Aarhus Universitets segl

Foredrag om exoplaneter og exobiologi

Hans Kjeldsen og Kai Finster fra AU holder foredrag med offentlig adgang søndag den 13. august klokken 19:00 i Auditorium F. Gratis adgang. Tag familien med!

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Søndag 13. august 2017,  kl. 19:00 - 21:00

Sted

Aarhus

Trappist 1 systemet med 7 små planeter. Ill.: ESO

Udforskning af exoplaneter

- en udfordring for både astronomer og biologer

Tanken om, at der eksisterer planeter omkring andre stjerner, har optaget astronomer i flere hundrede år, og science fiction-litteraturen er fuld af civilisationer med mærkelige væsner i andre solsystemer. Men indtil for godt 20 år siden vidste man kun med sikkerhed, at der findes planeter i vores eget solsystem. Med opdagelsen af den første exoplanet med navnet 51 Pegasi b blev spekulationerne til virkelighed. Sidenhen har den ene fantastiske opdagelse afløst den anden, og især opsendelsen af Kepler-rumteleskopet har bidraget væsentligt til, at man nu har kendskab til ca. 5.000 exoplaneter. Med opdagelsen af hver ny planet med jordlignende egenskaber får også spekulationerne over, om der kunne være liv i disse ukendte verdener ny næring.

 Ved aftenens foredrag vil professor i astrofysik Hans Kjeldsen og professor i astrobiologi Kai Finster fortælle om igangværende og kommende missioner, som skal opdage og udforske exoplaneter. Foredraget vil fokusere på, hvilke forudsætninger forskerne har for at opdage liv på fjerne planeter, og hvilke metoder, de anvender i udforskningen af planeterne.

 Tid: 13. august 2017; kl 19.00 – 21.00

Sted: Ny Munkegade 116, Auditorium F, Indgang fra Matematisk Institut, bygning 1530

 

Foredraget afholdes i anledning af workshoppen EANA 2017, som finder sted i Auditorium F i dagene 14.-17. august. EANA er European Astrobiology Network Association. Astronomer, astrofysikere og biologer mødes for at drøfte betingelserne for liv udenfor Jorden.

 

Trappist-1 - Dit næste feriemål?