Stjerneskud

Kan man høre et stjerneskud?

Hej.

Forleden så jeg et stjerneskud, og jeg vil mene, at jeg også hørte det. Men kan man høre stjerneskud?

Venlig hilsen SB.


 

Nej, man kan ikke høre et stjerneskud.

Et stjerneskud opstår, når en meteor brænder op i Jordens atmosfære, hvilket de fleste nok har prøvet at se. Man kan ikke høre et stjerneskud, fordi lyd bevæger sig meget langsommere end lys. Så selvom der faktisk opstod lyd, når meteoren brænder op, ville vi først kunne høre det lang tid efter, at vi havde set stjerneskuddet, og vi ville derfor ikke være i stand til at kæde de to ting sammen.

Men…

Du er faktisk ikke den eneste, der hævder at have hørt et stjerneskud, så lad mig tage et forbehold.

Der findes rygter, der går ud på, at stjerneskud skulle udsende radiobølger, som visse mennesker hævder, de er i stand til at opfange. Normalt skal man jo have en radio med en antenne for at kunne opfange radiobølger, men visse mennesker hævder øjensynligt, at de er i stand til at høre f.eks. P3 gennem briller, tandbøjler eller plomber i tænderne. Jeg siger selv øjensynligt, da det kun er et rygte, jeg har hørt. Jeg har aldrig mødt nogen, der faktisk kunne sige, hvilken sang de spillede på P3 uden at have en radio ved siden af sig.

At stjerneskud udsender radiobølger er dog en kendt sag, så for at tjekke, at det ikke bare var mig, der ikke var ordentligt informeret, ringede jeg til Ole J. Knudsen fra Steno Musseet for at høre, om han havde mødt nogen, der kunne opfange radiobølger. Ligesom jeg havde Ole hørt om rygtet men aldrig truffet nogen, der påstod, de kunne opfange radiobølger.

Meteoritten fra Tjeljabinsk

Ole foreslog dog en simple måde at undersøge, om stjerneskud udsender radiobølger, der er så kraftige, at folk med briller, tandbøjler eller plomber kan opfange dem.

Det ’største’ stjerneskud i mandsminde er den meteorit, der den 15. februar faldt ned i den Russiske by Tjeljabinsk. På nettet findes der mange rigtig gode videooptagelser af nedfaldet og den eksplosion, der opstod i forbindelse med nedfaldet. En del af disse film er optaget i biler, hvor bilradioen er tændt. Hvis meteoritten fra Tjeljabinsk udsendte store mængder radiobølger, så måtte det kunne høres som støj i bilradioen på disse optagelser. Herunder kan du finde et link til en samling af disse optagelser, så kan du selv undersøge, om du kan høre støj i forbindelse med eksplosionen. Jeg har prøvet, og jeg kan ikke. Derfor er jeg tilbøjelig til at afvise ideen om, at man kan høre stjerneskud – uden at jeg dog er skråsikker.

Mvh.

Christoffer Karoff
Postdoc
Institut for fysik og Astronomi, Aarhus Universitet

Link: www.youtube.com/watch?v=90Omh7_I8vI