Aarhus Universitets segl

IFA-studerende skaber software og styrker stjerneforskning

En studerende ved Aarhus Universitet har i forbindelse med sit speciale udviklet software til automatisering og fjernstyring af to SONG-teleskoper i Australien.

Hasse Stræde Hansen on location på Mount Kent-observatoriet. Foto: HSH/SAC
Hasse Stræde Hansen on location på Mount Kent-observatoriet. Foto: HSH/SAC

De netop opstillede teleskoper er de nyeste i det dansk-ledede SONG projekt, som har til formål at undersøge nære stjerner og exoplaneter.

Vi har en kort video om installationen på vores YouTube-kanal.

Så er det lige før, vi går i gang! Et af de to SONG-teleskoper under afprøvning i måneskin. Foto: Mads F. Andersen/SONG

”Det har været en helt speciel oplevelse at arbejde på noget software, som jeg kunne tage til Australien for at installere og teste. Det var en enorm tilfredsstillelse da jeg så, at det hele virkede som det skulle.” fortæller specialestuderende Hasse Stræde Hansen.

Orion-tågen i stjernebilledet Orion. Hasse Stræde Hansen nåede lige netop at tage de første billeder af astronomiske objekter på nattehimlen med et af de nye teleskoper i Australien og dermed verificere sit arbejde, inden Covid-19 tvang ham til at rejse tilbage til Danmark inden det var for sent. Foto: HSH/SONG

De to nye teleskoper i ”Stellar Observations Network Group” (SONG) projektet er blevet installeret på Mt. Kent Observatoriet i det sydlige Queensland i Australien. Her skal de levere lys fra stjerner til et meget avanceret instrument, en spektrograf, som forskere kan bruge til at undersøge stjerner og finde exoplaneter. Med de nye teleskoper, som forventes at starte de videnskabelige målinger senere på året, udvider SONG projektet netværket af teleskoper og kommer et skridt nærmere projektets mål; at kunne følge én stjerne ad gangen, 24 timer i døgnet, så det ene teleskop tager over efter det andet i takt med at Solen står op på de forskellige observatorier. ”Hasse’s arbejde, både med software til styring af vores nye teleskoper, men også med den generelle opsætningen her på Mt. Kent observatoriet, har haft enorm betydning for, at vi er kommet rigtig godt fra start. Han har en stor andel i, at vi kan få dette observatorium integreret i SONG netværket på rekordtid.”, forklarer SONG manager og Hasse’s specialevejleder Mads Fredslund Andersen.

Videnskab.dk bringer 11.5.2020 en omtale af projektet med større vægt på SONG.

Pressekontakt: Michaela Thulesen, michaela@au.dk, +4593522168