Artikel fra INFORMATION OG DEBAT, AARHUS UNIVERSITET 22. november 1974:
Planlægningen af et fælles institutkompleks for matentatik og fysik startede i 1962, da professorerne Svend Bundgaard, Povl Kristensen og Karl Ove Nielsen fremlagde dimensionsgrundlag for etageareal i institutkompleks for matematik og fysik ved Aarhus Universitet. Grundlaget indeholdt såvel en analyse af hvilke typer og størrelser af lokaler, der 'var behov for' i et fælles institutkompleks, som en prognose for det antal mennesker d.v.s. ansatte og studerende, der ville blive beskæftiget i tiden fremover.
På grundlag af prognosen kunne man konkludere, at et udgangspunkt for dimensioneringen skulle være en konstant årlig tilgang på 200 studerende til den matematisk-fysiske faggruppe, dels det totale antal medarbejdere i komplekset forventedes at blive ca. 380, heraf ca. 230 i fysik. Man nåede til et samlet behov
for etageareal på ca. 26.500 kvm.
Opførelsen af det nye institut for fysik startede med udgravning af et 8 meter dybt hul, hvilket nødvendiggjorde bortkørsel af ca. 40.000 kubikmeter jord. Billedet viser fundamentering for en del af de underjordiske laboratorier omgivet af metertykke betonmure.
I 1966 - da 1. etape af komplekset var påbegyndt - tog man grundlaget op til revision i samarbejde med undervisningsministeriets byggeadministration og boligministeriet, idet den eksperimentelle fysikforskning i de forløbne fem år havde gennemgået en kraftig udvikling med hensyn til tungere forskningsudstyr. Revisionen gav imidlertid sammenlagt kun anledning til en mindre forøgelse af det, arealbehov.
Det fysiske institut havde til huse i universitets gamle hovedbygning sammen med Kemisk Institut og Matematisk Institut: I tiden frem til 1968 havde man kunnet løse sine pladsproblemer takket være de to andre institutters flytning til nye institutkomplekser, Matematisk Institut til 1. etape af det fælles institutkompleks for matematik og fysik. I 1968 blev det imidlertid klart, at udviklingen inden for den eksperimentelle fysikforskning med det stigende behov for større og tungere apparatur ikke ville kunne rummes inden for den gamle hovedbygnings rammer. Endvidere mente man efter en årrække med en kraftig ekspansion at have tid og kræfter til at realisere tankerne om nye ydre rammer for instituttets virksomhed.
En uofficiel arbejdsgruppe med repræsentanter for boligministeriet, undervisningsministeriets byggeadministration, universitetets byggekontor og instituttet gennemarbejdede dimensioneringsgrundlaget. I november måned 1969 godkendtes det endelige grundlag for opførelsen af etape II af matematisk-fysisk
institutkompleks med ca. 14.600 kvm. etageareal eksklusive tagetager, depotrum og teknikarealer mod det tidligere grundlags ca. 15.600 kvm.
Ved udformningen af byggeriet var man, hvad det ydre angik, bundet af byggestilen i universitetsparken, mens man med hensyn til det indre valgte at gå til dels nye veje. Med erfaringerne fra eksperimentalfysikkens udvikling i det foregående 10-år måtte der stilles krav om, at det nye byggeri i sin konstruktion gav mulighed for store belastninger i laboratorierne - 1.000 kg pr.kvm. og stor fleksibilitet. Endvidere krævedes det, at betydelige laboratoriearealer - hvor det kunne forventes forskellige former for stråling - skulle være afskærmet fra omgivelserne af hensyn til beliggenheden i et offentligt parkområde.
I laboratoriebygningerne er den bærende konstruktion udført i præfabrikerede stålprofiler. Søjleme står med en indbydes afstand på 7.2 m. Etageadskillelserne er præfabrikerede betonelementer, der kan fjernes efter behov.
Projekteringen startede derfor med placering af disse laboratorier i en underjordisk bunker i to etager udadtil begrænset af indtil en meter tykke betonmure. Oven på denne bunker placeredes fire fløje i korsform, således at byggeriet fik et samlende trafikcenter.
En fløj på syv etager + kælder og tagetage skulle rumme arbejdsværeiser for teoretikere, administration, bibliotek, kantine og enkelte mindre undervisningslokaler. Denne fløj skulle udføres som en symmetrisk midterkorridorbygning med skeletkonstruktion i beton, få bærende søjler inde i bygningen og faste betondæk.
Etageadskillelserne i laboratoriebygningerne er udført af disse betonelementer. I de grøfter. der dannes. når elementerne er monteret. føres installationerne frem til laboratorierne fra installationsskakter i facaderne.
Ydervæggene skulle opbygges af præfabrikerede betonelementer med isolering, udadtil dækket med en skalmur i den kendte gule sten.
To fløje på tre og fire etager + to kælderetager og tagetage til laboratorier og arbejdsværelser skulle udføres som asymmetriske midterkorridorbygninger med bærende konstruktioner i stål. Etageadskillelserne skulle være præfabrikerede betonelementer, der efter behov kunne fjernes, således at der kunne etableres rum gennem flere etager. Ydervæggene skulle udføres på samme måde som i den syvetages fløj. Den sidste fløj i tre etager + kælder til mekaniske værksteder og et auditorium med 96 tilhørerpladser skulle udføres som en skeletkonstruktion i beton med faste ageadskillelser. Ydervæggene skulle udelukkende bestå af murværk.Når den bærende konstruktion i laboratoriefløjene blev udført i stål, skyldes det først og fremmest, at man derved lettere, end hvis der var tale om beton, bliver i stand til lokalt at forstærke konstruktionen til at bære mere end de beregnede 1.000 kg pr. m2.
