Ejvind Bonderup, som gennem mange år var tilknyttet Institut for Fysik og Astronomi, tidligere Det fysiske Institut, døde pludseligt den 10. december 2025, få uger før han skulle fejre diamantbryllup med sin elskede Gerda.

Ejvind blev født 28/4/1942 nær Østerild, student fra Thisted Gymnasium 1960 og uddannet som mag. scient. i fysik ved Aarhus Universitet i 1966. Umiddelbart efter endt uddannelse blev Ejvind ansat som kandidatstipendiat ved Det fysiske Institut. Den 1. marts 1968 fulgte en ansættelse som amanuensis og kort efter som lektor. Ejvind fortsatte som lektor ved instituttet frem til 2005, kun afbrudt af kortere udlandsophold samt et år med orlov uden løn fra 1/8 1979. Det meste af dette år tilbragte han som gæsteforsker ved universitetet i Albany, New York. Ved udgangen af 2005 valgte Ejvind at gå på pension, men fortsatte som emeritus ved instituttet frem til sin død.

Ejvind var elev af Jens Lindhard, der selv var elev af Niels Bohr. Forskningsområdet var atomare kollisioner i faste stoffer, i første omgang især nedbremsningsfænomener. I specialet, der ledte til den første publikation, behandlede han de såkaldte skalkorrektioner til Bethes formel for nedbremsning og gav et vigtigt bidrag til forståelsen af disse. Jens Lindhards teoretiske arbejder var kun ufuldstændigt publiceret, og Ejvind ydede en betydelig pædagogisk indsats for at udbrede kendskabet til disse arbejder ved møder, sommerskoler etc. Særlig kendte og efterspurgte er de noter han udarbejdede over stoppeteori (”den blå bog”). Noterne, som er særdeles omhyggeligt gennemarbejdet, kan findes på instituttets hjemmeside, og der er endnu et mindre restlager af den trykte udgave. 

Ejvind arbejdede i en årrække med beskrivelsen af kanaliserede ioner (”strengeffekten”), et emne hvortil Jens Lindhard havde givet et afgørende teoretisk bidrag i 1965. Også eksperimentelt var Det fysiske Institut blandt de ledende laboratorier i verden inden for denne forskning, og der var et meget frugtbart samarbejde mellem teoretikere og eksperimentatorer, herunder en lang række udenlandske gæsteforskere. Ejvind indledte bl.a. et nært samarbejde med Jens Ulrik Andersen, der fortsatte frem til Jens Ulriks død i 2019. Fra perioden i 70erne huskes især en række afhandlinger om dechanneling, den gradvise nedbrydning af kanalisering af hurtige ioner igennem en krystal på grund af multipel spredning, udarbejdet i samarbejde også med bl.a. Hans Schiøtt. Det er desuden værd at nævne Ejvinds samarbejde med flere udenlandske fysikere, der var gæster ved Instituttet, bl.a. om positronannihilation og forskellige projekter i atomare kollisioner og i faststoffysik.

I 1980erne var hovedtemaet for Ejvinds forskning stråling fra kanaliserede elektroner og positroner. Der blev af grupper ved instituttet udviklet en stærk eksperimentel udforskning af dette fænomen, såvel ved den lokale 5-MV Van der Graaff accelerator som ved CERNs højenergi-acceleratoranlæg, og der var et tæt samarbejde mellem de eksperimentelle grupper og de teoretiske atomfysikere, herunder med Ejvind. I forhold til den tidligere udforskning af kanalisering var det helt ny fysik. I stedet for klassisk mekanik måtte kvantemekanikken tages i anvendelse, og spørgsmålet om kohærens eller inkohærens af spredningsamplituder blev centralt. Ejvind bidrog væsentligt til grundlæggende videnskabelige artikler om disse problemer, og han var medforfatter til en oversigtsartikel over området i Annual Review of Nuclear and Particle Science.

Ejvinds interesser og vejledningsopgaver bragte ham også andre steder hen, herunder en tur omkring elektron- og laserkøling, teknikker som anvendes til at forbedre intensiteten af partikelstråler i acceleratorer og indfangning af atomer og molekyler i fælder. I det sidste tiår af sin ansættelse ved instituttet arbejdede Ejvind især med fullerenernes dynamik ved høje excitationsenergier. Det var et vigtigt forskningsområde i ACAP, et af de første Centers of Excellence under Danmarks Grundforskningsfond, hvor emnet blev studeret eksperimentelt ved instituttets dengang nye lagerringe, ASTRID og ELISA. Centralt blandt publikationerne fra denne periode står to afhandlinger, skrevet i samarbejde med Jens Ulrik Andersen, om en klassisk dielektrisk beskrivelse af disse store fodbold-molekylers respons på en ydre elektrisk påvirkning. Det lykkedes gennem disse arbejder at udvikle en teoretisk model for termisk udsendelse af infrarød stråling fra fullerener, som blev et vigtigt instrument i analysen af eksperimentelle resultater. Nedkølingen gennem termisk udstråling er så hurtig, at den ofte forhindrer henfald ved partikeludsendelse, f.eks. fraspaltning af en elektron eller af et C₂ molekyle.

