Student Colloquium, Julie Olsen: Den akustiske guitar
Supervisor: Karsten Riisager
Dette kollokvium vil dykke ned i fysikken bag den akustiske guitar med særligt fokus på guitarens strenge, topplade, hulrum og koblingen mellem disse.
Bevægelsen af en ideel guitarstreng undersøges og sammenlignes med målinger af frekvensspektret for en rigtig guitarstreng. I denne sammenhæng belyses inharmonicitet i en anslået guitarstreng samt intonationsproblemer og hvordan disse kan mindskes. Kollokviet vil desuden besvare spørgsmålet om, hvorfor gamle guitarstrenge generelt lyder dårligere end nye strenge. Her vil målinger af frekvensspektret af en guitar med helholdsvist nye og gamle strenge sammenlignes.
Kollokviet vil omhandle resonanssvingninger af guitarkroppen, herunder hvordan de måles samt hvilken indflydelse de har på lyden. En simpel matematisk model for de koblede svingninger mellem guitarens topplade og dens hulrum vil blive præsenteret, og derefter vil der blive perspektiveret til mere komplicerede modeller samt deres anvendelse i produktionen af en guitar.