For så vidt muligt at undgå at faste installationer er i vejen for fremtidige ændringer i rum opdelingen , blev de ført frem i mindre lodrette skakter i facaderne. I laboratoriefløjene blev etageadskillelserne udformet således, at man under gulv kan føre installationer fra facadeskakterne til et hvilket som helst sted på etagen uden at genere den underliggende etage.
Installationerne omfatter foruden sædvanlige sanitære systemer og systemer for opvarmning og ventilation to lukkede kølevandskredsløb, et centralt trykluftssystem og udsugningsanlæg for et mindre antal stinkskabe.
Et snit på langs i en laborotoriebygning viser, hvordan kanalerne under gulv og i loft udnyttes til rørinstallationer og ventilation.
I januar måned 1970 kunne undervisningsministeriets byggeadministration meddele tilladelse til den endelige projektering af byggeriet. Til at lede og koordinere projekteringsarbejdet blev der straks dannet en lille arbejdsgruppe bestående af en arkitekt fra C. F. Møllers tegnestue, en konstruktionsingeniør og en installationsingeniør fra Steensen & Warming samt instituttets driftsingeniør.
Gruppen så det som en meget væsentlig opgave ved typisering og standardisering at opbygge komplekset i enheder leveret færdige fra fabrik for derigennem at sikre den korteste byggetid og den bedste håndværksmæssige kvalitet til den lavest mulige pris. Af væsentlige områder, hvor standardiseringen er gennemført, kan nævnes den bærende stålkonstruktion og etageadskillelserne i laboratoriebygningerne, præfabrikerede facadebagmurselementer med isolering, vinduespartier og fast inventar.
Folketingets finansudvalg bevilgede i marts måned 1971 i alt 62,4 mill. kr. til byggeriets gennemførelse, en udgift der efter licitationen kunne reduceres til ca. 60,5 mill. kr. Heri var medregnet 1,5 mill. kr. til uforudseelige udgifter, 0.75 mill. kr. til vinterbyggeforanstaltninger, 0.5 mill. kr. til flytning af militære hegn og erstatningsbyggeri for nedrevne militære installationer samt 0,75 mill. kr. til prisstigninger ud over fastprissystemets 2-års periode. Dette giver totalt en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 3.140 kr. Andet igangværende byggerived Aarhus Universitet varierer i kvadratmeterpris fra 2.180 kr til 4.340 kr.
Opførelsen af etape II af institutkompleks for matematik og fysik startede den 1. august 1971 og skulle kontraktligt i henhold til princippet om fast tid og pris afsluttes 1. juli 1974. Som følge af ekstraordinært mange stormvejrsdage under en del af byggeriet afsluttedes det dog først den 1. august 1974.
De største vanskeligheder under opførelsen har været forårsaget af det meget begrænsede område, der var til rådighedsom byggeplads på grund af forsvarets fortsatte behov for arealer i parkområdets vestlige del. Uanset stor velvilje fra forsvarets side er dette forhold også årsag til, at det hidtil ikke har været muligt at etablere den projekterede tilkørsel til de underjordiske laboratoriearealer. Dermed er bl.a. tilkørsel af tungt videnskabeligt udstyr indtil videre en meget besværlig og kostbar sag. Det er instituttets håb, at der i den nærmeste fremtid kan findes en løsning også på dette problem.
I dimensioneringsgrundlaget var der forudsat en årlig tilgang til den matematisk-fysiske faggruppe på 200 studerende med en samlet medarbejderstab på ca. 380, heraf ca, 230 i fysik. Uanset at tilgangen i de seneste år har været ca. 275 studerende pr, år, har den økonomiske stramning medført, at antallet af medarbejdere indtil videre ikke har nået den ønskede størrelse. Det fysiske Institut tog derfor allerede tidligt under opførelsen af etape II initiativet til sammen med Det naturvidenskabelige Fakultet at udarbejde en analyse for, hvorledes fakultetets lokalemangel bedst kunne afhjælpes. Resultatet heraf er blevet, at Astronomisk Institut med ca, 13 medarbejdere og afdelingen for fysisk geografi under Geologisk Institut med ca. 15 medarbejdere har kunnet flytte ind i det nye institutkompleks, ligesom Geologisk Instituts bibliotek indtil videre er etableret i en del af bibliotekslokalerne.
På forslag fra enkelte medarbejdere på Det fysiske Institut. som så gensidige fordele ved et nærmere samarbejde mellem Danmarks Lærerhøjskole og universitetet, blev der i 1973 optaget kontakt med lærerhøjskolens Aarhus-afdeling. Resultatet heraf er blevet, at afdelingen fra l. august 1974 er flyttet ind på l 1/2 etage i det nye kompeks med administration og faste lærere, i alt ca. 20 medarbejdere, og at en væsent1ig del af afdelingens undervisning finder sted i universitetets lokaler.
Pr. 1. september 1974 er der i alt beskæftiget ca. 210 ansatte i de lokaliteter der er planlagt til brug for Det fysiske Institut. Herudover har ca. 110 2.dels studerende og ca. 200 studerende ved lærerhøjskolen deres daglige arbejde her.
