder, så det er altid en større logistisk udfordring at huse en total solformørkelse.