Mars

Mars: vi ser skyer (både vand og kuldioxid)
NASA Viking mission, billede af frost
NASA (Mars reconnaissance orbiter), billede af en støvstorm (støvdjævel).

Spørgsmål fra mn, Århus


Kære student,

Temperaturen er generelt meget lavere på Mars end på Jorden, ca. -60 ºC i gennemsnit og helt ned til -140 ºC på polerne om vinteren. Selvom der er store mængder af vand på Mars, er det derfor i form af is, delvist på polarkapperne og delvist som permafrost. Vand er således ret inaktivt på Mars, dog er der nogle gange skyer (af vandis), og der er blevet observeret frost (se billedet). Der er tegn på, at der har været store mængder af flydende vand på Mars, sandsynligvis i store udbrud af geotermisk oprindelse, men det er for det meste flere hundrede millioner år siden.

Så flydende vand – regn – som vi kender, sker ikke på Mars, men der kan være vandis, sne og frost, dog er dette også sjældent. Det sker også, at kuldioxid i atmosfæren kan kondensere og lave sne/frost på polområderne.

Der blæser vind på Mars med hastigheder, der ligner meget dem, vi har her på Jorden, dvs. ca. 1-10 m/s.

Atmosfæren på Mars er tyndere end vores (ca. 1 %, af vores tryk) og består mest af kuldioxid. Selvom lufttrykket er lavt, kan atmosfæren stadigvæk bære fine støvpartikler, og normalt blæser vinden store mængder (milliarder af tons) af rødligt støv rundt, som giver Mars dens rødlige farve.

Uden vandtransport er vejret på Mars afhængigt af støvet, som falder ned og bliver taget op igen af vinden. I perioder er der globale støvstorme på Mars, hvor hele atmosfæren bliver uigennemsigtig af støv, og vinden stiger op til 20 m/s.

 

Med venlig hilsen

Jonathan Merrison, lektor