Hvad er status på kvantecomputeren?

Spørgsmål fra JJ:

Jeg læste lige at nobelprisen er givet til to forskere, der arbejdede med håndtering af kvantesystemer. En af de ting der fremhæves er, at det kan bruges i de små spæde skridt til en kvantecomputer. Men da vi startede på universitet sidste år, hørte vi om en projekt på AU, hvor taleren mente at de var ca 2/3 fra en kvantecomputer. Hvordan hænger dette sammen? Hvad er status egentligt på kvantecomputeren?

Venlig hilsen JJ


En kvantecomputer har eksisteret siden 2001. Den havde dengang 7 kvantebits og kunne udregne 3*5=15. I dag er rekorden 14 kvantebits. Det går altså langsomt med at lave en stor-skala kvantecomputer.

Nobelprisen i år blev givet for de første eksperimenter der viste kontrol af enkelte ioner og fotoner. Det er denne kontrol, kvantecomputeren bygger ovenpå.

Her i Århus arbejder vi på en anderledes tilgang. I stedet for at bygge kvantecomputeren op fra bunden én kvantebit af gangen som mange af de andre grupper, vil vi prøve at lave et system på  én gang der har hundredevis af kvantebits.

For at kunne gøre det skal man have:

  1. Et system med hundredevis af kvantebits
  2. Kunne manipulere kvantebits enkeltvis, altså flippe mellem 0 og 1
  3. Kunne lave en såkaldt 2-kvantebits operation.

Vi har gennem eksperimenter i de sidste par år klaret de to første og er derfor 2/3 af vejen til at have vist i princippet at en stor skala kvantecomputer er mulig.

Det sidste skridt er meget svært og det er derfor vi arbejder med ”the quantum computer game” hvor brugerne af internettet skal hjælpe med at løse de tekniske udfordringer.

Du kan læse mere om projektet på vores hjemmeside www.scienceathome.org, og mere specifikt om kvantecomputeren på new.scienceathome.org//index.php

Venlig hilsen

Jacob Sherson,

adjunkt, PhD.