Der er tilsyneladende næsten ingen grænser for, hvad magnetbehandling kan helbrede - men hvad siger videnskaben?

Spørgsmål fra TT, Bording

Magnetbehandling er populært. På sundhedsguidens hjemmeside er der næsten ingen grænser for, hvad den kan helbrede, men hvad siger videnskaben? Magneter omgives vel bare af et magnetfelt, stærkere eller svagere afhængig af type og størrelse på magneten. Kan man tale om gode og dårlige magnetfelter?

Jeg underviser, med stor interesse,  i fysik/kemi i folkeskolens ældste klasser, hvor emnet magnetisme er en del af stoffet.

Med venlig hilsen TT


Kære TT, Bording

Når du spørger om magnetbehandling virker mod sygdom, må mit svar blive: Både ja og nej.

Ja, fordi det er næsten lige meget hvilken kur man bruger til at kurere en sygdom, så kan den virke når blot patienten TROR på kuren. Dette kaldes ”Placebo-effekten”, og den er skam virksom. Det er derfor, at der er så mange fantasifulde behandlinger eller remedier, der beskrives på en måde så man tror de er baseret på videnskab, blandt andet ved at bruge et sprog der er (pseudo) videnskabeligt . Du ser ofte sådanne kure eller midler beskrevet ved ordene ”felter”, ”energi”, ”stråling” osv. Dette hjælper patienter til at TRO på kuren.

Mit andet svar er nej, fordi disse kure ikke har nogen dokumenteret virkning i naturvidenskabelig forstand. Vi mennesker har, blandt andet på grund af placeboeffekten, haft store vanskeligheder ved at udvikle kure der faktisk kurerer sygdomme. Dette har ført til ”kure” der mildest talt virkede mod hensigten. Men de seneste århundreder har vi fundet en metode der hjælper os til at skelne mellem faktisk, fysisk virkning og placeboeffekten, nemlig den såkaldt ”dobbelt blinde test”. Her deler man en gruppe forsøgspersoner helt tilfældigt op i to grupper, nemlig en der får den kur man undersøger og resten, der får en lignende kur, men uden de virksomme ingredienser. Hverken laboranter eller læger må vide hvilke patienter der får hvad. Efter forløbet vurderer lægerne hvor megen forbedring der er sket, og først da må de få at vide hvem der fik det virksomme stof. Dernæst bruger lægerne velkendte statistiske metoder til at vurdere om en eventuel virkning er signifikant, dvs at det er meget lidt sandsynligt, at det hele er en tilfældighed. Til sidst publicerer lægerne resultaterne i en artikel i at anerkendt videnskabeligt tidsskrift, hvor den først er blevet ”godkendt” af andre, uafhængige læger.

Den beskrevne metode er der mig bekendt ingen behandlinger såsom magnetstrygninger, homeøpati, krystalhealing, osv, osv, der nogensinde har levet op til.

 

Med venlig hilsen,

 

Helge Knudsen

Lektor, PhD

 

Læs mere: da.wikipedia.org/wiki/Placeboeffekt