Hvad skyldes den tilsyneladende helt forkerte hældning som terminatoren på Månen har, når man ser den i forhold til Solen?

Spørgsmål fra TT, Lystrup

Jeg har i flere år undret mig over den tilsyneladende helt forkerte hældning, som terminatoren på Månen har, når man ser den i forhold til Solen.

Netop i dag har jeg observeret fænomenet. Der er et misforhold imellem den vinkel terminatoren har og Solens faktiske position på himlen.

Skulle Solens position/højde passe til terminatorens vinkel, så skulle Solen stå en del højere på himlen – måske 20 grader eller deromkring.

Jeg har svært ved at tro, at atmosfærens afbøjning af lyset er hele forklaringen – men hvad er den så?

Mvh TT


Terminatoren, som er skillelinjen mellem den lyse og mørke del af Månen, ville man forvente, var symmetrisk omkring forbindelseslinjen mellem Solen og Månen. Men som nævnt i spørgsmålet er det ikke det, man ser, hvis man observerer Månen og Solen samtidigt.

Det er en effekt i samme kategori, som at Månen ser større ud tæt ved horisonten end højere på himmelen (se dette spørgsmål besvaret af Bjarne Thomsen). D.v.s. at det er den opfattelse, hjernen får, der ikke stemmer med den fysiske virkelighed, og som skyldes projektionen på himmelkuglen af retningerne.

Problematikken er beskrevet i en artikel af Glaeser & Schott (2009), som kan findes på adressen hrcak.srce.hr/file/73428, med titelen: 'Geometric Consideratiuons About Seemingly Wrong Tilt of Crescent Moon', hvor fænomenet er illustreret med flere figurer.

Det er som nævnt i spørgsmålet ikke afbøjningen i atmosfæren, som er årsag til hældningen.

 

Venlig hilsen

Søren Frandsen, lektor