Aarhus Universitets segl

IFA IDEAS-bevilling til fire kandidatstuderende.

Fire kandidatstuderende, Tilo Planke, Lasse Haahr-Lillevang, Simon Holmbo og Jonas Refsgaard, modtager 40.000 kr. fra IFA IDEAS til indkøb af et CCD-kamera til et teleskop på Ole Rømer Observatoriet.

Tilo, Lasse, Simon og Jonas har taget initiativ til at færdiggøre renoveringen af IFA’s 50 cm-teleskop på Ole Rømer Observatoriet. Teleskopet blev i 2002 renoveret med nye, computerstyrede motorer, men pga. manglende ressourcer har teleskopet ikke været brugbart siden. De fire kandidatstuderende er nu i gang med at færdiggøre software, kalibrere teleskopet og indkøbe nyt kamera, så teleskopet igen kan blive funktionsdygtigt, og IFA på sigt kan have et stort teleskop af høj kvalitet tilgængeligt for de studerende.

Det nyetablerede IFA IDEAS henvender sig til videnskabelige medarbejdere og studerende med minimum en bachelorgrad. Til ansøgningsfristen i september 2012 kunne der ansøges om maksimalt 50.000 kr. til et projekt inden for forskning, talentudvikling, uddannelse eller formidling.