Tid - Den relative virkelighed

Forfatter: Ulrik Uggerhøj, Aarhus Universitetsforlag 2005. 231 sider, ill., 198 kr. Se www.unipress.dk.

 

Hvad er tid? Hvordan beskrives tid i relativitetsteo­rien? Er tidsrejser mulige? Hvis du er interesseret i disse og andre spørgsmål relateret til begrebet tid, er bogen af fysikeren Ulrik Uggerhøj måske lige noget for dig. Mange spørgsmål angående tid bliver stillet af for­fatteren, der prøver at give et svar på nogle af dem.

Bogens emner spænder meget vidt - lige fra rela­tivitetsteoriens samtidighed og kausalitet til naturen af vakuum. Desuden bliver eksotiske teorier såsom orme­huller, warp-drive og rumtidsskum beskrevet. Man får at vide, at sorte huller ikke er helt sorte, men fak­tisk lyser en smule og vil fordampe med tiden ifølge Hawkings teori om kvantefordampning af sorte huller. Det er et sandt overflødighedshorn af spørgsmål, der bliver taget op i denne lille bog (format 13 x 22 cm). Det er selvfølgelig begrænset, hvor dybtgående disse spørgsmål bliver diskuteret, men på den anden side er det vel heller ikke målet med bogen. Den skal snarere være en appetitvækker til et videre studium i fysikken.

Bogens introduktion er et underligt kapitel, der kan betegnes som en leksikalsk rodebunke. Først kommer Uggerhøj ind på vores oplevelse af tiden for derefter at beskrive tre af de fire væsentlige danske fysikere, Brahe, Rømer og Ørsted - og deres arbejde. Så springer han til oldtid for at beskrive Pythagoras' sæt­ning. Derefter diskuterer han sproget og naturvidenska­ben, hvor han kommer ind på Bohr (den sidste af de fire danske vigtige fysikere), Albert Einstein og de fire di­mensioner. Det forekommer mig, at der ikke er en rød tråd igennem dette kapitel. Dets opbygning svarer til at man skal dække bord, og det gør man ved at smide nogle glas, bestik osv. tilfældigt på bordet. Det er det dårligste kapitel i bogen.

De andre kapitler er generelt gode og velskrevne. Uggerhøj har det desværre til tider med at fortabe sig i uvæsentlige detaljer. Et eksempel findes i kapitel 2, hvor han synes at det er vigtigt at vide at Kant og New­ton ikke blev gift for at forstå deres fortabelse i deres arbejde. Det er en lidt tynd argumentation og tem­melig unødvendigt information, da bogen ikke er en biografi. Ind imellem bliver nogle tekniske sider af fysikken beskrevet, hvilket han kommer ganske godt fra i de fleste tilfælde - dog ikke altid. I enkelte for­klaringer af fysisk sværere emner er det ikke så nemt at forstå, hvad han mener. Der kunne man godt ønske sig lidt flere illustrationer. Selvom der er 43 figurer i bogen, vil jeg ikke kalde bogen for overillustreret. En figur kan i mange tilfælde bedre forklare fysikken end ord.

De mange tekniske forklaringer giver anledning til at formode, at bogen ikke henvender sig til den brede læserskare. Det er dog mit indtryk at forlaget måske havde en populærvidenskabelig bog som mål, men Ug­gerhøj snarere har haft 3.g elever og andre med en matematisk gymnasial uddannelse bag sig for øje'? Det er lidt usædvanligt, at forlaget og forfatteren har mis­forstået hinanden på et så grundlæggende punkt.

På trods af mine forbehold kan jeg varmt anbefale at læse bogen. Den er utrolig lærerig og selv fysikere kan tåle at læse den, da den giver udlægning af teorierne, som man ofte overser pga. matematikken.

JRN

 

Her vil jeg tillade mig at kommentere, da der er tale om en faktuel fejl: Der er ikke tale om en grundlæggende misforståelse mellem forfatteren og forlaget – bogen er rettet til 2. eller 3. g. niveau på matematisk linje, ifølge aftale med forlaget.

                                                                                    UIU