Jens Ulrik blev student i en ung alder og tog på studieophold i Saarbrücken inden han startede på Aarhus Universitet, hvorfra han blev mag. scient. i 1966. Ansættelse ved Det Fysiske Institut fulgte, såvel som ophold ved Bell Laboratories i New Jersey, USA. I 1977 blev Jens Ulrik udnævnt til professor i eksperimentalfysik ved instituttet. Officielt gik han på pension ved udgangen af 2011, hvor han blev 70 år, men heldigvis satte dette ikke en stopper for hans virke, idet han frem til sin død fortsatte som professor emeritus.

En hovedaktivitet i forskningen ved Det Fysiske Institut i 60erne og 70erne var studier af ladede partiklers indtrængning i stof, et emne som instituttets professor Jens Lindhard videreførte i Aarhus i forlængelse af sit tidligere samarbejde med Niels Bohr i København. Jens Lindhard var teoretiker. Fra begyndelsen af 60erne blev der under ledelse af den nyudnævnte professor i eksperimentalfysik, Karl Ove Nielsen, opbygget et stærkt eksperimentelt program til udnyttelse og understøttelse af Jens Lindhards og medarbejderes teoretiske arbejde, og der blev skabt nær kontakt mellem teoretikere og eksperimentalfysikere. Jens Ulrik voksede op i denne tradition. Han havde en stærk interesse for såvel teoretisk som eksperimentelt arbejde. Jens Ulrik var meget præget af sin læremesters, Jens Lindhards, tilgang til den teoretiske fysik. Han yndede at arbejde med problemstillinger teoretisk, især i tilknytning til sine mange forskellige eksperimentelle undersøgelser.

I midten af 60’erne var en stor del af aktiviteten ved Det Fysiske Institut koncentreret om den nyopdagede ”strengeffekt” i krystaller, som Jens Lindhard hurtigt udviklede en fuldstændig teori for. Effekten, som først var set eksperimentelt som en ændring i energitabet for ladede partikler, der skydes ind i en krystal med en lille vinkel til en krystalakse, skyldes en styring af projektilbanen af mange korrelerede stød med krystalatomerne, der sidder på række som perler på en snor. Jens Ulrik blev dybt involveret i teoretisk og eksperimentelt arbejde med denne effekt allerede i sin studietid, og interessen for og arbejdet med effekten, som er endt med at blive mest kendt under sit oprindelige navn, på engelsk channeling, fortsatte op gennem karrieren.

Lindhards oprindelige analyse af strengeffekten er baseret på klassisk fysik, som fungerer fint, når projektilet er en atomar ion, fx en atomkerne. Jens Ulrik interesserede sig fra et tidligt tidspunkt for tilfælde, hvor projektilet i stedet er en elektron eller positron, hvor kvantemekaniske effekter kan blive fremtrædende eller endog dominerende pga. projektilets meget lavere masse.

Når energirige elektroner sendes gennem stof udsender de elektromagnetisk stråling som følge af afbøjningerne i stød med stoffets atomer. Da denne stråling ved høje energier er den primære energitabskilde for elektronerne, er den kendt som bremsestråling. Jens Ulrik undersøgte strålingen for krystaller i samarbejde med bla. Erik Lægsgaard, og påviste, at for moderat relativistiske energier leder strengeffekten til, at strålingen i Röntgen-området samles i nogle karakteristiske toppe, hvis energi er justerbar via projektilenergien. I nogle af studierne af denne stråling, der i dag kendes som channelingstråling, deltog også Jens Ulriks daværende PhD-studerende, Lene Hau.

Jens Ulrik har endvidere i et bredt internationalt samarbejde om eksperimenter ved store udenlandske laboratorier udnyttet strengeffekten til at måle levetiden af ustabile atomkerner, der deler sig i to (”fission”) inden for meget kort tid.

