Aarhus Universitets segl

ESA Ground-based Facility – nu på IFA

IFAs Planetary Environment Facility, også kendt som Mars-vindtunnelen, har ansøgt om at blive ESA ground based facility, og dette er nu lykkedes.

Mars vindtunnel
Mars vindtunnel

Der er kun 21 faciliteter på ESAs liste af Ground-based Facilities, og IFA er nu med på denne - som den første i Danmark. Ved disse faciliteter forskes i en bred vifte af emner, alle relateret til udforskningen af rummet, herunder hvordan mennesker påvirkes af ophold i rummet, egenskaber af materialer der skal bruges i rummissioner, mikrobers liv under disse forhold og meget mere.

Et af de vigtigste kriterier ved udvælgelse var, at faciliteten er unik; intet andet sted i verden findes en vindtunnel, der kan operere fra atmosfæretryk ned til vakuum med forskellige gastyper, blæse støv og sand og arbejde i et stort temperaturområde. Samtidig vægtes det højt, at vi allerede laver projekter for ESA, heriblandt test af mange dele til ExoMars roveren, som er opkaldt efter Rosalind Franklin.

Forskere fra ind- og udland kan nu søge bevilling på op til €50.000 fra ESA til at udføre projekter hos os, hvilket giver IFA mulighed for at være med i nye spændende forskningsprojekter, som skal lære os om forholdene på andre planeter, i rummet og på vores egen jord.

https://ufm.dk/forskning-og-innovation/rumomradet/aktuelt/nyheder/2024/get-funding-from-esa-to-use-the-planetary-environment-facility-at-aarhus-university

Læs mere om ESAs Science in Space program her

Læs mere om IFAs vindtunnel her.