Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Vi har fundet et godt navn til Danmarks egen exoplanet og dens stjerne

              

Exoplanetens navn er SURT

Dens stjerne hedder nu MUSPELHEIM

Tak til de 2075 som stemte. Tirsdag den 17. december klokken 14:00 er der pressemøde i Planetarium i København. Planetariets gæster er velkomne til arrangementet. Flere har foreslået disse to navne, og den første var Max Broberg Hansen, som får æren af at blive nævnt i de officielle IAU-annaler.

                                                     

 

Den Internationale Astronomiske Union IAU bliver 100 år i 2019. Derfor får alle nationer mulighed for at vælge et navn både til en exoplanet; altså en planet, som kredser om en anden stjerne end Solen, og til den stjerne, som exoplaneten kredser omkring. Konkurrencen hedder "IAU100 Name ExoWorlds".

                                                 

Danmark har fået tildelt en exoplanet, som er lidt større end planeten Jupiter, men som ligesom den er en gasplanet. Den kredser om en stjerne, som er lidt større og lidt varmere end Solen, og som er 1050 lysår borte. Stjernen kan ses med en mellemstor astronomisk kikkert, og den befinder sig i retning af stjernebilledet Pegasus.

Exoplaneten er en meget varm og stor gasplanet. Den er meget varm, fordi den er tæt på stjernen. Dens år; altså den tid, den bruger på at kredse én gang om sin stjerne er kun 5 døgn og 17 timer. Den kan ikke ses direkte med et teleskop, men er opdaget med indirekte metoder.          

Vi har fået 860 navneforslag ind ved fristens udløb, og mere end 2075 har stemt, så vi er meget glade og stolte over den store interesse. Blandt dem, som overholder reglerne fra IAU er der udvalgt 5 sæt, som har været til afstemnin på denne side indtil 11. november 2019.

Her er tidsplanen for konkurrencen, og den 12. december offentliggør vi afstemningsresultatet her og ved en sammenkomst i Planetarium i København.

                              Vores klaphatplanet er tegnet af Christoffer Grønne.

Konkurrencen arrangeres af IAUs pressekontakt i Danmark Ole J. Knudsen, SAC, Aarhus Universitet i samarbejde med udvælgelseskomiteen.

IAUs pressemeddelelse om konkurrencen på engelsk og dansk.