Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hvorfor studere Fysik og Astronomi?

Fysik og Astronomi

En uddannelse indenfor fysik og astronomi giver dig viden og evner, du vil have glæde af hele livet. En faglig ballast, der er højt værdsat både i erhvervslivet og mere bredt i samfundet. Noget af denne ballast er specifik faglig, såsom glæden ved at kunne tilegne sig de seneste opdagelser i videnskaben. Andet er sværere at kvantificere, såsom den systematiske tilgang til problemløsning, evnen til at afkode, evnen til at argumentere og kommunikere komplekst indhold.

Kompetencer

På Institut for Fysik og Astronomi har vores undervisning også fokus på nogle generelle kompetencer:

Analytiske evner

Fysik og astronomi studiet vil forstærke dine analytiske evner, dine evner til at konstruere og gennemtænke logiske argumenter og slutninger. 

Kommunikation

Fysik og astronomi omhandler abstrakte og overraskende begreber. Det er vigtigt med gode kommunikationsevner for at kunne diskutere og formidle disse emner. Dine evner til at kommunikere styrker du i vekselvirkning med undervisere og medstuderende i både skrift og tale. Både på dansk og engelsk.

Opgavestyring

Du vil skærpe din selvdisciplin og evne til at organisere dit arbejde, så du får produkter klar til aflevering. Eksaminer kan være trælse, men de lærer dig at organisere din kalender, så du er klar til de vigtige deadlines. 

IT

Du kommer til at bruge computere på mange måder. IT er centralt for din læring, når du skal skrive tekster, lave figurer, søge information, kontrollere eksperimenter og til modellering. 

Problemløsning

Du vil møde både akademiske og praktiske problemer i de fysik-, astronomi- og matematikkurser, du følger. Jo mere du arbejder med problemløsning, jo bedre bliver du. Du vil lære at stille præcise spørgsmål, og lære hvordan man kan bruge simplificerede problemer og grænsetilfælde som guide til at løse mere komplicerede problemstillinger. 

Selvstudie

En af de vigtigste evner, er evnen til at styre din egen læring. Igennem dit studie vil du opbygge erfaring med at finde og behandle information fra mange forskellige kilder.

Se flere videoer

Se flere videoer