Gluoner

Hej Spørg IFA,

Grunden til at fotoner bevæger sig med lysets hastighed, er at de ingen masse har og derfor ikke vekselvirker med Higgs-feltet.

Jo mere en partikel vekselvirker med Higgs-feltet, jo mere ”bremses den”.

Gluoner har ingen masse heller, så burde de ikke også bevæge sig med lysets hastighed?

Mvh KM


Hej KM,

Du har helt ret, at en fri gluon ville bevæge sig med lysets hastighed. Problemet med gluoner er bare, at de kun findes i nærheden af andre gluoner eller kvarker. Den stærke kraft har den egenskab, at man ikke kan isolere hverken gluoner eller kvarker. Gluonerne er derfor altid bundet inde i systemer med masse, som derfor ikke bevæger sig med lysets hastighed. 

Mvh

Hans Fynbo

Lektor, Institut for Fysik og Astronomi

Aarhus Universitet