Jens Ulrik har også leveret vigtige bidrag til molekylefysikken. Hans favoritmolekyle var uden tvivl fodboldmolekylet C₆₀ og særligt negativt ladede C₆₀ ioner (optræder i alkalidopet C₆₀, der er superleder ved høj temperatur). Sidstnævnte blev studeret som nøgne ioner først ved lagerringen ASTRID og siden ved ELISA i kombination med laserspektroskopiske teknikker. Han beskrev således i detalje, hvorledes binding af en eller to elektroner ændrer den geometriske struktur (Jahn-Teller distortion, symmetribrud), både i grundtilstanden og i de anslåede tilstande. Hans tilgang var her igen både teoretisk og eksperimentel. Men hans interesse for molekyler rakte langt ud over C₆₀; blandt andet kan nævnes aminosyrer, peptider, DNA strenge, porphyriner og andre relevante biomolekyler, der bærer en ladning. Hans særlige bidrag var her ved hjælp af statistiske modeller at beskrive ionernes skæbne i tid efter fotonabsorption (spaltning, elektrontab eller stråling).

Instituttets og kollegernes ve og vel lå altid Jens Ulrik stærkt på sinde. Han påtog sig gerne opgaver for fællesskabet, og da han gennem en 10-årig periode ledede et af instituttets første grundforskningscentre, ACAP, var han stedse bevidst om at centrets aktiviteter skulle være til gavn for hele institutionen.

Jens Ulrik deltog gennem en lang årrække i instituttets ledelse, og han blev valgt som medlem af den nye bestyrelse for Aarhus Universitet i 2004 af universitetets videnskabelige personale. Blandt yderligere tillids- og ledelsesposter, Jens Ulrik har bestredet, kan nævnes formandskab for Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd og for Dansk Rumforskningsinstituts bestyrelse.

En central aktivitet for en universitetsprofessor ud over forskning og vejledning af studerende fx i deres speciale- og PhD-projekter er undervisning. Jens Ulrik har således gennem årene undervist på alle niveauer, herunder fx forelæst for første- og tredjeårsstuderende i statistisk fysik og for kandidat- og PhD-studerende i ladede partiklers indtrængning i stof og channeling. Jens Ulrik har dertil løbende interesseret sig for det samlede kursusprogram, der tilbydes instituttets studerende, såvel som for de detaljerede undervisningstilbud. Dristede man sig således som yngre kollega til at stille en særligt snedig opgave i sit kursus, kunne man meget vel få det kritiske, men særdeles relevante spørgsmål, hvad man forventede, de studerende ”tog med sig hjem” fra den øvelse. Jens Ulrik efterlader sig nogle meget gennemarbejdede forelæsningsnoter om channeling; de kan findes på instituttets hjemmeside.

Jens Ulrik var inkarneret klimaskeptiker, hvilket adskillige indlæg i aviser bevidner. Han nærede således ingen stor frygt for CO₂-molekylet, men så i stedet klimaforandringer som uundgåelige naturlige variationer. Han læste og analyserede artikler skrevet af klimaforskere og stillede sig hovedrystende over for de matematiske analyser.

Jens Ulrik var til det sidste dybt passioneret om og vidende inden for stort set alle grene af videnskaben og i særdeleshed inden for fysikken. Med vanligt smittende godt humør, og lyst til at diskutere fysiske problemstillinger, deltog han for få uger siden i et doktorforsvar afholdt af et medlem fra gruppen. Hans sidst færdiggjorte artikel, skrevet i samarbejde med en stor kapacitet på området, en fysiker fra den russiske del af Kaukasus, blev udgivet i juli i år i det højt respekterede internationale tidsskrift Foundations of Physics, og sammen havde de konkrete planer om adskillige yderligere samarbejder. Herudover efterlader Jens Ulrik et udkast til en artikel fra et igangværende samarbejde med emeritikolleger om den ikke tidligere afslørede baggrund for den meget anvendte Lindhard-Scharff-formel for nedbremsning af ladede partikler ved lave hastigheder samt en symmetrisering og forbedring af formlen.

Jens Ulrik var meget bredt interesseret i alle fysikkens forskellige discipliner, og dette koblet med hans meget skarpe intellekt betød, at han evnede at anskue forskellige problemstillinger med en holistisk tilgang. Vi er mange på instituttet, som gennem årene har nydt godt af Jens Ulrik aldrig svigtende interesse og indsigtsfulde kommentarer til en bred vifte af emner - lige fra studier af molekyler, atomer og ioner i lagerringe, channelingstråling og til punktdefekter i halvledermaterialer.

Jens Ulrik vil blive savnet, ikke kun pga. sit store vid, men også for den venlige, rolige og humoristiske person han altid var, som tog sig tid til at lytte respektfuldt til andre.