Aarhus University Seal

CSS Perspektiver på Videnskaben: Antoinette Mary Fage-Butler, Christian Frølund Damgaard og Mikkel Thorup, alle Aarhus Universitet

Videnskaben er ikke et synspunkt, eller er den?

Info about event

Time

Thursday 20 April 2023,  at 16:30 - 18:00

Location

Vandrehallen, Matematik, bygn. 1530

Den moderne videnskab står over for et stort paradoks. 

På den ene side lever vi i en tid, hvor falske nyheder og misinformation, der spredes med lysets hastighed på sociale meder, giver nervøse trækninger blandt forskere, politikere og helt almindelige borgere. Vi frygter, at evidensbaseret viden sidestilles med obskure verdensopfattelser, og at videnskabelige facts reduceres til noget, man kan være enig eller uenig i. 

Et nyligt eksempel fra den offentlige debat herhjemme er DR-dokumentarserien Ellen Imellem, hvor en række danske topforskere blev interviewet af en poleret DR-journalist, der uden at informere forskerne blev fodret gennem en øresnegl med spørgsmål fra blandt andet en flat-earther og en modstander af evolutionsteorien. Ud over at modtage kritik for dårlig presseetik mødte dokumentaren også hovedrysten fra forskere og debattører for at give evidensbaseret forskning samme værdi som enkeltpersoners synspunkter. For videnskaben er ikke et synspunkt, og det underminerer videnskabens troværdighed, hvis spørgsmålet om jordens form bliver til en debat mellem to sidestillede parter, lød kritikken. 

På den anden side er netop kritikken af den etablerede viden måske den vigtigste drivkraft for den videnskabelige udvikling. At jorden er rund, og at naturlig selektion er en grundsten for udviklingen af livet på jorden, startede som en kritik af etableret viden; et synspunkt, om man vil. Og derfor har uenighed og forskellige synspunkter netop styrket videnskabens troværdighed gennem tiden. 

Dette paradoks rejser en række spørgsmål omkring videnskaben, og hvordan vi begrunder og beskytter dens troværdighed: 

  • Hvor stor en rolle spiller synspunkter i videnskaben? 
  • Er det skadeligt eller gavnligt for videnskabens troværdighed, at den brede befolkning får indsigt i uenigheder og minoritetsssynspunkter blandt forskere?
  • Bør forskere indgå i dialog og debat med lægfolk, der affejer den videnskabelige konsensus?  

I denne første udgave af Perspektiver på Videnskaben vil vores panelister diskutere grænserne mellem sikker viden og synspunkter samt gøre os klogere på ovenstående spørgsmål og mange flere. 

De tre panelister

  • Antoinette Mary Fage-Butler er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på AU, hvor hun blandt andet forsker i sundheds- og videnskommunikation. Hun leder desuden forskernetværket (Mis)trust of scientific expertise, der undersøger, hvordan tillid og mistillid til videnskabelige eksperter bliver udtrykt online. 

  • Christian Frølund Damgaard er professor ved Institut for Ecoscience på AU. Her arbejder han med matematiske og statistiske metoder til forskning i økologi og evolutionsprocesser. Han er desuden aktiv i debatter om videnskab og forskning. Blandt andet udgav han sidste år debatindlægget ”Nogle gange er viden faktisk et synspunkt” på Altinget Forskning. 

  • Mikkel Thorup er professor på Institut for Kultur og Samfund på AU med forskningsinteresse i den politiske idehistorie. Han har blandt andet beskæftiget sig med konspirationsteorier, strategisk anti-videnskab samt oplysning og modoplysning i et samtids- og historisk perspektiv. Desuden har han skrevet bogen Humaniora. Et Essay samt flere indlæg om forholdet mellem humaniora og naturvidenskab. 

Moderator 

  • Kristian Hvidtfelt Nielsen er lektor ved og leder på Center for Videnskabsstudier. Hans forskningsinteresser inkluderer videnskabs- og teknologihistorie, videnskabskommunikation samt borgerinddragelse i forskning. Han er desuden hyppigt aktiv i den offentlige debat om videnskab blandt andet som fast skribent på Weekendavisen. 

Program 

  • Introduktion og kort oplæg fra panelisterne (ca. 10 – 15 minutter)
  • Modereret diskussion (ca. 20 – 25 minutter)
  • Pause med lette forfriskninger samt salg af øl og vand (ca. 15 minutter)
  • Mulighed for spørgsmål fra publikum (ca. 15 – 20 minutter)

Vi forventer at eventet slutter senest kl. 18.  

Der vil være mulighed for at købe øl, vand og snacks. Ved eventets afslutning er der desuden mulighed for at købe aftensmad i Matematisk Kantine. 

Om perspektiver på videnskaben 

Perspektiver på Videnskaben er Center for Videnskabsstudiers nye format, der inviterer alle interesserede til debat om videnskab, teknologi og samfund. Formatet vil være organiseret som en paneldebat med tre panelister med en særlig forskningsbaseret viden omkring det debatterede emne. Alle er velkomne, og publikum vil undervejs have mulighed for at interagere med paneldeltagerne og stille dem spørgsmål.

Perspektiver på Videnskaben er udtænkt og arrangeret af Stig Løvschall Grøntved, Torben Esbo Agergaard, Mary Louise Elworth, Nick K. Kajendrarajah og Nicolas D. Bennett.