Aarhus Universitets segl

Teknisk information

Ole Rømer Observatoriet er udstyret med en række kikkerter i forskellige størrelser:

  • Den største kikkert er et såkaldt 50cm Cassegrain spejlteleskop. 50cm kikkerten bruges til forskning og undervisning ved Astronomigruppen, Institut for Fysik og Astronomi. Kikkerten er udstyret med et CCD-kamera. Der er taget en række billeder af stjernehobe, galakser, planetariske tåger og kometen Hale-Bopp. En del af billederne kan ses her. Hvad angår forskning bliver kikkerten bl.a. brugt til observationer af asteroider og variable stjerner i stjernehobe. Brugerne er både ansatte og studerende ved Astronomigruppen.

  • Til de offentlige forevisninger anvendes en montering med to 11" (28cm) spejlteleskoper, som er såkaldte Schmidt-Cassegrain spejlteleskoper. På disse kikkerter kan der monteres et Canon kamera, og der kan foretages digitale optagelser. Desuden er der mulighed for at montere et videokamera eller sikre solfiltre til dagobservationer.

  • Vi har et transportabelt 8" teleskop af samme type, som beskrevet ovenfor. 8" kikkerten bruges dels til undervisningsbrug i kurset Skolefysik, og dels til offentlige forevisninger ved særlige lejligheder. En sådan lejlighed kan være en måneformørkelse. Til kikkerten er der et specielt solfilter, så man kan observere Solen uden at få ødelagt øjnene. Derved er det muligt at observere de flotte solpletter.

  • Til observationer af Solen anvendes desuden en 70mm refraktor med et H-alfa filter. Der kan ligeledes foretages digitale observationer med solkikkerten.

  • Vi har også et sæt af 6 prismekikkerter (10x50) med stativer til. En 10x50 kikkert giver 10 ganges forstørrelse og har et objektiv (åbning) på 50mm. En typisk prismekikkert kan samle 50 gange så meget lys som øjet og give et stort synsfelt. Derfor er den meget velegnet til at observere udstrakte objekter som f.eks. Mælkevejen og åbne stjernehobe.

  • Her følger manualer til observatoriets teleskoper og kamera: Canon EOS 350 D digital kameraet, CCD kamera #1 til 11” teleskopet, CCD kamera #2 til 11” teleskopet og ORO’s 11” Teleskoper.