Ejvind vil ikke mindst blive husket som underviser. Han har gennem alle årene som ansat ved instituttet haft en meget stor interesse for at undervise studerende, og han har givet kurser i alle de centrale teoretiske discipliner, klassisk mekanik, relativitetsteori, termodynamik, statistisk mekanik, kvantemekanik og elektromagnetisme. Ejvind har altid forberedt sin undervisning med stor omhu og har insisteret på at give de studerende en detaljeret og fyldestgørende forklaring af stoffet, en holdning som i øvrigt også afspejles i hans videnskabelige artikler og ”den blå bog”. Det er derfor ikke overraskende, at han nød meget stor popularitet som forelæser. Hertil bidrog også et stort talent som formidler og stemningsskaber – man kunne til tider næsten kalde ham entertainer - med en meget levende sceneoptræden og en berømt stemmekraft. Instituttets medarbejdere har også nydt godt af disse evner ved de mange lejligheder – bl.a. julefrokoster - hvor Ejvind med bravur har udfyldt hvervet som ceremonimester.  I en lang periode var han også en effektiv vejleder for de studerende ved forberedelsen af de obligatoriske studenterkollokvier. 

Vedholdenhed og ønske om at forstå en problemstilling til bunds karakteriserede Ejvind til det sidste, såvel som sproglig akkuratesse og klarhed. Det sidste kom f.eks. til udtryk gennem de mange udstregninger og omskrivninger, et manuskript blev returneret med efter at have været en tur forbi Ejvind. Det gjaldt både første, anden og alle de senere ombæringer. Det første kom f.eks. til udtryk i et spørgsmål, der havde naget siden studentertiden, vedrørende en succesfuld nedbremsningsformel, Ejvinds læremester Jens Lindhard havde publiceret tilbage i 1961 sammen med en kollega. Lindhard afslørede aldrig en udledning af formlen, som man kan læse i ”de blå noter”, hverken i publikationer, noter, samtaler eller forelæsninger. Det trods Ejvinds gentagne forespørgsler. Sammen med Jens Ulrik gik Ejvind derfor for en lille halv snes år siden i gang med at søge efter mulige forklaringer og udledninger i Lindhards efterladte papirer. Der dukkede dog kun et par fingerpeg op. De arbejdede videre med disse for øje, men uden at finde frem til den præcise baggrund for formlen endsige en udledning af den. Ejvind fortsatte arbejdet efter Jens Ulriks død.

Ejvind var meget alsidig. I årsberetningen for Thisted Gymnasium 1958-59 kan man læse, at Ejvind Bonderup II m havde medvirket i radioudsendelsesrækken ”Kvikke ho’der” (holdet fra Thisted nåede til semifinalen), og at samme Ejvind Bonderup II m vandt en landsomfattende stilekonkurrence ”The World We Want” arrangeret af New York Herald Tribune, hvilket udløste et 3-måneders ophold i USA, som jo ikke var så almindeligt sidst i 50erne. Opholdet resulterede for øvrigt i en optræden i amerikansk TV om stileemnet sammen med vindere fra andre lande; optagelsen er tilgængelig på nettet. Ejvind var også en habil violinspiller. Han spillede i Aarhus Amatørsymfoniorkester til det sidste. Ejvind havde desuden en stor interesse for sprog. Han gik således til italiensk i en årrække, og ud over sine to modersmål, thybomål og dansk, talte han flydende engelsk, tysk og fransk. Endelig skal det nævnes, at Ejvind var et udpræget familiemenneske, som sammen med Gerda nød at rejse til nær og fjern. De seneste år kunne det være til danske øer som Samsø og Ærø, eller på langfart til Grønland med børn, svigerbørn og børnebørn med kærester.

Ejvind Bonderup vil blive husket som en ualmindelig vellidt kollega og lærer. Han var altid i godt humør og en solid støtte, når andre havde brug for det. Ejvind var altid yderst pligtopfyldende i alle sine hverv, og han satte en meget høj standard. Ejvind vil blive savnet som både ven, kollega og lærer og som den meget uhøjtidelige og humoristiske person, han var.

Allan H. Sørensen og Ulrik I. Uggerhøj