Mælkevejens centrum

Hej IFA!

I hvilken retning skal jeg vende mig for at se ind mod mælkevejens centrum? Jeg har fundet ud af, at stjernebilledet Skytten ligger i retningen mod centrum, men i hvilken retning ligger så dette stjernebillede Skytten? Måske ligger retningen ikke fast pga. jordens drejning i løbet døgnet, dens bane omkring solen i løbet af året osv.
Jeg håber, at det er muligt at få én bestemt retning mod et fast verdenshjørne som fx. NNV -NordNordVest....? Og hvorfor peger Nordstjernen Sirius ikke direkte mod mælkevejens centrum?

Med venlige hilsener, M.


Mælkevejens centrum ligger ganske rigtigt imellem stjernebillederne Skytten og Skorpionen, og det er også ganske rigtigt, at retningen til dette punkt ændrer sig afhængigt af dato og klokkeslet, fordi Jorden drejer sig om sig selv i løbet af døgnet og kredser om Solen i løbet af året. Desuden er retningen afhængig af, hvor på Jordkloden, man befinder sig.

Så én fast retning kan man ikke angive. Men for eksempel står Mælkevejens centrum i Syd og 7°14' over horisonten set fra Aarhus den 22.12.2014 klokken 12:03. Dagen efter står punktet i Syd cirka 4 minutter tidligere, altså klokken 11:59 og så videre.

Næste del af spørgsmålet må stamme fra en misforståelse eller et par stykker: Nordstjernen og Sirius er to forskellige stjerner, som står helt forskellige steder på himlen. Sirius peger ikke mod Mælkevejens centrum, fordi den står et helt andet sted på himlen, og ikke i retning af Skytten og Skorpionen. Det gør Nordstjernen heller ikke, men det, som spørgeren måske i virkeligheden undrer sig over er måske hvorfor Jordens akse (som nogenlunde, men ikke særligt præcist, peger imod Nordstjernen) ikke peger mod Mælkevejens centrum.

Svaret er, at retningen for Jordens omdrejning, og dermed retningen for Jordens akse intet har med Jordens og resten af Solsystemets omdrejning omkring Mælkevejens centrum. Der er ingen som helst kobling imellem dem, og der er ingen fysisk grund til, at der skulle være en sådan kobling. Det ville svare til, at alle biler skulle vende forenden imod København!

 

Ole J. Knudsen
Kommunikationsmedarbejder
Institut for Fysik og Astronomi
Aarhus Universitet