Night vision

Hej.

Jeg er blandt andet medlem af hjemmeværnet og derfor interesseret i Night vision. Som jeg har forstået det, konverterer krystallerne brugt i grønne laser pointers, et IR lys til det udsendte grønne lys... Men hvis de kan det, burde det så ikke være muligt at lave et par krystal solbriller og derved have passive, ikke energikrævende infrarøde briller? Eller vil det kræve, at de bliver suppleret med en IR lommelygte? 

Med venlig hilsen JO.


Kære JO.

Din ide er faktisk rigtig god, men i praksis vil den desværre ikke virke. I en grøn laser pointer sidder der en krystal, der typisk konverterer infrarødt lys til grønt lys ved en bølgelængde på 532 nm. Dette sker ved, at lysets frekvens fordobles ved en proces, der kaldes ”non-linear frequency doubling”. Uheldigvis er effektiviteten af denne process proportional med kvadratet på intensiteten af det oprindelige lys, og den virker derfor kun ved store intensiteter af det infrarøde lys og er derfor ubrugelig til de små infrarøde intensiteter, der udsendes for eksempel fra mennesker – ja selv til at se refleksionen fra legemer belyst med en ”infrarød lommelygte”.

Der er andre problemer: For det første er det meget vanskeligt at producere frekvens-doblende krystaller så store, som dit apparat ville kræve. For det andet virker krystallerne kun ved én bestemt infrarød bølgelængde, hvilket også sætter en stopper for dit projekt, desværre.

Venlig hilsen
Jan Arlt, lektor
Institut for Fysik og Astronomi